Mødedato: 09.04.2026, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Implementeringsplan vedr. ressortflyt mellem Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Se alle bilag

Med denne sag forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen implementeringsplanen og økonomien for ressortflyttet mellem Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Med den nye ressortfordeling i Københavns Kommune samles hjemme- og sygeplejen samt visitation til hjemmepleje, sygepleje og hjælpemidler i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen – med undtagelse af hjemmepleje til børn.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget,

  • at udvalgene tager orientering om implementeringsplan for SOF-SUF ressortflyt (bilag 1) til efterretning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller derudover, at Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  • at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen godkender, at der på service flyttes 721,4 mio. kr. i 2026, 739,1 mio. kr. i 2027, 747,1 mio. kr. i 2028, 717,9 mio. kr. i 2029, samt 714,2 mio. kr. fra 2030 og frem, fra Socialforvaltningen til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (bilag 2), svarende til de opgaver, der med ressortændringen flyttes fra Socialforvaltningen til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Problemstilling

I maj 2025 blev der på baggrund af en politisk aftale i Københavns Kommune besluttet et ressortflyt mellem Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Med den nye ressortfordeling samles hjemme- og sygeplejen samt visitation til hjemmepleje, sygepleje og hjælpemidler i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Ressortflyt af hjemme- og sygeplejen fra Socialforvaltningen til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har tidligere været drøftet politisk, herunder på baggrund af analyser fra 2021.  

Den politiske ambition med sammenlægningen er, at alle borgere med behov – uanset alder – skal opleve en sammenhængende og koordineret indsats fra kommunen.  

Løsning

Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har udarbejdet en endelig implementeringsplan for ressortflyttet til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (bilag 1).

Af den politiske ressortaftale fremgår, at ressortændringen mellem Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal træde i kraft senest den 1. august 2026, og om muligt tidligere. Forvaltningerne har aftalt en implementering i to trin:

Flyt 1 - 1. juni 2026

Det politiske, økonomiske og administrative ansvar overgår til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. I første omgang er der dog tale om et ’teknisk flyt’, hvor medarbejdere, ledere og opgaver i driften samt lokationer overgår som hele enheder fra Socialforvaltningen til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Således er det alene områdecheferne i Socialforvaltningen, der flytter reference til nye niveau 2 ledere i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Enhederne arbejder videre som hidtil, og flyttet vil derfor ikke have betydning for borgernes forløb eller medarbejdernes daglige arbejde.

Flyt 2 – foråret 2027

Sideløbende med forberedelserne til første flyt forberedes den egentlige faglige og organisatoriske integration i en ny driftsorganisation, der er planlagt til at træde i kraft i foråret 2027. Der er endnu ikke fastsat en endelig dato, men det forventes at ske i perioden mellem marts og maj 2027.

Helhedsplan for fysiske rammer

Som følge af ressortsammenlægningen mellem Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, den demografiske udvikling samt implementeringen af ældreloven er der behov for at sikre nye fysiske rammer, der understøtter tværfaglige teams med nærvisitation, et stigende behov for kapacitet i hjemme- og sygeplejen, samt til samling af myndighedsfunktionen. Hjemme- og sygeplejen skal derfor samles i én lokation pr. geografisk område og myndigheden samles på én lokation.

Da hovedparten af de varige løsninger ikke forventes realiseret frem mod den fysiske sammenflytning i maj 2027, vil der i en overgangsperiode være behov for midlertidige samlokaliseringer på eksisterende og nye adresser.

Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke en endelig plan om egnede lokaler. Der pågår et arbejde med at identificere mulige lokationer. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil evt. fremlægge mulige scenarier til kommende politiske forhandlinger.

I implementeringsplanen beskrives ligeledes, hvilke borgere og medarbejdere, der bliver berørt af ressortflyttet, og hvordan opgaverne fremover vil være fordelt mellem forvaltningerne. Derudover fremgår oplæg til flyt af økonomi fra Socialforvaltningen til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Det fremgår ligeledes, at der er tale om en omfattende organisationsændring, der kræver grundig forberedelse og løbende involvering af medarbejdere og ledere i begge forvaltninger i arbejdet mod et nyt ’fælles tredje’.

Hjemmepleje til børn

På børneområdet er praksis, at hjemmepleje til børn bevilges i sammenhæng med øvrige indsatser til barnet og familien, som tilsammen kompenserer for barnets funktionsnedsættelse og sikrer en så tryg og stabil hverdag som muligt. Det vil typisk være indsatser som aflastning, merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, der fortsat vil ligge i Socialforvaltningen efter ressortændringen. Den praktisk leverede støtte leveres typisk af én samlet leverandør, og de kompenserende ydelser udmåles individuelt og afhængig af, hvad der for den enkelte familie fungerer mest hensigtsmæssigt at få leveret eller mod kompensation selv at varetage. Der er tale om en mindre målgruppe, som har behov for en særlig koordineret indsats, og forvaltningerne er enige om, at der skabes den mest helhedsorienterede sagsbehandling og bedste sammenhæng i indsatser til barnet og familien ved at lade børneområdet blive i Socialforvaltningen

Indsatser der ikke er omfattet af ressortflyttet

Udover hjemmepleje til børn, så er følgende indsatser ikke omfattet af ressortflyttet: BPA (servicelovens § 96), socialpædagogisk støtte (servicelovens § 85) og ledsagelse (servicelovens § 97) forbliver i Socialforvaltningen. 

Akutsygeplejen (sundhedslovens § 138) vil som hidtil blive varetaget af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indtil pr. 01.01.27, hvor akutsygeplejen overgår til regionen. Al øvrig sygepleje leveres af Sundheds og Omsorgsforvaltningen som følge af ressortflyttet.

Økonomi

Økonomien forbundet med ressortflyttet er opgjort til at udgøre 721,4 mio. kr. i 2026, faldende til 714,2 mio. kr. fra 2030 og frem, som følge af bevillinger der udløber i den mellemliggende periode. Sundheds- og Omsorgsudvalget vil blive forelagt de enkelte bevillingsudløb ifm. budgetprocessen for de budgetår, hvor bevillingerne udløber, mhp. evt. prioritering af videreførelse af bevillingerne.

De konkrete bevillingsmæssige konsekvenser af ovenstående økonomiflyt fremgår af indstillingens bilag 2. Det bemærkes, at korrektioner fra juniindstillingen til Budget 2027, som vedrører de områder der overflyttes med ressortflyttet, ikke indgår i økonomien i indeværende sag, men vil blive flyttet ifm. 3. sag om bevillingsmæssige ændringer 2026, således at begge forvaltninger kan udarbejde 1. prognose 2026, som finder sted før ressortflyttet og derfor skal udarbejdes pba. økonomien før ressortflyttet, herunder korrektionerne fra juniindstillingen.

Forvaltningerne er desuden enige om, at der kan opstå behov for yderligere tilpasninger af forvaltningernes økonomi, såfremt ressortflyttet medfører et behov for oprettelsen af nye, tekniske samarbejdsaftaler, ligesom forvaltningerne i dag har, på en række af de opgaver som involverer Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. I så fald vil økonomien forbundet hermed blive indarbejdet i en afregning, forvaltningerne imellem, eller flyttet i en kommende sag om bevillingsmæssige ændringer, såfremt denne er af teknisk karakter og dermed ikke kræver yderligere særskilt politisk godkendelse.

Videre proces

Indstillingen skal efter behandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 9. april 2026 og Socialudvalget den 22. april forelægges Økonomiudvalget den 5. maj 2026 og Borgerrepræsentationen den 21. maj 2026.    

Per Bennetsen og Katrine Ring
Til top