Mødedato: 03.09.2001, kl. 14:30

Forebyggelsessamarbejde med Stockholms Läns Landsting (Indstillingen udsendt med dagsordenen for mødet den 18. juni 2001)

Forebyggelsessamarbejde med Stockholms Läns Landsting (Indstillingen udsendt med dagsordenen for mødet den 18. juni 2001)

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 3. september 2001

 

9. Forebyggelsessamarbejde med Stockholms Läns Landsting (Indstillingen udsendt med dagsordenen for mødet den 18. juni 2001)

SOU 284/2001 J.nr. 7/2000

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager nedenstående redegørelse vedrørende samarbejde om peer-review på kost og overvægtsområdet mellem Københavns Kommune og Stockholms Läns Landsting til efterretning

 

RESUME

I 1999 indgik Københavns Kommune og Stockholms Läns Landsting en samarbejdsaftale med henblik på at udvikle folkesundhedsarbejdet. Både Københavns Kommune og Stockholms Län deltager i WHO´s Healthy Cities Project, ligesom begge deltager i EU-megapoles samarbejdet.

Samarbejdet med Stockholms Län skaber mulighed for at indgå i en mere konkret og specifik erfaringsudveksling på væsentlige dele af folkesundhedsarbejdet. Det sker gennem peer-review metoden.

Peer-review metoden er baseret på, at to hold af fagfolk, der arbejder med konkrete indsatsområdet i folkesundhedsarbejdet, gensidigt undersøger området i henholdsvis Stockholm og København.

Peer-review samarbejdet i 2001 har handlet om kost og overvægt. Der er udarbejdet en rapport i Stockholm om København og i København om Stockholm.

Stockholm påpeger, at vi i København mangler politiske mål på overvægtsområdet, og anbefaler, at der snarest nedsættes en tværsektoriel arbejdsgruppe, som skal skabe mål, strategier og organisation for arbejdet med overvægt i København.

Stockholm anbefaler yderligere en styrkelse og omorganisering af Sundhedsforvaltningens indsats på kost og overvægtsområdet således, at der kan skabes en faglig enhed. Dette skal begrænse Sundhedsforvaltningens afhængighed af eksterne samarbejdspartnere og sikre mulighed for en mere målrettet indsats.

Endelig anbefaler Stockholm en adskilles af faglig udvikling og planlægning fra de udførende konkrete tilbud på kost og overvægtsområdet.

Temaet i 2002 vil være forebyggelse i forhold til større børn og unge. Der lægges endvidere op til at samarbejdet mellem Stockholm og København evalueres på mødet i 2002.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I 1999 indgik Københavns Kommune og Stockholms Läns Landsting en samarbejdsaftale med henblik på at udvikle folkesundhedsarbejdet. Både Københavns Kommune og Stockholms Län deltager i WHO´s Healthy Cities Project, ligesom begge deltager i EU-megapoles samarbejdet.

Samarbejdet med Stockholms Län skaber mulighed for at indgå i en mere konkret og specifik erfaringsudveksling på væsentlige dele af folkesundhedsarbejdet.

Det overordnede formål med samarbejdet mellem de to byer er:

At styrke det lokale folkesundhedsarbejde metodisk såvel som organisatorisk gennem systematisk erfaringsudveksling baseret på peer-review metoden.

Peer-review metoden er baseret på, at to hold af fagfolk, der arbejder med konkrete indsatsområdet i folkesundhedsarbejdet, gensidigt undersøger området i henholdsvis Stockholm og København. Ved undersøgelsen tages udgangspunkt i dokumenter, studiebesøg på konkrete projekter samt interviews med nøglepersoner på området. På baggrund af undersøgelsen udarbejdes to rapporter, som fremlægges for de to byers sundhedspolitikere ved et årligt møde. Rapporterne indeholder en beskrivelse af de undersøgte aktiviteter, samt overvejelser og anbefalinger til forbedring af den fremtidige indsats på området.

De udvalgte indsatsområder skal opfylde følgende kriterier:

  • Området udgør et betydeligt sundhedsproblem
  • Indsatsen giver store sundhedsmæssige gevinster
  • Indsatsen har et udviklingspotentiale
  • Indsatsen har væsentlig betydning for metode- og organisationsudvikling
  • Indsatsen har et potentiale for at reducere den sociale ulighed i sundhed.

Der har i 1999-2000 været gennemført peer-review inden for det forebyggende arbejde på henholdsvis tobaksområdet samt i lokalområderne.

