Mødedato: 06.11.2014, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Opfølgning på ældrepakke 2014 "Plads til at leve livet" (3. prognose)

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal orienteres om status på de igangværende indsatser under ældrepakken 2014 "Plads til at leve livet" og godkende omprioritering af midler på baggrund af forventet mindreforbrug i 2014 på enkelte af de ansøgte indsatser finansieret af "Puljen til løft af ældreområdet" under Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager det forventede mindreforbrug på igangværende indsatser i 2014 til efterretning (bilag 1).

2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender følgende omprioritering af uforbrugte midler i 2014 mellem eksisterende ældrepuljeindsatser:

    a. Indsatsen Ældrevenlige cykler på plejecentre får tilført ekstra 0,4 mio. kr. til indkøb af ældrevenlige cykler, så samtlige plejecentre er dækket ind,

    b. Indsatsen Pladser og rammer til fællesskab på plejecentre får tilført ekstra 1,6 mio. kr. med henblik på at kunne imødekomme ønskerne til etablering af optimale fælles opholdsarealer på de 5 plejecentre,

    c. Indsatsen Støtte til bad og toilet får tilført 2,9 mio. kr. til indkøb af nye teknologier målrettet demenstilbud og arbejdsstillinger på plejecentre omkring toilet og bad, ud- og indstigning af seng og vending i sengen.

Problemstilling

Ældrepuljemidlerne er afsat varigt på finansloven i 2014 og frem til et løft af ældreområdet i kommunerne. Der blev afsat 1 mia. kr. i 2014. Midlerne fordeles mellem kommunerne på baggrund af en objektiv fordelingsnøgle baseret på antallet af ældre over 65 år i forskellige aldersgrupper.

I 2014 medførte denne fordelingsnøgle i alt 60,8 mio. kr. til Københavns Kommune, og kommunen har skullet ansøge Ministeriet om de reserverede puljemidler og i den forbindelse redegøre for formål, indhold og målgruppe for indsatserne. Københavns Kommunes godkendte ansøgning følger den politisk vedtagne aftale om anvendelsen af midlerne i Københavns Kommune, som blev behandlet i BR den 27. februar 2014.  

Borgerrepræsentation har med vedtagelse af Budget 2015-2018 godkendt, at Sundheds- og Omsorgsudvalget kan søge ministeriet om godkendelse af eventuelle omprioriteringer inden for de eksisterende indsatser i "Plads til at leve livet", såfremt der i år opstår mindreforbrug på enkelte af indsatsområderne. Udvalgets omprioritering af midler mellem de ansøgte indsatser i 2014 sker med forbehold for efterfølgende godkendelse af revideret budgetansøgningsskema i Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.


Løsning

Status på forbrug af ældrepuljemidler i 2014
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen har i forbindelse med seneste regnskabsprognose udarbejdet status på de igangværende ældrepuljeindsatser i 2014, herunder forventet forbrug, jf. bilag 1.
 
På nuværende tidspunkt forventes et samlet årsforbrug på i alt 54,2 mio. kr. af de 60,8 mio. kr. Det betyder, at der er et forventet mindreforbrug på i alt 6,6 mio. kr.

Der er i bilaget redegjort for det forventede forbrug for hver indsats. De to vigtigste forklaringer på mindreforbruget er mere præcise erfaringer med målgruppens størrelse og tidsforsinkelse ved igangsætning af de nye indsatser.

Det fremgår af ministeriets skabelon for afrapportering af midlernes anvendelse, at det vil være muligt at overføre midler fra 2014 til 2015 for de igangværende indsatser. Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har i den forbindelse oplyst, at midlerne så vidt muligt skal anvendes i 2014, men at det vil være muligt at overføre op til 10 pct. af en budgetpost til det kommende år.

På tværs af de 22 igangværende indsatser er der samlet et ønske om at overføre mindreforbrug i 2014 til 2015 svarende til i alt 1,6 mio. kr., hvoraf 1,3 mio. kr. vedrører drift og 0,3 mio. kr. anlæg.  

