Godkendelse af SUFs samarbejde med Kyiv om mental sundhed
Borgerrepræsentationen besluttede den 26. marts 2026 at forlænge venskabsbyaftalen med Kyiv. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) har på den baggrund undersøgt mulighederne for et samarbejde med Kyiv om mental sundhed. Der er interesse for et samarbejde, men behov for at afdække lokale behov og organisatoriske forudsætninger nærmere. Der er derfor bevilget 140.000 kr. fra programmet for det dansk-ukrainske kommunale samarbejde til en foranalyse og et gensidigt besøg mellem København og Kyiv.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender etablering af et samarbejde med Kyiv om mental sundhed.
Problemstilling
Københavns Kommune indgik i 2023 en venskabsbyaftale med Kyiv som led i støtten til Ukraine med fokus på bæredygtig byudvikling og andre fælles indsatsområder. Samarbejdet indgår i et fireårigt fælleskommunalt program med deltagelse af flere danske kommuner, finansieret af Ukrainefonden og administreret af Komponent. I marts 2026 besluttede København og Kyiv at forlænge aftalen med yderligere fem år.
På baggrund af venskabsbyaftalen har SUF i 1. halvår 2026 afsøgt mulighederne for at etablere et samarbejde med Kyiv om mental sundhed. Afdækningen er sket i dialog med Økonomiforvaltningen (ØKF), Sundhedsstyrelsen, den danske ambassade i Kyiv og repræsentanter for bystyret i Kyiv.
Dialogen har vist, at der er interesse for et samarbejde om mental sundhed, der bygger på gensidig læring og løbende udveksling mellem Kyiv og København med potentiale for at skabe værdi for begge kommuner. Dialogen har også vist, at der er et behov for at afdække lokale behov, relevante aktører og organisatoriske forudsætninger nærmere. Udvalget skal med denne indstilling godkende samarbejdet og det videre forløb.
Løsning
SUF vil i samarbejdet tage afsæt i Københavns erfaringer med forebyggelse og lettilgængelig hjælp inden for mental sundhed. Center for Mental Sundhed vil være en primær aktør i samarbejdet og vil bl.a. bidrage med viden om organisering af en samlet indgang til hjælp, kompetenceudvikling af lokale fagpersoner og anvendelse af evidensbaserede metoder.
Det videre arbejde skal kvalificere, om og hvordan disse erfaringer kan anvendes i en ukrainsk kontekst. Det skal blandt andet afdækkes, hvordan indsatsen for mental sundhed er organiseret i Kyiv, hvilke behov og målgrupper der er, hvilke aktører der allerede er involveret, og hvor et kommunalt samarbejde kan tilføre værdi.
SUF har på den baggrund søgt programmet for det dansk-ukrainske kommunale samarbejde, som administreres af Komponent på vegne af Udenrigsministeriet, om støtte til en foranalyse og et gensidigt besøg mellem København og Kyiv. Ansøgningen er imødekommet med en bevilling på 140.000 kr. i perioden 1. oktober 2026-31. januar 2027.
Foranalysen og besøget skal skabe et kvalificeret grundlag for at vurdere mulighederne for et eventuelt længerevarende kommunalt partnerskab om mental sundhed. Som led heri tilknytter SUF i en tidsbegrænset periode en ekstern konsulent til at understøtte opbygningen af relationer, udviklingen af en mulig samarbejdsmodel og planlægningen af en workshop med Kyiv. På baggrund af workshoppen udarbejdes et kort projektgrundlag, der sammenfatter fælles prioriteringer og beskriver mulige mål og aktiviteter, udestående spørgsmål samt anbefalinger til det videre arbejde. Projektgrundlaget skal herefter indgå i vurderingen af, om der er grundlag for at etablere et længerevarende kommunalt partnerskab.
Arbejdet koordineres med ØKF, som er tovholder for Københavns Kommunes venskabsbyaftale med Kyiv. SUF er desuden i dialog med relevante forvaltninger med henblik på vidensudveksling og koordinering, herunder Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen, som allerede har et samarbejde med Kyiv
Politisk handlerum
Udvalget kan vælge at godkende indstillingen. Udvalget kan samtidig tilkendegive eventuelle ønsker til det videre arbejde, herunder ambitionsniveau, fokusområder og målgrupper for et muligt samarbejde.
Økonomi
I 2026-2027 er der reserveret 5,6 mio. kr. til KK-projekter fra programmet for det dansk-ukrainske kommunale samarbejde, hvoraf op til 4,0 mio. kr. kan afsættes til et samarbejde på sundhedsområdet.
Der er bevilget 140.000 kr. fra programmet til en foranalyse og et gensidigt besøg mellem København og Kyiv. Der kan herefter ansøges om en større bevilling og et længerevarende samarbejde.
Da der vil være tale om en opskrivning af indtægter i Københavns Kommune, skal samarbejdsaftalens beløb forelægges BR som en del af de samlede bevillingsmæssige ændringer.
Udgifter til ekstern konsulent afholdes inden for forvaltningens egen ramme.
Videre proces
SUF gennemfører foranalyse og besøg fra Kyiv i perioden 1. oktober 2026-31. januar 2027.
Udvalget vil blive orienteret om resultatet af foranalysen og forslag til det videre samarbejde vil blive forelagt til godkendelse.
Karen Nørskov Toke
/ Katrine Schjønning