Valg af næstforperson for Sundheds- og Omsorgsudvalget
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal vælge en næstforperson for udvalget, som blandt andet skal varetage funktionen som mødeleder på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møder ved Sundheds- og Omsorgsborgmesterens kortvarige fravær.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller overfor Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at udvalget udpeger en næstforperson for Sundheds- og Omsorgsudvalget blandt udvalgets medlemmer.
Problemstilling
Sundheds- og Omsorgsborgmesteren er forperson for Sundheds- og Omsorgsudvalget. Sundheds- og Omsorgsudvalget har ved godkendelse af forslag til forretningsorden for Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendt, at der skal vælges en næstforperson, som kan træde i Sundheds- og Omsorgsborgmesterens sted som mødeleder på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møder.
Løsning
Det fremgår af Sundheds- og Omsorgsudvalgets forretningsordens § 1, stk. 3, at udvalgets næstforperson forbereder, indkalder og leder udvalgets møder ved Sundheds- og Omsorgsborgmesterens kortvarige fravær. Næstforpersonen skal vælges blandt udvalgets medlemmer.
Næstforpersonens opgave er således i disse situationer at sikre mødeindkaldelse og -afviklingen af Sundheds- og Omsorgsudvalgets møder. Næstforpersonen indtræder ikke i Sundheds- og Omsorgsborgmesterens øvrige forpligtelser.
Det betyder, at næstforpersonen kun overtager opgaver relateret til udvalgets møder, når der er tale om kortvarigt fravær, der ikke medfører udpegelse af en stedfortrædende Sundheds- og Omsorgsborgmester.
Næstforpersonen har i sidste valgperiode også i nogle tilfælde være stedfortræder for Sundheds- og Omsorgsborgmesteren ved arrangementer, besøg, tjenesterejser og lignende, hvor borgmesteren har været forhindret.
Posten som næstforperson kan være fordelt i forbindelse med den politisk konstitueringsaftalen, men det er Sundheds- og Omsorgsudvalget, der formelt skal godkende udpegelsen af næstforpersonen.
Valget foregår efter reglerne i § 24, stk. 1, i den kommunale styrelseslov. Det betyder, at valg og afstemning sker ved flertalsvalg, med mindre at der i udvalget er enighed om andet.
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal således vælge en næstforperson.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil ved borgmesterens fravær i forbindelse med et møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget orientere næstforpersonen herom, således at næstforpersonen kan træde i borgmesterens sted i de skitserede tilfælde.
Per Bennetsen
/ Søren Frilander