Det resterende forventede mindreforbrug på 4,9 mio. kr. søges anvendt i 2014 gennem omprioritering på tværs af de 22 indsatser. Det er ikke alle indsatser, som har mulighed for at skrue op for aktiviteten i 2014, men forvaltningen vurderer, at følgende forslag til omprioriteringer kan nå at blive implementeret i 2014:

a. Ældrevenlige cykler på plejecentre
Midlerne til ældrevenlige cykler er givet med henblik på, at også ældre borgere kan få store oplevelser og god motion på en cykel. Såfremt projektet udvides sådan at samtlige plejecentre er dækket ind med ældrevenlige cykler, kan denne indsats opskaleres med indkøb af rickshaws til de resterende plejecentre. Det drejer sig om i alt 9 cykler med levering i 2014.

Der søges derfor omprioriteret 0,4 mio. kr. til denne indsats i 2014.

b. Pladser og rammer til fællesskab på plejecentre
Midlerne til Pladser og rammer til fællesskab på plejecentre er givet til nytænkning og forbedring af fælles opholdsarealer på 5 plejecentre, så arealerne i højere grad indbyder til og skaber rum for fælles aktiviteter og samvær mellem beboerne. Såfremt forvaltningen prioriterer etablering af de optimale rammer om de fælles opholdsarealer, fx altan, touch and play skærme og flytninger af vægge, medfører det et merforbrug på 1,6 mio. kr. i 2014. Indsatsen er etårig.

Der søges derfor omprioriteret 1,6 mio. kr. til denne indsats i 2014.

c. Støtte til bad og toilet
Midlerne til Støtte til bad og toilet er søgt under temaet Bedre forhold for de svageste ældre fx på plejehjem med fokus på anvendelse af velfærdsteknologiske løsninger og indebærer pt indkøb og installation af toiletsæder med skylle- og tørrefunktion. Forvaltningen har den 16. oktober modtaget en klage over udbuddet på toiletsæder med skylle- og tørrefunktion. En afklaring af de tidsmæssige konsekvenser for implementeringen af indsatsen afventer afgørelse fra Klagenævnet for udbud, om klagen skal have opsættende virkning.  

Den velfærdsteknologiske indsats kan suppleres med indkøb af nye teknologier målrettet demenstilbud, samt ekstra indkøb af teknologier, der fx aflaster arbejdsstillinger omkring bad og toilet, ud- og indstigning af seng og vending i sengen.

Der søges derfor omprioriteret 2,9 mio. kr. til dette indkøb på denne indsats i 2014.


Det betyder, at der i indmeldingen til Sundheds- og Omsorgsforvaltningens 3.prognose er indarbejdet, at forvaltningen anvender flere midler på de ovennævnte tre indsatser.

De bevillingsmæssige konsekvenser af ovennævnte ændringer håndteres i sag om bevillingsmæssige ændringer med forbehold for Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse af de tre fremlagte forslag til omprioritering af midler mellem indsatser i 2014.

Økonomi

Det forventede mindreforbrug på ældrepuljemidler under Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget, der ønskes overført til 2015, er meldt ind til Økonomiforvaltningen i forbindelse med Sundheds- og Omsorgsudvalgets behandling af 3. regnskabsprognose. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen håndterer overførslen af ældrepuljemidler samlet for begge forvaltninger i forhold til regnskabsprocessen i Københavns Kommune og i forhold til ansøgning i ministeriet.

De ønskede overførsler til 2015 og de foreslåede omprioriteringer mellem indsatser i 2014 medfører flytning af midler fra drift til anlæg under Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme og en flytning af mindreforbrug fra Socialudvalgets ramme til Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme. Disse konsekvenser håndteres i sag om bevillingsmæssige ændringer for Socialudvalget den 27. oktober 2014 og Sundheds- og Omsorgsudvalget den 6. november 2014.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal ansøge ministeriet om godkendelse af de foreslåede ændringer i forhold til fordelingen af midler mellem de igangværende indsatser i 2014.

Københavns Kommune skal aflægge rapport om midlernes anvendelse senest 31. december 2014 med henblik på erfaringsopsamling, herunder ønsker til overførsel af midler til 2015. Det reviderede regnskab for de 22 konkrete indsatser i 2014 skal være ministeriet i hænde senest den 30. april 2015.

Erfaringsopsamlingen vil blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget til orientering i januar 2015, og orienteringen sendes videre til Borgerrepræsentationen.



Hanne Baastrup

         
    
                                                                                        /Søren Winther Rasmussen 


Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top