Mødedato: 30.05.2012, kl. 19:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Etablering af opgangsbofællesskaber til borgere med handicap i ældreboliger

For at bevare fremdrift i moderniseringen af boliger til midlertidigt ophold indstilles det til Socialudvalget,  at Socialforvaltningen overtager ca. 48 ældreboliger fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til etablering af opgangsbofællesskaber til borgere med handicap.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller til Socialudvalget,


  1. At det besluttes, at 48 boliger i utidssvarende bofællesskaber moderniseres ved at etablere opgangsbofællesskaber i ældreboliger, der overdrages fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen 

Problemstilling

75% af midlertidige boliger til borgere med handicap skal leve op til Københavns Kommunes moderniseringsstandard i 2013 for at opfylde Socialudvalgets pejlemærke om flere og bedre boliger til målgruppen. Denne målsætning kan ikke opnås ved at bygge nyt, som tidligere forventet. For at opnå målsætningen samt at sikre fremdrift i modernisering af de utidssvarende boliger udover pejlemærkets målsætning, indstiller Socialforvaltningen derfor til, at de utidssvarende bofællesskaber flytter til opgangsbofællesskaber, der etableres i tomme ældreboliger.

Løsning

Med henblik på at sikre moderniseringen af bofællesskaber for borgere med handicap efter den fastlagte tidsplan indstiller Socialforvaltningen til, at der etableres opgangsbofællesskaber i ældreboliger, der overtages fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

 

I boligafdelingen Engholmen Nord, beliggende i Sydhavnen, har 15 borgere tilbage i 2011 fået en tidssvarende handicapegnet bolig ved, at Socialforvaltningen har overtaget boliger fra Sundheds- og  Omsorgsforvaltningen. Målgruppen for denne type boliger er borgere med udviklingshæmning, der fungerer godt sammen med de ældre beboere.  
 

Det er oplyst fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at der på tilsvarende måde kan overtages yderligere ledige ældreboliger over de næste tre år. Det vil samtidig medføre, at der løses et kommunalt problem med ledige ældreboliger.

Etablering af opgangsbofællesskaberne
Opgangsbofællesskaberne vil blive etableret ved at overtage 1-2 værelsesboliger på ca. 45-65 m2 med eget bad og køkken. Derudover vil der blive etableret fælles- og serviceareal i 2 lejligheder. Det forventes, at opgangsbofællesskaberne vil have en størrelse på 12-16 boliger, dvs. ca. 3-4 opgangbofællesskaber i alt. Hvor mange boliger, der vil være i hvert opgangsbofællesskab afhænger af de konkrete ældreboliger, der kan overtages.

I dag bor borgerne i bofællesskaber med 3-5 beboere etableret i lejligheder eller huse, hvor hver beboer har et værelse på 15-20 m2, og deler køkken, stue og bad. Ved at samle borgerne i de lidt større opgangsbofællesskaber får beboeren egen lejlighed med eget bad og køkken. Samtidig kan der opnås større driftsoptimering, og borgerne vil kunne bo længere i deres bolig, hvis de får et øget støttebehov f.eks. pga. alderdom. Dette vil afhjælpe den interne venteliste af borgere i de nuværende bofællesskaber, der er instillet til en botilbudsplads. Samtidig vil moderniserngen medføre, at beboere der pga. alderdom har fået et fysisk handicap, og derfor bruger f.eks. rollator, kan blive i deres bolig.

Proces for overtagelse af ældreboliger
Før ældreboligerne kan overtages skal boligafdelingen samt ældreråd og lokalråd for bydelen høres. 

Tidsplan
Hvis Socialudvalget godkender indstilling, forventes det at det første opgangsbofællesskab på minimum 12 ældreboliger kan etableres i 2013. De øvrige opgangsbofællesskaber forventes at blive etableret i 2014-15. 

 I forbindelse med moderniseringen af de resterende utidssvarende bofællesskaber til borgere med handicap har det været drøftet om Socialforvaltningen i samarbejde med den selvejende institution Bedre Boliger, København kunne etablere 48 boliger i ca. 4 opgangsbofællesskaber finansieret delvist gennem institutionens solgte utidssvarende bofællesskaber. Drøftelserne er endnu ikke afsluttet, men der vil herved eventuelt kunne tilvejebringes yderligere handicapegnede boliger udover dem der er forudsat i planen om overtagelse af ældreboliger.

Effekt af indstillingen
Indstillingen opfylder pejlemærket om flere og bedre boliger til borgere med handicap, samt målsætningen i "planen for boliger til voksne med handicap, sindslidelse og udsatte borgere". I Boligplanen er der formuleret en målsætning om at alle boliger til borgere med handicap er moderniseret i 2025.

Økonomi

Udgifter vedr. flytning af de utidssvarende bofællesskaber til ældreboliger vedrører deponering for servicearealer og flytteudgifter. Deponeringsudgifter vedrører leje af service- og fællesareal i hvert opgangsbofællesskab svarende til ca. to lejligheder pr. opgangsbofællesskab på i alt 120 m2, hvor udgiften på m2 er ca. 20 t. kr.  Udgiften vil derfor for hvert opgangsbofællesskab være ca. 2,4 mio. kr. og for alle opgangsbofællesskaber i alt ca. 9,6 mio. kr. Denne udgift finansieres af den deponering, som frigøres ved fraflytning af de nuværende bofællesskaber. 

Flytteudgifter udgør en udgift på 5.000 kr. pr. borger, dvs. i alt 240 t. kr. Udgiften finansieres af centerfællesskabernes driftsudgifter på budgetområdet borgere med handicappede, fkt. nr. 5.38.52.1 (rammebelagt drift).

Den konkrete økonomi vedr. overtagelsen af ældreboligerne vil fremgå af seperate indstillinger, når udvalget skal tage stilling til overdragelsen af boligerne.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen vil Socialforvaltningen fortsætte samarbejdet med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om at overtage yderligere ældreboliger, herunder høring af boligafdelinger, ældreråd og lokaludvalg. Der vil blive fremlagt seperate indstillinger for etablering af hvert opgangsbofællesskab.

 

 

         Anette Laigaard

                                                                  /Lars Østergaard

Beslutning

Kontorchef Lars Østergaard overværede punktets behandling.

 

Indstillingen blev godkendt

Til top