Mødedato: 06.11.2000, kl. 14:30

Udarbejdelse af ældrepolitik - Ældrekonferencen (Indstillingen udsendt med dagsordenen for mødet den 23. oktober 2000)

Udarbejdelse af ældrepolitik - Ældrekonferencen (Indstillingen udsendt med dagsordenen for mødet den 23. oktober 2000)

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 6. november 2000

 

2. Udarbejdelse af ældrepolitik - Ældrekonferencen (Indstillingen udsendt med dagsordenen for mødet den 23. oktober 2000)

SOU 384/2000 J.nr. 57/2000

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender den nærmere planlægning af konferencen: "Et godt ældreliv – hvordan vil du leve som gammel"?

 

RESUME

Arbejdet med at formulere en ny ældrepolitik indledes med konferencen Et godt ældreliv – hvordan vil du leve som gammel?

Sundheds- og Omsorgsudvalget har en central rolle på konferencen, og det foreslås derfor, at der for hver workshop nedsættes en workshopledelse bestående af 1-2 politikere, et medlem fra direktionen og en proceskonsulent.

Det foreslås, at workshopledelsens opgave er:

  • at afholde et forberedelsesmøde inden konferencen, hvor formålet er at drøfte arbejdet i workshoppen, hvilken viden der er brug for og gennemgå forløbet på konferencen.
  • at fungere som ledere af workshoppen og være med til at nedsætte arbejdsgruppen, der efter konferencen skal arbejde videre.
  • at deltage på et af arbejdsgruppens møder midt i processen, dvs. februar 2000.

Der vil blive gennemført interviews med politikere, borgere, ældre, pårørende mv., for at samle indtryk og synspunkter til brug for de videre drøftelser på konferencen.

Endvidere foreslås det, at der afholdes et presseseminar inden konferencen, hvor journalisterne introduceres til arbejdet med ældrepolitikken. Det foreslås ligeledes, at journalisterne inviteres til opsamlingen på konferencen, og at Sundheds- og Omsorgsudvalget den 22. november afholder et pressemøde efter at konferencen er officielt afsluttet.

SAGSBESKRIVELSE

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede den 14. august 2000, at der skal formuleres en ny ældrepolitik inden sommerferien 2001 (SOU 272/2000). Herefter besluttede udvalget den 28. august 2000, hvordan det videre arbejde med ældrepolitikken skulle forløbe (293/2000). Der er lagt vægt på 3 væsentlige forudsætninger for at få udarbejdet en ældrepolitik:

  • Politikerne har en central rolle igennem hele forløbet
  • Dialog med interessenter og borgergrupper
  • Viden og data

Som et startskud på arbejdet med ældrepolitikken har Sundheds- og Omsorgsudvalget inviteret omkring 600 interessenter på ældreområdet til konferencen "Et godt ældreliv" den 22. november 2000. På konferencen er det meningen, at deltagerne retter blikket ud i fremtiden og tænker over, hvad kommunens ældrepolitik skal indeholde. Formålet med konferencen er at give input til udvalgets formulering af en ældrepolitik.

Inden konferencen opfordres interessenterne til at forberede sig med deres bagland. Formålet er, at få så mange synspunkter på banen som muligt, og motivere interessenterne til at deltage aktivt i arbejdet med at formulere en ældrepolitik. En vigtig del af forberedelsen er at bede interessenterne om at tænke over, hvad de vil have ud af arbejdet med ældrepolitikken og tage stilling til, hvilke synspunkter de ønsker at fremføre på konferencen. Som inspiration til forberedelsen fremsendes debatoplæg, der bl.a. indeholder en række forslag til mulige diskussionsemner på konferencen.

Sundheds- og Omsorgsudvalget deltagelse

På konferencen arbejdes der i workshops om "At bo er at leve", "Visitation eller valgfrihed", "Omsorg – som vi plejer" og "Ud af ensomheden". Herudover er der mulighed for at nedsætte en ekstra workshop, som er bestemt ud fra deltagernes ønsker.

