Mødedato: 29.03.2017, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

UDSAT. Status på handleplanen for de socialpsykiatriske botilbud

Se alle bilag

Socialudvalget fik den 18. maj 2016 forelagt en handleplan, efter at en medarbejder blev dræbt den 25. marts 2016 på botilbuddet Lindegårdshusene. Nu gives Socialudvalget igen en status på handleplanen.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget drøfter status på handleplanen (bilag 1),
  2. at Socialudvalget godkender, at udvalget forelægges en opfølgende status på handleplanen medio 2017.

Problemstilling

Efter drabet på en medarbejder på det socialpsykiatriske botilbud Lindegårdshusene den 25. marts 2016 blev Socialudvalget forelagt en ”Handleplan for de socialpsykiatriske botilbud” den 18. maj 2016. Handleplanen skal styrke sikkerheden for beboere og medarbejdere på alle Socialforvaltningens socialpsykiatriske botilbud. Socialudvalget blev givet en status på handleplanen den 5. oktober 2016 og forelægges nu en ny status.

Løsning

Socialforvaltningen arbejder både centralt og lokalt for at implementere handleplanen. Bilag 1 er en status på handleplanens 23 initiativer.

Socialforvaltningen er kommet langt med en række initiativer. Sikkerheden på Lindegårdshusene og de øvrige botilbud er forbedret, og samarbejdet med Region Sjælland og Region Hovedstaden er blevet styrket yderligere.

Som led i udmøntningen af en bred politisk aftale fra oktober 2016 har regeringen fremsat lovforslag om specialiserede socialpsykiatriske afdelinger (”mellemformstilbud”) for borgere med udadreagerende adfærd. Socialudvalget godkendte den 18. januar 2017 forvaltningens bemærkninger til KL’s høring om lovforslaget og har modtaget kopi af socialborgmesterens brev til sundhedsministeren om en række særlige opmærksomhedspunkter ved lovforslaget. Regeringen har 1. marts 2017 truffet beslutning om ikke at fremsætte lovforslaget i sin nuværende form blandt andet på grund af kritiske høringssvar. Regeringen har meddelt, at den vil gå i dialog med forligspartierne bag aftalen om, hvordan der kan blive skabt bedre sammenhæng mellem psykiatrien og socialpsykiatrien.

Den politiske aftale fra oktober 2016 indeholder en række andre initiativer, som fortsat vil blive udmøntet, herunder et lovforslag om flytning af borgere på botilbud. Dette lovforslag har ligeledes været i høring, og forvaltningen har indgivet bemærkninger til KL’s høring.

Endelig har regeringen nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme med anbefalinger til et eventuelt knivforbud. Socialforvaltningen deltager i arbejdsgruppen.

Ombudsmanden har desuden varslet besøg på Socialforvaltningens botilbud Robert Jacobsens Vej, Røde Mellemvej samt Sundbyhus den 8. og 9. marts 2017. Ombudsmandens Tilsynsafdeling har i 2017 et særligt fokus på forholdende på landets socialpsykiatriske botilbud. Baggrunden for valget af dette fokusområde er blandt andet de sidste års sager om drab, vold og trusler.

Det bemærkes i øvrigt, at Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS) den 21. februar 2017 har udgivet et debatindlæg om socialpsykiatrien i Københavns Kommune. Formålet med oplægget er at bidrage med input til udmøntningen af omstillingsplanen for socialpsykiatrien. Oplægget er udarbejdet af en faggruppe af ansatte i socialpsykiatrien og fokuserer primært på de dele af planen, der ifølge LFS kan forbedres. Socialforvaltningen har planlagt møde med LFS den 14. marts 2017, hvor oplægget skal drøftes.

Socialforvaltningen arbejder videre med alle handleplanens punkter, men har særligt fokus på:

  • Løsninger for de 35 borgere på Københavns Kommunes socialpsykiatriske botilbud, som udgør den største sikkerhedsrisiko: Socialforvaltningen er i budgetaftalen for 2017 bl.a. blevet tilført midler til håndtering af påbud fra Arbejdstilsynet og Socialtilsynet, herunder vedr. flytning af borgere, hvis adfærd udgør en sikkerhedsrisiko for andre beboere og medarbejdere. Status den 6. marts 2017 er, at 23 af de i alt 35 beboere er fraflyttet, herunder ni af i alt 12 fra Lindegårdshusene. I forhold til de tre resterende beboere på Lindegårdshusene er én tvangsflytning iværksat, én flytter til andet kommunalt tilbud den 6. marts 2017 og én har fået dom til anbringelse. Den domsanbragte beboers bolig er opsagt.
  • Revidering af omstillingsplanen, så den tager bedre højde for behovet for tilbud til målgruppen og muliggør en øget specialisering: Socialudvalget blev forelagt en revideret omstillingsplan den 30. november 2016. På baggrund af Socialudvalgets drøftelse arbejder Socialforvaltningen videre med en konkretisering af forslaget til omstilling og modernisering af socialpsykiatrien. Forvaltningen vender tilbage med en konkret plan til udvalget i første halvår af 2017. Omstillingsplanen forelægges Socialudvalget årligt i takt med realisering af planen.
  • Sikkerhed og forebyggelse: Forvaltningen har udarbejdet fælles sikkerhedsprocedurer i forbindelse med vold og trusler, der angiver minimumskrav til sikkerhedsprocedurer i forvaltningen, som skal drøftes på HovedMED den 10. marts 2017. Derudover har forvaltningen udarbejdet en politik for forebyggelse af vold og trusler mellem borgere, som skal sætte rammen om arbejdet med borgernes trivsel og tryghed i Socialforvaltningen. Politikken implementeres i første omgang i socialpsykiatrien fra februar 2017.
  • Fortsættelse af de tætte dialoger med politi, Kriminalforsorgen og regionerne:
    -
    Politiet: Politiet har ikke ønsket at indgå skriftlige aftaler, men Socialforvaltningens socialpsykiatriske centre sendte i efteråret 2016 et brev til deres lokale politi, hvori de kvitterede for samarbejdet. Som en del af brevet inviterede centrene lokalpolitiet til at besøge botilbuddene for at møde medarbejderne og tale om deres samarbejde, kriminalitetsforebyggelse, konkrete sager m.m. Den generelle tilbagemelding fra møderne er, at de har været værdifulde, og at centrene oplever, at lokalpolitiet er interesseret i et godt samarbejde og gerne vil støtte op om det.

