Mødedato: 28.03.2007, kl. 20:15

Årsrapport for "Familien i Centrum"

Se alle bilag

Årsrapport for "Familien i Centrum"

Socialudvalget

& nbsp;

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 28. marts 2007

 

 

14.      Årsrapport for "Familien i Centrum"

 

SUD  83/2007  J.nr. 83/2007

 

 

 

I forbindelse med Socialforvaltningens gennemførelse af forebyggelsesprojektet "Familien i Centrum" udarbejdes en årsrapport.

Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.      at Socialudvalget tager "Familien i Centrum - Generel sammenfatning af Årsrapporten" (bilag 1) til efterretning.

 

Problemstilling

Socialforvaltningen gennemfører i perioden 2005 – 2008 projektet "Familien i Cen­trum". Projektet skal udvikle metoder, der støtter sårbare børnefamiliers egne ressourcer. Familien i Centrum gennemføres for at bidrage til at:

·        Skabe større trivsel og social integration for sårbare børnefamilier

·        Nedbringe antallet af anbringelser af udsatte børn og unge

·        Nedbringe de samlede offentlige udgifter til sårbare børnefamilier, der modtager støtte efter Servicelovens børneparagraffer

En sammenskrivning af den første årsrapport fremlægges hermed for Socialudvalget. Rapporten i sin helhed kan rekvireres hos Socialforvaltningen.

 

Løsning

Overordnet er konklusionerne fra første Årsrapport, at den kortsigtede effekt af tilbudene er tilfredsstillende. Det er i løbet af det første år i projekt "Familien i Centrum" lykkedes at opbygge et velfungerende familiebehandlings- og ungetilbud, der formår at styrke brugernes individuelle og samlede ressourcer, samt iværksætte et omfattende kompetenceudviklingsprogram af medarbejdere i Socialforvaltningens børnefamilieteam. Mere konkret peger evalueringen af projektets tre delprojekter – FamilieFokus, HardWork og Kompetenceudviklingen – på følgende:

 

FamilieFokus– intensiv familieorienteret indsats med afsæt i familiens ressourcer

Ø     I oktober 2006 havde 25 familier afsluttet et behandlingsforløb i FamilieFokus, som de generelt synes, de har fået stort udbytte af. Forældrene fortæller, at børnene trives bedre, er gladere, er bedre til at vise deres følelser, har fået flere venner og bedre kan rummes i daginstitution og skole.

Ø     Det vurderes, at 40 % af de afsluttede familier vil kunne klare sig selv helt uden støtte fra børnefamilieteamet – eller med råd og vejledning. Kun i 2 familier er børnene blevet anbragt uden for hjemmet.

Ø     Det ser ud til, at familier, som har karakteristika, som gør, at de kan karakteriseres som "svage" oftere reducerer deres udgiftsniveau efter endt forløb. Det omvendte kan konstateres for familier, som kan betegnes som "stærke".

Ø     Familier med anden etnisk baggrund end dansk oplever oftere et fald i udgiftsniveauet efter endt forløb end etnisk danske familier.

 

HardWork - tilbud til kriminelle/kriminalitetstruede børn og unge

Ø     13 børn/unge har på opgørelsestidspunktet (oktober 2006) deltaget i HardWork.

Ø     Der er opbygget et fritidstilbud og en relation til de unge, som de unge finder attraktivt, og de kommer stabilt og deltager i aktiviteterne gennem hele perioden.

Ø     De unge beskriver deres udbytte bl.a. i form af positiv forandring i forhold til skolen, mindre kriminel adfærd og mere kontakt til familien.

Ø     Medarbejderne vurderer, at det er lykkedes at reducere den unges kriminelle handlinger eller bringe dem helt til ophør for 8 af de unge.

Ø     Det er i høj grad lykkedes at sikre de unge en stabil skolegang. Det vurderes, at den unges situation generelt er forbedret for 8 af de unge (62 %).

 

Kompetenceudvikling – praksisnær læring til socialcentrenes børnefamilieteams

Ø     Udbyttet med "uddannelsesstillingerne" og kompetenceudviklingsaktiviteter for de øvrige medarbejdere i børnefamilieteamene har været positivt, og givet ny viden, brugbare redskaber og en anden tilgang til familiearbejdet.

Ø     Som resultat af uddannelsesstillingerne forventes etableret 3 lokale familiebehandlingssteder bemandet med medarbejdere, der har været i fuldtids "oplæring" (uddannelsesstillinger) i FamilieFokus-enheden i 1 år.

 

Økonomi

Årsrapporten har ingen økonomiske konsekvenser for Socialforvaltningen

 

Videre proces

Årsrapportens refleksioner, analyser og anbefalinger danner udgangspunkt for Socialforvaltningens fortsatte udvikling af projektet. I april 2008 offentliggøres årsrapport for 2007. Resultaterne forelægges Socialudvalget. Den afsluttende projektafrapportering forventes forelagt Socialudvalget i juni 2009.

 

Bilag

1.      "Familien i Centrum - Generel sammenfatning af Årsrapport 2006"

        

 

         Sven Bjerre                                    /                     Carsten Stæhr Nielsen


 

Til top