Mødedato: 06.02.2014, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Temamøde: Plejeboligområdet

Se alle bilag
Orientering om status på og udvikling af plejeboligområdet i Københavns Kommune.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om plejeboligområdet i Københavns Kommune til efterretning.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil på udvalgsmødet den 6. februar 2014 orientere det nytiltrådte sundheds- og omsorgsudvalg om status på og udvikling af plejeboligområdet i Københavns Kommune.

Løsning

Fakta om plejeboligområdet
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har ca. 3.700 plejeboliger (inklusiv midlertidige plejeboliger) fordelt på 44 plejecentre i hele kommunen. Cirka halvdelen af plejecentrene er selvejende institutioner. Københavns Kommune har et varieret tilbud af plejeboliger. De enkelte plejecentre har forskellig størrelse, indretning og beliggenhed.

Fremtidens plejeboliger
Tilbage i 2004 og efterfølgende i 2010 besluttede Borgerrepræsentationen en moderniseringsplan, hvor samtlige af kommunens plejecentre frem mod 2022 skal ombygges og dermed sikre mere moderne forhold for beboerne. Formålet er, at ældre københavnere skal have mere tidssvarende plejeboliger at bo i. Ombygningen skal samtidig sikre den nødvendige tilpasning af plejeboligkapaciteten, som følge af demografiudviklingen inden for ældreområdet i kommunen. 

Siden 2005 er der åbnet 11 nye almene plejecentre med i alt 980 moderne boliger. I samme periode er der afviklet i alt 2.046 utidssvarende plejehjemspladser. Frem til 2022 forventes i alt 12-15 moderne plejecentre at blive etableret enten ved nybyggeri eller totalrenovering af eksisterende plejehjemsbygninger.

Det daværende sundheds- og omsorgsudvalg godkendte på udvalgsmødet den 18. december 2013 10 overordnede principper, som de fysiske rammer i fremtidens plejeboliger i København skal afspejle (bilag 1). Principperne har fokus på, at der skal værnes om beboernes privatliv og behov for hjemlighed, at beboernes forskellighed afspejles og at den enkelte beboer støttes i at holde sig fysisk, mentalt og socialt aktiv. Derudover skal de fysiske rammer i fremtidens plejeboliger skabe rum for sanseoplevelser og understøtte fællesskab og sociale relationer blandt de ældre. Særlige målgruppers behov skal indtænkes i boligerne samtidig med, at medarbejdernes arbejdsvilkår prioriteres højt.

Udover fokus på de fysiske rammer i fremtidens plejeboliger er der stor fokus på at understøtte og skabe et godt og aktivt hverdagsliv på plejecentrene gennem sociale og indholdsrige aktiviteter for de ældre. Samtidig er der på plejeboligområdet fokus på, at ældre i København lever vidt forskellige liv med hver deres særlige behov og interesser. Plejecentrene skal afspejle det ved at være forskellige ligesom byens borgere er det. De forskellige profilplejehjem skal være med til at skabe et bredt tilbud til de ældre og få flere til at flytte tidligere i plejebolig. Forvaltningen er i gang med at etablere to profilplejehjem i København – et mangfoldighedsplejehjem og et plejehjem med fokus på udeliv og dyr.

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces




Katja Kayser 

                                                                                        / Nanna Skriver

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top