På baggrund af dette arbejde har Stockholm og København præsenteret metoden på et businessmøde i WHO´s Healthy Cities Netværk og er blevet meget positivt modtaget. Det er aftalt, at en mere uddybende redegørelse for metoden på businessmødet i oktober d.å. skal danne baggrund for en diskussion i det europæiske netværk, om hvorvidt peer-review metoden skal udgøre den fremtidige model for samarbejdet mellem byerne i netværket.

I 2001 er kost og overvægtsområdet valgt som indsatsområder for peer-review samarbejdet med Stockholms Läns Landsting.

Peer-review samarbejdet 2001 – kost og overvægt

Der er en international stigning i forekomsten af overvægt. Forekomsten er så stor at den har karakter af en epidemi. En WHO rapport konkluderer, at den verdensomspændende fedmeepidemi hovedsageligt kan tilskrives en stillesiddende livsførelse og forkerte kostvalg. I mange vestlige lande er der sket en fordobling i antallet af fede i løbet af de sidste 20-30 år. Overvægt udvikles i et samspil mellem sociale, kulturelle, psykologiske, metaboliske og genetiske faktorer. De væsentligste miljømæssige forhold der er sat i relation til overvægt er :

 

  • Ændringer i befolkningens fysiske aktivitet
  • Ændringer i det totale energiindtag
  • Ændringer i fedtindtaget

Københavns sundhedsprofil 2000 dokumenterede, at andelen af overvægtige københavnere fra 1991 til 1999 er steget fra 21% til 33%. Det vil sige der er blevet 50% flere overvægtige i København siden 1991. Flere mænd end kvinder er overvægtige og der er dobbelt så mange overvægtige blandt københavnere med mindre end 10 års skolegang end blandt københavnere, som har en studenter- eller Hf-eksamen. Sammenhængen mellem overvægt og erhverv er også udtalt. Blandt de erhvervsaktive er der flest overvægtige blandt selvstændige, bistandsmodtagere, faglærte og ufaglærte arbejdere.

Overvægt øger riskoen for en række sygdomme som hjertekarsygdomme, forhøjet blodtryk, sukkersyge, kræft og skader på bevægeapparatet.

Den voldsomt stigende forekomst af type 2-diabetes (gammelmandssukkersyge) kan direkte sættes i forbindelse med den stigende forekomst af overvægt.

Udover de fysiske problemer er overvægt også ledsaget af en række psykosociale problemer, som social isolation, lavt selvværd, mobning, depression og angst.

Overvægt må derfor placeres meget højt på listen over væsentlige sundhedsproblemer, hvor der er behov for en styrket indsats.

Stockholms rapport om København

Rapporten fra Stockholm lægger ud med at fastslå, at hvis øgningen i forekomsten af overvægt og fedme skal stoppes eller mindskes, bliver det nødvendigt at arbejde intensivt, kraftfuldt og målrettet, hvilket kræver gode organisatoriske forudsætninger. Stockholm finder, at vi i København har en fordel ved at have både kommunale og amtslige funktioner, hvilket bør gøre det lettere at koordinere og implementere handlingsplaner på kost og overvægtsområdet. Der peges yderligere på, at det må ses som en fordel, at Sundhedsforvaltningen har de lokale Sund By enheder, som dels kan opsamle og formidle lokale behov, dels kan fungere som udførende instans for centralt udviklede aktiviteter.

Stockholm bemærker, at vi i København mangler politisk formulerede mål på den forebyggende og sundhedsfremmende indsats på kost og overvægtsområdet. I Forslaget til Folkesundhedsplan er indsatsmålet "færre overvægtige børn og voksne" underordnet effektmålet for kostområdet. Stockholmerne finder, at overvægt er af så væsentlig betydning, at der bør være et fælles overordnet mål også for overvægt, som ledetråd for hele kommunens arbejde på området.

Arbejdet med at udarbejde mål og organisation for indsatsen mod overvægt bør snarest igangsættes i en tværsektoriel arbejdsgruppe.

Sundhedsforvaltningen er af den opfattelse, at grundlaget for indsatser på kost og overvægtsområdet har ændret sig de sidste 2 år, således at de overordnede mål på kost og overvægtsområdet bør præciseres og konkretiseres ved fx afholdelse af en konference med deltagelse af relevante aktører.

