Mødedato: 07.01.2026, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Udpegelse af medlemmer til politisk følgegruppe i forbindelse med plejehjemsbyggerier under Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen arbejder kontinuerligt med konkrete plejehjemsbyggerier. Dele af byggeprojekterne er i planlægningsfasen, andre i udviklingsfasen, og andre er under opførelse. 

Til at følge plejehjemsbyggerierne har der været nedsat en politisk følgegruppe. Sundheds- og Omsorgsudvalget skal udpege medlemmer til følgegrupperne. 

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget, 

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget udpeger fire medlemmer til den politiske følgegruppe.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget (SUND) besluttede på udvalgsmødet den 16. maj 2022 at etablere følgegrupper for de igangværende plejehjemsbyggerier. I forbindelse med konstitueringen af et nyt udvalg skal der derfor udpeges nye repræsentanter til følgegruppen. Samtidig er der udarbejdet en statusoversigt over kommende plejehjemsbyggerier, jf. bilag 3.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) arbejder løbende med ombygning af utidssvarende plejehjem samt opførelse af nye plejehjem som følge af den demografiske udvikling.

I forbindelse med plejehjemsbyggerier er det Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF), der har ansvaret for startredegørelse og lokalplan. En almen boligorganisation udpeges som bygherre for plejehjemsbyggeriet, som opføres inden for rammerne af almenboligloven. Boligorganisationen har således ansvaret for økonomi, entrepriseudbud og opførelse af plejehjemmet. SUF har dermed ikke det formelle ansvar for selve byggeriet, men inddrages i alle processer af betydning for plejehjemmets udformning og indretning.

SUF tager i sit arbejde udgangspunkt i De 10 principper for Fremtidens Plejehjem, som fastlægger de overordnede rammer for plejehjemsbyggerier. Principperne blev vedtaget af SUND i 2020, jf. bilag 1.

Inddragelse af udvalget

For at sikre en tidlig og dialogbaseret inddragelse af udvalget i plejehjemsbyggerier besluttede udvalget i maj 2022 at etablere følgegrupper for igangværende plejehjemsbyggerier. SUND besluttede, at der skulle etableres to følgegrupper, som hver skulle følge ca. 12 plejehjemsprojekter. Som følge af stilstand i plejehjemsbyggerierne grundet det statsligt fastsatte rammebeløb har der i perioden i stedet været én følgegruppe, som har fulgt de igangværende projekter. Det er forvaltningens anbefaling, at der fortsættes med en følgruppe.

Følgegruppens opgave er at bidrage med idéer og anbefalinger til plejehjemsbyggerierne. Såfremt bygherre vælger at afholde en arkitektkonkurrence, indgår følgegruppens repræsentanter endvidere i dommerkomitéen.

Det bemærkes, at byggeprojekterne typisk strækker sig over 5–6 år og dermed over mere end én valgperiode.

Følgegruppen har bestået af fire repræsentanter fra SUND samt to repræsentanter fra Ældrerådet. Der har været afholdt fire årlige møder i følgegruppen.

Følgegruppens arbejde

Følgegruppen inddrages som udgangspunkt i de fire hovedfaser, der indgår i et plejehjemsbyggeri:

A. Planlægningsfasen: Plejehjemmets størrelse, placering på grunden, ydre rammer mv., som fastlægges i lokalplanen.

B. Udviklingsfasen: Udarbejdelse af visioner for plejehjemmet samt skitseforslag, herunder fastlæggelse af funktioner og fysisk indretning, som endeligt beskrives i bygge- eller konkurrenceprogrammet.

C. Byggefasen: Prioriteringer i byggesagen, herunder løbende til- og fravalg i samarbejde med boligorganisationen i takt med, at projektet færdigudvikles.

D. Ibrugtagningsfasen: Plejehjemmets indretning, herunder møblering og udsmykning.

I bilag 2 findes en nærmere beskrivelse af roller og ansvar i plejehjemsbyggerier samt en uddybning af de fire faser, hvor følgegrupperne som udgangspunkt inddrages.

Følgegruppen får desuden ansvaret for at opdatere de 10 principper, jf. bilag 1, så de er tidssvarende, herunder at der tages højde for den store mangel på arbejdskraft, nye klimakrav m.v. når der bygges plejehjem.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Efter udpegelse af medlemmer til følgegruppen, indkalder Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til møder i de respektive følgegrupper.

 

Per Bennetsen

                                                          /Per Christensen

Til top