Mødedato: 02.06.2022, kl. 13:45
Mødested: Neurorehabilitering – Kbh, Strandvejen 119, Hellerup

Takster for 2023 på sundheds- og omsorgsområdet

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges takstbilaget, som indeholder borgerrettede takster i 2023 på Sundheds- og Omsorgsforvaltningens område til udvalgets godkendelse. Primært som følge af den generelle prisudvikling er der overordnet set en lille stigning i taksterne fra 2022 til 2023. Taksterne for 2023 og tidligere år fremgår af bilag 1.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender takstbilaget for 2023, jf. bilag 1

Problemstilling

Københavns Kommune skal opkræve borgerne for de ydelser, borgerne kan vælge at modtage fra kommunen – som fx madservice eller vasketøjsordning. Taksterne (priserne) for disse ydelser beregnes hvert år, så de svarer til de faktiske omkostninger, kommunen afholder i forbindelse med den pågældende ydelse. Taksterne indgår i det kommende års budget for kommunen – dvs. Budget 2023.

Taksterne vedrører således ydelser, som kommunen skal eller kan tilbyde i relation til personlig og praktisk hjælp mv. efter servicelovens §§§ 79, 86, 117, 161, 192 og sundhedslovens § 131 til 134. Det samlede takstbilag er vedlagt i bilag 1. Af bilaget fremgår også takster for 2021 og 2022 til sammenligning.

Det bemærkes, at Intern Revision i løbet af 2021 har gennemgået taksterne på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område, og på den baggrund har udarbejdet en revisionsrapport. Intern Revision afgav én såkaldt rød bemærkning vedrørende takster – herunder at taksterne skulle kvalitetssikres.  

Med udgangspunkt i revisionsrapporten har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udarbejdet en handleplan for håndtering af revisionsbemærkningerne. Handleplanen blev forelagt til godkendelse på møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 31. marts 2022.Taksterne for 2023 er beregnet med udgangspunkt i Intern Revisions anbefalinger og forvaltningens handleplan.

Efter vanlig praksis forelægges takster for 2023 til udvalgets godkendelse inden budgetforslaget for Budget 2023 præsenteres.

Løsning

Taksterne beregnes for ét år ad gangen og er baseret på det såkaldte ”hvile-i-sig-selv”- princip. Princippet fastslår, at forvaltningen ikke må opkræve en højere takst hos borgeren, end den faktiske omkostning ved at levere den pågældende ydelse er.

Taksterne for 2023 er baseret på de faktiske udgifter i 2021 (regnskab 2021).

Konkret beregnes taksterne sådan, at forvaltningen på baggrund af tidligere års forbrug (udgifter) på den enkelte takst fastsætter et forventet budget til denne takst. Og deraf en pris/takst, som forventes at kunne svare til udgifterne. På den måde kan takstberegningen forstås som en slags acontoopkrævning. Det følger heraf, at indtægterne fra taksterne i et givent år stort set aldrig vil svare præcist til de afholdte udgifter i det pågældende år.

Dermed opstår der enten et under- eller overskud på den enkelte takst i et givent år. I overensstemmelse med ”hvile-i-sig-selv”- princippet opkræver eller udbetaler forvaltningen ikke differencer direkte til borgeren. I stedet indregnes under- eller overskuddet i budgettet for følgende års takst. Det vil konkret sige, at såfremt en takst et år har genereret et overskud, idet borgerne samlet set er blevet opkrævet for meget, nedsættes taksten følgende år med det beløb, der er blevet opkrævet for meget. På den måde modregnes et eventuelt overskud, samlet set, løbende til borgerne på et senere tidspunkt og kommunen tjener således ikke på taksterne – som forudsat i loven.

Af bilag 1 fremgår forskellen mellem de hidtidige takster for 2021 og 2022 – samt de nye takster for 2023, som er beregnet på baggrund af Intern Revisions revisionsrapport og den deraf følgende handleplan.

Det bemærkes, at forvaltningen har sammenlignet forskellen mellem takster beregnet ud fra den nye praksis, som Intern Revisor har anvist, og ud fra tidligere beregningspraksis. Denne sammenligning viser, at forskellen er af en så begrænset beløbsstørrelse, at forvaltningen konkret har vurderet, at der ikke er grundlag for en tilbagebetalingsforpligtelse i forhold til borgerne.

Det er muligt at træffe politisk beslutning om at nedsætte en eller flere takster, hvis der anvises finansiering hertil.

I takstbilaget fremlægges således følgende takster til godkendelse:

 Plejehjem

  • Obligatoriske ydelser: Husleje, el og varme i kommunale plejehjem (fastsættes individuelt for hvert plejehjem)
  • Valgfrie ydelser som kommunen skal tilbyde borgerne: Mad og tøjvask
  • Valgfrie ydelser som kommunen skal tilbyde borgerne: Toiletartikler, rengøringsartikler samt vinduespolering

Midlertidige døgnophold

  • Betaling for midlertidige døgnophold

Hjemmeboende borgere

  • Madservice med udbringning
  • Madservice uden udbringning
  • Mad til borgere i forebyggende tilbud på aktivitetscentrene.
  • Aktivitetstilbud: Kontingent og egenbetaling for transport
  • Tøjvaskordning

Tandpleje

  • Egenbetaling ved omsorgs- og specialtandpleje (taksterne fastsættes af Sundheds- og Ældreministeriet og offentliggøres tidligst i oktober 2022).

Generelt indeholder taksterne prisstigninger fra 2022 til 2023, som primært kan henføres til almindelig prisudvikling. Hertil kommer, at nogle takster pga. ”hvile-i-sig-selv”- princippet har mindre udsving.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomisk bruttoeffekt for Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme, da ændringer i taksterne modsvares af ændringer i udgifterne.

Videre proces

Når takstbilaget er godkendt i Sundheds- og Omsorgsudvalget, oversendes takstbilaget til Økonomiforvaltningen, idet taksterne indgår i udarbejdelsen af Budgetforslag 2023.

Katja Kayser

/Morten Sten Andersen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med bemærkning om, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal følge prisudviklingen som følge af inflationen, og at der ved næste års forelæggelse af takstbilag skal fremgå, hvilke takster der stiger som følge af inflationen.

Til top