Integrations og Medborgerskabspolitik – godkendelse af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens afsnit samt bidrag til høringsnotat
Københavns Kommunes nuværende Integrations- og Medborgerskabspolitik udløber ved udgangen af 2026. Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen har med inddragelse af alle forvaltninger udarbejdet et udkast til en opdateret politik, som har været i offentlig høring.
Med denne sag forelægges en opdatering af politikkens afsnit 6 ’Sundhed og omsorg’, som dækker Sundheds om Omsorgsudvalgets ressort, samt forvaltningens svar på de indkomne høringssvar til godkendelse.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forvaltningens opdatering af afsnittet om sundhed og omsorg i den kommende Integrations- og medborgerskabspolitik 2027-2030 (bilag 1)
- at Sundheds og Omsorgsudvalget godkender forvaltningens bidrag til et samlet høringsnotat (bilag 2)
Problemstilling
Den nuværende Integrations- og Medborgerskabspolitik udløber ved udgangen af 2026. Politikken sætter en fælles retning for integration og medborgerskab og indeholder syv fælles pejlemærker samt udfordringer og visioner på seks centrale områder, herunder ’Sundhed og omsorg’.
Som led i opdateringen af politikken har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) udarbejdet et udkast til et opdateret afsnit om ’Sundhed og omsorg’, jf. bilag 1. Politikken har været i offentlig høring i perioden 11. juni – 28. august 2026, og SUF har efterfølgende udarbejdet et bidrag til et samlet høringsnotat med bemærkninger til de indkomne høringssvar på sundheds- og omsorgsområdet.
Løsning
Forslag til en opdateret Integrations- og Medborgerskabspolitik er udarbejdet i et samarbejde mellem kommunens syv forvaltninger. Politikkens overordnede struktur er videreført fra den nuværende politik med tværgående, indledende afsnit og særskilte afsnit om udvalgte fagområder, herunder ’Sundhed og omsorg’. SUF bakker op om politikken og vil inden for forvaltningens fagområde arbejde for, at politikkens visioner realiseres.
Integration og medborgerskab understøttes både af kommunes målrettede integrationsindsatser og af de almene indsatser, som bidrager til integration og medborgerskab uden at have et eksplicit integrationsformål.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningens afsnit ’Sundhed og omsorg’
Afsnittet om ’Sundhed og omsorg’ beskriver kommunens arbejde for, at alle københavnere skal have mulighed for at leve et sundt og godt liv. Der er særligt fokus på at reducere ulighed i sundhed og på trivsel og på at målrette indsatserne dér, hvor behovet er størst. Det gælder blandt andet borgere i boligområder med større sundhedsudfordringer samt borgere med ikke-vestlig baggrund, som ifølge Sundhedsprofil for Region Hovedstaden og Kommuner 2025 oftere oplever dårligere helbred og trivsel end borgere med dansk eller anden vestlig baggrund.
Afsnittet beskriver også eksisterende indsatser på området. Det gælder blandt andet arbejdet med interkulturelle kompetencer og sprogstøtte til medarbejdere i SUF samt fremskudte indsatser på Amager og i Tingbjerg målrettet borgere med diabetes og hjertesygdom samt børn og unge med svær overvægt.
Der er desuden fokus på den stigende andel af ældre med etnisk minoritetsbaggrund. Ifølge Danmarks Statistik forventes andelen at blive fordoblet frem mod 2040, så 20 pct. af københavnere over 65 år har minoritetsetnisk baggrund. Derfor beskrives indsatser målrettet minoritetsetniske ældre, blandt andet med fokus på at øge interkulturelle kompetencer blandt medarbejdere og på at understøtte fællesskaber. Derudover indgår modersmålsbaserede aktiviteter til minoritetsetniske ældre med demens, som Sundheds- og Omsorgsudvalget prioriterede i forbindelse med fordelingen af midler fra overopfyldelsen af de administrative effektiviseringer for 2027 og 2028.
Endelig peger afsnittet på en række fremadrettede fokusområder. Det gælder lige adgang til kommunale sundhedsindsatser, understøttelse af fællesskaber, mangfoldighed i rekrutteringen samt kompetenceudvikling af medarbejdere inden for kulturforståelse og brobygning mellem mennesker med forskellige kulturelle baggrunde.
Offentlig høring af Integrations- og Medborgerskabspolitik 2027-2030
Det samlede forslag til Integrations- og Medborgerskabspolitik 2027-2030 har været i offentlig høring på Københavns Kommunes høringsportal ’Bliv Hørt’ fra den 11. juni til den 28. august 2026. Der er modtaget otte høringssvar som er vedlagt i bilag 4. Fire af høringssvarene indeholder bemærkninger til sundheds- og omsorgsområdet. Forvaltningens forslag til svar på bemærkningerne fremgår af bilag 2 og indgår i det samlede høringsnotat.
SUF vurderer ikke, at bemærkningerne giver anledning til ændringer i Integrations- og Medborgerskabspolitikken.
Politisk handlerum
Udvalget kan vælge at godkende forvaltningens opdatering af afsnittet om ’Sundhed og omsorg’ samt bidraget til det samlede høringsnotat. Udvalget kan også komme med bemærkninger og ønsker til ændringer og på den baggrund bede forvaltningen om at vende tilbage med et justeret forslag.
Økonomi
Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Ved udvalgets godkendelse oversendes forvaltningens bidrag til Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen.
Den samlede politik godkendes i Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget og Borgerrepræsentationen i december 2026.
Karen Nørskov Toke
/ Katrine Schjønning