Stockholm anbefaler en styrkelse og omorganisering af Sundhedsforvaltningens arbejde med kost og overvægt. Med udgangspunkt i begrænsede personaleressourcer (1 årsværk) bliver området for afhængigt af eksterne samarbejdspartnere, hvilket medfører en spredning af indsatsen. Sundhedsforvaltningen mister muligheden for selv at lægge en samlet strategi, prioritere indsatserne og arbejde målrettet med området. På denne baggrund anbefaler Stockholm, at der skabes en enhed omfattende mindst 4-5 årsværk. Denne enhed bør med henblik på overvægtsproblematikken integrere fysisk aktivitet med kostområdet.

På Sundheds- og Omsorgsudvalgets ønskeliste for budget 2002 indgår som bekendt et Center for Kostrådgivning hvis primære formål er at få flere københavnere til at spise sundt og dermed forebygge eller mindske stigningen i antallet af borgere med kostrelaterede sygdomme. Og sekundært at øge borgernes handlekompetence og styrke trivslen i relation til sunde kost- og livsstilsvaner.

På baggrund af anbefalingerne fra Stockholm finder Sundhedsforvaltningen, at et sådant Center for Kostrådgivning også bør have fokus på hvorledes fysisk aktivitet integreres i arbejdet med overvægt blandt overvægtige børn og voksne. Endvidere at Centeret skal sørge for, at der sker en styrket indsats omkring udformning af kostpolitikker og anbefalinger og støtte til fagfolk på kostområdet.

Stockholm anbefaler, at en kommende enhed for overvægt og kost udelukkende beskæftiger sig med udvikling og strategi, mens produktionen af konkrete tilbud og ydelser til borgerne placeres i andre sammenhænge.

Sundhedsforvaltningen finder ikke, det er en god idé hos os, at adskille strategi og udvikling fra produktionen af ydelser. Sundhedsforvaltningen betragter det som en styrke, at have både de udviklende og strategiske samt de udførende funktioner samlet under en forvaltning. Sundhedsforvaltningen betragter det udelukkende som et ressourcespørgsmål, når det for nærværende er vanskeligt at overkomme både udvikling og styring af produktion.

Københavns rapport om Stockholm

København anbefaler en øget koordination mellem aktørerne på overvægtsområdet i Stockholm. I den forbindelse anbefales det, at en nyligt vedtaget målsætning for arbejdet med overvægt i Stockholm, udbygges med en konkretisering af de overordnede mål, en tidsplan for arbejdet og udarbejdelse af en handlingsplan, som indeholder en arbejdsfordeling mellem de organisationer indenfor Länet, der arbejder med området.

København anbefaler videre, at der i alle sjukvårdsområder tilbydes hjælp til vægttab på linie med overvægtsmodtagelsen i Södertälje.

København anbefaler, at de centrale udviklingsenheder på kost og overvægtsområdet i Länet (Centrum for Tillempet Næringslære, Udviklingscentrum for klinisk overvægtsbehandling og Den Diabetespræventive enhed) intensiverer og systematiserer indsatsen og gøre lokale beslutningstagere og frontliniemedarbejdere bekendt med strategier, modeller, materiale og kursustilbud udviklet centralt.

Endelig anbefaler København, at der i projektet "Velfärd i Värmdö" udvikles en strategi for et overvægtsforebyggende arbejde, herunder en definition af målgrupper. Endvidere bør der arbejdes med en handlingsplan for at skabe initiativer og borgerrettede tilbud.

Det kommende års tema

På mødet i København den 3.-4.maj 2001 mellem politikere fra de to byer blev det besluttet at temaet for peer-review samarbejdet i næste runde skal være sundhedsfremmende arbejde med større børn og unge. Der skal tages udgangspunkt i en afdækning af indsatser og projekter, der har dokumenteret effekt i forhold til unges holdninger og adfærd på sundhedsområdet.

Samarbejdet mellem København og Stockholm herunder peer-review arbejdet evalueres i 2002.

Det blev besluttet at det næste møde med deltagelse af politikere fra de to byer finder sted i Stockholm den 15.-16. maj 2002.

 

ØKONOMI

Der er i 2001 afsat kr. 50.000 til peer-review samarbejdet

 

BILAG

1. Peer review av arbetet inom området övervikt och kost i Köpenhamn.

2. Peer review af kost og forebyggelse af overvægt i Stockholm.

 

 

Ib Haurum

/Jens Egsgaard

 

 

Til top