Mødedato: 30.04.2008, kl. 19:30

Bydelsmødre og kommunale kvindeambassadører i København - et projekt rettet imod socialt udsatte etniske kvinder og deres familier

Bydelsmødre og kommunale kvindeambassadører i København - et projekt rettet imod socialt udsatte etniske kvinder og deres familier

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ekstraordinært møde onsdag den 30. april 2008

 

 

9.      Bydelsmødre og kommunale kvindeambassadører i København - et projekt rettet imod socialt udsatte etniske kvinder og deres familier

SUD 188/2008  J.nr. 188/2008

 

 

 

Socialudvalget skal godkende en projektansøgning til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets Tværgående Integrationspulje og Integrationsministeriet.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Socialforvaltningen indstiller, at

1.                  Socialudvalget godkender en ansøgning til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets Tværgående Integrationspulje og Integrationsministeriet om støtte til et tidsbegrænset projekt "Bydelsmødre og kommunale kvindeambassadører i København – et projekt rettet imod socialt udsatte etniske kvinder og deres familier".

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 30. april 2008

Indstillingen blev tiltrådt.

 

 

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har indkaldt ansøgninger til Den Tværgående Integrationspulje med ansøgningsfrist 1. marts 2008. Integrationsministeriet har indkaldt ansøgninger til nye kvindeinitiativer, der kan styrke etniske minoritetskvinders netværk, beskæftigelse og støtte til deres børns integration. Ansøgningsfristen til Integrationsministeriet var 1. april 2008. Socialforvaltningen har udarbejdet en projektansøgning, som skal følge op på resultaterne fra en kvalitativ undersøgelse af de mest socialt isolerede etniske kvinder i København.

 

Løsning

Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen gennemfører i øjeblikket en kvalitativ undersøgelse af de mest socialt isolerede ugifte og gifte kvinder i alderen 16 – 50 år fra det etniske minoritetsmiljø.

 

Undersøgelsen vil bl.a. belyse, hvilke forhold der har ført til kvindernes sociale marginalisering og isolation, og hvilke sociale problemer der er knyttet hertil – både for dem selv og deres evt. børn og ægtefælle. Undersøgelsen vil belyse, hvorledes kvinderne selv opfatter deres situation og hvilke behov og ønsker de har til deres eget og børnenes/familiens liv. Undersøgelsen vil endvidere belyse, hvilke kontaktflader kvinderne og deres familier har til eksisterende kommunale tilbud.

 

Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen forventer, at undersøgelsen vil give Københavns Kommune et mere præcist billede af, hvilke barrierer der eksisterer for at kvinderne kan komme i kontakt med og udnytte de eksisterende tilbud.

 

Som opfølgning på de forventede resultater af undersøgelsen har Socialforvaltningen allerede nu udnyttet muligheden for at søge om tilskud fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens Tværgående Integrationspulje (se bilag 1) og Integrationsministeriet (se bilag 2) til finansiering af et konkret opfølgningsprojekt: "Bydelsmødre og kommunale kvindeambassadører – et projekt rettet mod socialt udsatte og isolerede etniske kvinder og deres familier".

 

Forsøg med bydelsmødre, "Stadt-teilmutter", er gennemført med stor succes i Berlin.

 

Projektet har overordnet til formål at aktivere målgruppens ressourcer til gavn for dem selv, deres børn, ægtefælle og samfundet.

 

Projektet etableres i to boligområder, hvoraf det ene er Akacieparken i Valby. Det andet bliver udpeget i forlængelse af den igangværende kortlægningsundersøgelse i et område med en relativ høj andel af socialt isolerede kvinder med etnisk minoritetsbaggrund.

 

Der udpeges 5 bydelsmødre med etnisk minoritetsbaggrund i hvert boligområde: Bydelsmødrene gennemfører et kompetencegivende kursus med henblik på at varetage rollen som bydelsmor. Det er tanken, at bydelsmødrene personligt skal opsøge de socialt isolerede kvinder og videregive viden om kommunale tilbud m.v., som er relevante og til rådighed for kvinderne selv, deres børn og ægtefælle.

 

Til at støtte bydelsmødrene i deres rådgivning af kvinderne og som brobygger til tilbuddene udpeges i hvert boligområde 5 kvindeambassadører for de kommunale tilbud (dækkende bl.a. det sociale, beskæftigelsesmæssige og sundhedsmæssige område og på  daginstitutions- og skoleområdet).

 

Socialforvaltningen forventer, at opfølgningsprojektets vil styrke de socialt isolerede kvinders viden om og motivation til at bruge de kommunale tilbud, og at projektet vil styrke de kommunale tilbuds forståelse for og mulighed for at hjælpe målgruppen. Dette vil samtidig gøre kvinderne bedre i stand til at tage vare på deres eget og familiens liv og til at søge hjælp til at løse evt. problemer. Det forventes således, at projektet på sigt kan være med til at styrke familiernes integration og forebygge sociale, sundheds-mæssige og opdragelsesmæssige problemer m.v. i familierne.

 

Opfølgningsprojektet vil samtidig bidrage til at realisere Socialforvaltningens indsats mod fattigdom for så vidt angår socialt isolerede familier med etnisk minoritetsbaggrund.

 

Projektet afsluttes med en evaluering i foråret 2010. Evalueringen skal danne grundlag for en politisk beslutning om en eventuel videreførelse af projektet i andre boligområder i København.

 

Økonomi

Der er søgt om i alt 1.966.500 kr. til projektet i perioden 1.9.2008 – 31.3.2010, heraf om 1.366.500 kr. i Den Tværgående Integrationspulje og 600.000 kr. i Integrationsministeriet. Udgifterne til projektets udgør i 2008 324.000 kr., i 2009 1.450.000 kr. og i 2010 192.500 kr. Der er ingen medfinansiering fra Socialforvaltningen til projektet.

 

Bydelsmødre, der ikke er i arbejde, får efter afslutningen af det kompetencegivende kursus udbetalt en løn svarende til 10 timer ugentligt (timeløn 120 kr.). Bydelsmødre i arbejde udbetales et honorar på 1000 kr. pr. mdr.

 

Videre proces

Under forudsætning af, at Socialudvalget godkender indstillingen og projektansøgningen imødekommes i henholdsvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Integrationsministeriet vil Socialforvaltningen tage initiativ til at igangsætte projektet pr. 1.9.2008.

 

Bilag

 

1.      2008-116 798 Opfølgningsprojekt om isolerede minoritetskvinder, bydelsmødre mv. 27.2.2008

2.      2008-171 592 Ansøgning til Integrationsministeriet - bydelsmødre og kommunale kvindeambassadører

 

        

 

Anette Laigaard                                      

 

 

 

 

 

Til top