Mødedato: 29.11.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

SSP afrapportering af urolige områder - første halvår 2017

Se alle bilag
Socialudvalget præsenteres hermed for en status over områder i København, der i løbet af første halvår af 2017 har været præget af uroligheder. Vedlagte status er udarbejdet af SSP Sekretariatet (bilag 1 og 2).

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager afrapporteringen af urolige byområder for første halvår af 2017 til efterretning.

Problemstilling

SSP København er et samarbejde mellem Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Kriminalforsorgen samt Københavns Politi med det formål at forebygge kriminalitet blandt børn og unge, herunder nedbringe antallet af unge, der begår alvorlig kriminalitet. SSP Sekretariatet, som betjener SSP København, udarbejder to gange om året en status over urolige byområder samt en årlig afrapportering over de generelle tendenser i udviklingen.

Indstillingen indeholder den halvårlige status, som viser udviklingen i urolige områder i byen i første halvår af 2017. Sekretariatschefen for SSP vil være til stede under behandlingen af punktet, hvor han kan supplere afrapporteringen for første halvår af 2017 med oplysninger, der vedrører den nuværende situation i byen.

Løsning

Den bydækkende indsats i 1.halvår af 2017
Bandekonflikten tog for alvor fart i slutningen af første halvår af 2017, hvor den første skudepisode d. 12. juni fandt sted. Første halvår bar, ligesom det forrige halvår, præg af en optrapning i bandemiljøet, hvor løsladelsen af et ledende bandemedlem d. 21. marts var med til at øge konfliktniveauet i bandemiljøerne. Bandegrupperingen LTF har været markant til stede i flere bydele, men centreret omkring Nørrebro.

Optrapningen af bandekonflikten indebar en øget bekymring blandt medarbejderne under SSP samarbejdet, som havde og stadig har fokus på at holde unge under 18 år ude af konflikten. Det medførte, at Socialforvaltningens gadeplansmedarbejdere har været meget synlige og opsøgende på gaden. Samarbejdet med Børne- og Ungdomsforvaltningen har fokuseret på at få børn og unge ind i klubtilbud for at undgå, at de blev en del af bandekonflikten. Det er dog en udfordring, at nogle unge er mindre tiltrukket af eller har vanskeligt ved at indgå i de eksisterende klub- og fritidstilbud.

Gadeplansindsatsen har været i dialog med de unge, som har udvist sympati for bandegrupperinger. Socialforvaltningen og politiet var i første halvår af 2017 på 61 kriminalpræventive hjemmebesøg på Nørrebro. Af de 61 hjemmebesøg blev 44 foretaget efter maj 2017.

Det generelle kriminalitetsbillede for unge under 18 år
Antallet af sigtelser mod unge københavnere udgjorde i første halvår af 2017 i alt 836. Det svarer til et fald på 71 pct. sammenlignet med første halvår af 2016, hvor der var 2.845 sigtelser. Faldet i antallet af sigtelser skyldes hovedsageligt, at der i første halvår af 2016 var et markant højt antal sigtelser mod nogle få personer for især bedrageri og databedrageri (syv personer stod for 2.093 af sigtelserne).

I første halvår af 2017 blev 399 personer med bopæl i Københavns Kommune sigtede (unikke unge). Der er tale om et fald på 9 pct. sammenlignet med første halvår af 2016, hvor der i alt blev sigtet 438 unge med bopæl i Københavns Kommune.

Det generelle kriminalitetsbillede for unge mellem 18 og 24 år
Antallet af sigtelser mod unge mellem 18 og 24 år i Københavns Kommune udgjorde i første halvår af 2017 i alt 3.386 sigtelser, hvilket svarer til en stigning på 7 pct. sammenlignet med første halvår af 2016, hvor der var 3.158 sigtelser (ej unikke personer).

Der blev sigtet 1.265 unikke personer med bopæl i Københavns Kommune, hvorfor der er et fald på 12 pct. sammenlignet med første halvår af 2016, hvor der var 1.434 sigtede unge mellem 18 og 24 år. Det betyder, at der er færre personer (antal sigtede), der står for den begåede kriminalitet (antal sigtelser).

Akutte beredskaber i første halvår af 2017
Ved særlige alvorlige hændelser udarbejdes en akut SSP beredskabsplan, som er koordineret af SSP Sekretariatet, og som indeholder en handleplan for, hvordan den aktuelle situation skal gribes an i fællesskab mellem forvaltningerne i kommunen og Københavns Politi. Akutberedskabet har kun været aktiveret to gange i første halvår af 2017. Til sammenligning var der i første halvår af 2016 tre situationer, som krævede akutberedskabet aktiveret. Sekretariatschefen for SSP kan uddybe prioriteringen på mødet.

Det første akutberedskab blev aktiveret d. 10. marts 2017 i Indre By ved Nørreport Station og starten af Købmagergade i forbindelse med ungegruppers uroskabende adfærd. Den anden gang var den 17. marts 2017 på Amager, hvor der var en konflikt mellem ungegrupperinger under 18 år fra Holmbladsgade og Hørgården. I begge tilfælde bestod beredskabsplanen af synlig tilstedeværelse af lokalpoliti og gadeplansmedarbejdere, kriminalpræventive hjemmebesøg og dialog med forældre og børn i skoler og klubber.

Bydele præget af uro forvoldt af unge under 18 år
I Indre By mødtes unge fra andre bydele i København og andre kommuner på Nørreport og i Købmagergade, hvor de havde en uroskabende adfærd, jf. oven for under punktet akutte beredskaber.

Indre Nørrebro skabte en gruppe på ca. 20 unge mellem 16 og 18 år uro i ungdomsklubben og i lokalområdet. Et samarbejde mellem Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen var medvirkende til at genskabe ro i klubben og i lokalområdet.

I Valby var der på Sjælør Station en gruppe 13-16-årige, som stjal fra 7-Eleven og truede personalet. Dette blev orkestreret af en gruppe ældre unge med tilknytning til LTF. Et fælles samarbejde mellem SSP ledergruppen, politiet, gadeplansmedarbejdere, DSB m.fl. medvirkede til, at butikken ved udgangen af første halvår af 2017 var tilbage i normal drift. SSP samarbejdet har fortsat fokus på gruppen.

I Vanløse var der fortsat ved udgangen af første halvår 2017 en mindre gruppe unge fra Vanløse og Husumparken, der skabte uro og udøvede hærværk. SSP ledergruppen arbejder sammen med andre myndigheder med de unge på individniveau, mens gadeplansindsatsen fra de to bydele står for kortlægning af gruppen og opstart af SSP enkeltsager.

Amager skete et overfald og knivstik af en ung under 18 år som følge af konflikten mellem to grupper, jf. oven for under punktet akutte beredskaber.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialudvalget modtager i foråret 2018 afrapportering for 2. halvår af 2017 samt den årlige rapportering fra SSP København.

 

Nina Eg Hansen

                             / Eva Stokbro Jensen

 

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen og SSP sekretariatschef Tommy Laursen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top