    - Kriminalforsorgen: Region Hovedstaden, Kriminalforsorgen og Socialforvaltningen mødes kvartalsvis til såkaldte stjernepatientmøder, hvor beboere, der vurderes at udgøre en sikkerhedsrisiko, gennemgås. Udover drøftelse af konkrete borgersager orienterer parterne hinanden om emner af relevans, fx om ny lovgivning, organisatoriske ændringer etc. Den generelle tilbagemelding fra centrene efter de første stjernepatientmøder er, at møderne har været konstruktive og udbytterige. I forhold til Lindegårdshusene finder der to årlige samarbejdsmøder sted om borgere med dom til behandling. Deltagerne er Center Lindegåden, de domsansvarlige læger fra Psykiatrien Øst, Distriktspsykiatrisk Team Lindegården og Kriminalforsorgen Sjælland. Hertil kommer to årlige møder mellem Center Lindegården, Distriktspsykiatrisk Team Lindegården, Kriminalforsorgen Sjælland samt relevante myndighedspersoner fra Københavns Kommune.

    For at følge op på stjernepatientordningen vil Borgercenter Voksne fremover bede centrene give en status efter hvert stjernepatientmøde, hvor de blandt andet beskriver, hvad der er kommet ud af møderne. I deres status skal centrene desuden angive, om der på møderne er gennemgået sager om borgere fra den såkaldte risikoliste, om der er drøftet borgere, som potentielt vil kunne udgøre en risiko over for medarbejdere eller andre beboere (såkaldte boblere), samt om møderne fører til, at der bliver indgået aftaler om at iværksætte handlinger i konkrete borgersager. Hvis der på møderne er drøftet øvrige emner eller indgået aftaler af relevans for samarbejdet, skal det også anføres.

    - Region Hovedstaden: En skrivegruppe med repræsentanter fra Københavns Kommune og Region Hovedstaden har udarbejdet en samarbejdsaftale. Aftalen præciserer samarbejdet ved forværring af beboerens symptomer og adfærd, behov for indlæggelse, under indlæggelse og i forbindelse med udskrivning og opfølgning. Samarbejdsaftalen mangler endnu endelig godkendelse. I forhold til samarbejdet om misbrugsbehandling har Sundhedsstyrelsen udarbejdet en vejledning, der klargør ansvarsfordelingen. Det er den enkelte kommunes ansvar at tilrettelægge behandlingsindsatsen på misbrugsområdet, mens regionen efter sundhedsloven har ansvaret for behandling i praksissektoren og sygehusvæsenet. Københavns Kommune efterlever vejledningen, men er fortsat af den opfattelse, at den indebærer ikke ubetydelige merudgifter som følge af, at opgaven overgår entydigt til kommunalt regi.

    - Region Sjælland: En skrivegruppe med repræsentanter fra Københavns Kommune og Region Sjælland har udarbejdet en samarbejdsbeskrivelse, som beskriver, hvad man som medarbejder gør i forskellige situationer, hvordan rollefordelingen er, og hvordan der sættes en relevant handling i værk. Beskrivelsen forventes endeligt vedtaget medio 2017. Hvad angår samarbejdet om misbrugsbehandlingen er der – i tillæg til ovennævnte vejledning – en samarbejdsbeskrivelse mellem Region Sjælland, Roskilde Kommune og Københavns Kommune under udarbejdelse. Samarbejdsbeskrivelsen mangler endnu endelig godkendelse.

    Aftalerne med regionerne skal tydeliggøre ansvaret og understøtte samarbejdet om sammenhængende og koordinerede borgerforløb, med udgangspunkt i borgernes behov. Aftalerne skal gøre det tydeligere for medarbejdere på både botilbud og i psykiatrien, hvordan man handler i forskellige situationer, rollefordeling, og hvordan relevante indsatser igangsættes. Aftalerne skal derudover understøtte, at indsatsen omkring borgerne er baseret på gensidig tillid, viden på tværs af sektorer og et fælles ansvar for at indgå i samarbejdet.

  • Input til den det nationale debat om behov for justering af lovgivning: Arbejdet handler om at sikre, at man på nationalt niveau fastholder fokus på de nødvendige lovgivningsmæssige tiltag. Børne- og socialministeren har nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge mulighederne for et knivforbud på socialpsykiatriske botilbud. Derudover er et lovforslag om flytning af borgere uden samtykke i høring. Socialforvaltningen er løbende i dialog med KL, Danske Regioner og de relevante ministerier.      

Økonomi

Status på handleplanens punkter har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Det foreslås, at Socialudvalget forelægges en opfølgende orientering om status på arbejdet med handleplanen medio 2017. 

 

        Nina Eg Hansen

                                                    / Eva Stokbro Jensen                         

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro deltog under punktets behandling.

Indstillingens 1. at-punkt blev drøftet, og indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Til top