Hver workshop et opdelt i 3 forløb (Se invitationen). Det første forløb handler om at deltagerne giver udtryk for ønsker til fremtidens ældreområde, hvor det andet forløb består i at få konkretiseret ønskerne til de vigtigste problemstillinger indenfor temaerne. I det tredje forløb får hver workshop til opgave at nedsætte arbejdsgrupper, der skal arbejde videre med de forslag, der kommer frem på konferencen. Formålet med at nedsætte arbejdsgrupper er at få en bred involvering i udarbejdelsen af ældrepolitikken og skabe det materiale, som skal danne grundlag for prioritering og dernæst de politiske beslutninger. Der skal i workshoppen udarbejdes kommissorium for det videre arbejde i arbejdsgrupperne.

Sundheds- og Omsorgsudvalget har en central rolle på konferencen. Det foreslås derfor, at de enkelte workshops afholdes af en workshopledelse bestående af 1-2 udvalgsmedlemmer, et medlem fra Direktionen i Sundhedsforvaltningen og en proceskonsulent.

Det foreslås, at workshopledelsen afholder et forberedelsesmøde inden konferencen i november 2000. Formålet med forberedelsesmødet er at diskutere forløbet i workshoppen igennem og forberede sig på, hvilken viden der er brug for i relation til temaet i den valgte workshop. Som inspiration til forberedelsen kan de debatoplæg anvendes, som også fremsendes til deltagerne (debatoplæggene omdeles på mødet i Sundheds- og Omsorgsudvalget).

Workshopledelsen er ansvarlige for at skabe debat i workshoppen. Proceskonsulenten er ordstyrer, og sørger for at der er en aktiv dialog mellem politikerne og de øvrige deltagere, således at der bliver en livlig debat på konferencen, og så mange input som muligt til ældrepolitikken sikres.

Workshopledelsen fungerer således som ledere af workshoppen og er med til at nedsætte arbejdsgruppen, der efter konferencen skal arbejde videre med det pågældende emne.

Undersøgelser af politikernes holdninger og værdier

Planen er, at der på konferencen bliver præsenteret interviews med medarbejdere, pårørende og de ældres holdninger og værdier i forhold til de 4 temaer, der diskuteres på konferencen.

Som supplement til disse interviews foreslås det, at der bliver foretaget en tilsvarende kvalitativ undersøgelse af politikernes holdninger og værdier i forhold til de 4 temaer. Interviewene med politikere gennemføres som interviews med et videokamera, så interviewene kan vises på konferencen.

Undersøgelsen skal bruges til at fremføre forskellige synspunkter på konferencen, der kan starte debatten. Det er tanken, at der på konferencen vises klip fra interviewene med politikerne sammen med klippene fra de allerede gennemførte interviews med medarbejdere, pårørende og de ældre.

Presse i forbindelse med konferencen

Det foreslås, at der afholdes et presseseminar inden konferencen, hvor journalisterne introduceres til arbejdet med en ældrepolitik.

For at sikre pressedækning af arbejdet med ældrepolitikken foreslås det, at journalister inviteres til opsamlingen på konferencen.

Efter konferencen officielt er afsluttet afholder Sundheds- og Omsorgsudvalget et pressemøde, hvor journalisterne har mulighed for at høre om hvilke råd og ideer politikerne har fået med sig, når ældre politikken skal formuleres.

Det videre forløb efter konferencen

Fra november til marts 2001 udarbejder de arbejdsgrupper, der nedsættes på konferencen forslag, der skal være med til at danne grundlaget for ældrepolitikken.

Workshopledelsen inviteres til et statusmøde i arbejdsgruppen i starten af februar, hvor arbejdsgruppernes forslag skal diskuteres. Formålet med at afholde mødet i februar er, at arbejdsgrupperne har nået at arbejde med forslaget, og at der samtidig er tid til at tilføje workshopledelsens bemærkninger.

ØKONOMI

Ingen

Ingen

BILAG

Invitation til konferencen (er tidligere udsendt)

Debatoplæg til konferencen (uddeles på mødet den 23. oktober 2000)

 

Ib Haurum

/ Jens Egsgaard

 

 

Til top