Mødedato: 28.01.2026, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

(B-sag) Godkendelse af forøget bevilling til kommunal medfinansiering af frivilligcentrene

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til, om frivilligcentrene skal modtage yderligere 150 t.kr. fra Socialforvaltningen for at få en tilsvarende bevilling fra staten i 2026 og frem. Dermed vil den samlede bevilling fra kommunen til frivilligcentre udgøre 1,2 mio. kr. årligt. Bevillingen i 2026 finansieres med det forventede § 18-mindreforbrug for 2026.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at der uddeles 150 t.kr. til frivilligcentrene i 2026 fra det forventede § 18-mindreforbrug for 2026.
  2. at Socialudvalget godkender, at frivilligcentrene årligt modtager en samlet bevilling på 1,2 mio. kr. fra 2027 (2026 pl) og frem fordelt på 400 t. kr. til hvert center.

Problemstilling

Socialudvalget godkendte den 26. august 2020, at de tre frivilligcentre (SR-Bistand, Frivilligcenter Amager og Frivilligcenter Vesterbro/ Kgs. Enghave/ Valby) finansieres permanent af § 18-puljen med 1,05 mio. kr. De tre frivilligcentre har siden deres etablering været finansieret med 50 pct. fra kommunens § 18-midler og med 50 pct. statslig finansiering. Det er en forudsætning for den statslige finansiering, at kommunen støtter hvert frivilligcenter med mindst 350 t. kr. Bevillingen til frivilligcentrene bliver ikke pris/lønreguleret. Det indgik i sagen fra 2020, at Socialudvalget kunne bestille et budgetnotat, der kunne finansiere frivilligcentrene i stedet for § 18-puljen. Socialudvalget bestilte et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2021. Budgetnotatet blev ikke løftet.

Socialudvalget uddelte § 18-puljen for 2026 på deres udvalgsmøde den 8. oktober 2025, hvor det fremgik af sagen, at der er reserveret 1,05 mio. kr. til frivilligcentrenes finansiering i 2026, jf. Socialudvalgets tidligere beslutning om permanent finansiering af frivilligcentrene.

I forbindelse med aftalen om finansloven for 2026 er grundfinansieringen af de etablerede frivilligcentre øget fra 350.000 kr. til 400.000 kr. pr. frivilligcenter. Med aftalen bliver tilskuddene til frivilligcentrene fremadrettet pl-reguleret årligt fra 2027 og frem.

Forvaltningen har den 12. december 2025 sendt et brev til frivilligcentrene, som er stilet til Social-og Boligstyrelsen, om at forvaltningen giver tilsagn om en bevilling på 400 t.kr. til hvert af de tre frivilligcentre med forbehold for politisk godkendelse, hvad angår de sidste 50 t. kr. til hvert af frivilligcentrene. 

Løsning

Socialforvaltningen foreslår, at finansieringen af frivilligcentrene øges med 50 t.kr. for hvert af de tre frivilligcentre i 2026, dvs. samlet 150 t.kr. Bevillingen finansieres med det forventede § 18-mindreforbrug for 2026. Dermed vil frivilligcentrene modtage en tilsvarende øget finansiering fra Social-og Boligstyrelsen i 2026. Erfaringsmæssigt er der altid nogle foreninger, som tilbagebetaler hele eller dele af deres bevilling, hvorfor forvaltningen forventer, at der også vil være et tilstrækkeligt mindreforbrug i 2026 til at kunne dække den øgede bevilling til frivilligcentrene.

Finansieringen af frivilligcentrene vil fra 2027 og frem øges til en samlet bevilling på 1,2 mio. kr. i stedet for 1,05 mio. kr., som de hidtil har modtaget.

Socialforvaltningen vil fra 2027 og frem pl-regulere frivilligcentrenes bevilling på lige fod med staten.

Økonomi

Udgifterne til den øgede bevilling til frivilligcentrene i 2026 afholdes inden for det forventede mindreforbrug for § 18-puljen i 2026. Hvis der mod forventning ikke er et mindreforbrug for § 18-puljen i 2026 på 150.000 kr., finansieres de udestående udgifter til frivilligcentrenes inden for Socialforvaltningens samlede økonomiske ramme. Socialudvalget vil i givet fald orienteres herom.

Udgifterne til frivilligcentrenes bevilling i 2027 og frem afholdes inden for § 18-midlerne.

Politisk handlerum

Hvis Socialudvalget ikke godkender indstillingen, modtager frivilligcentrene ikke en ekstra bevilling på 150 t.kr. i 2026. Det betyder, at Frivilligcentrene således heller ikke modtager en tilsvarende øget bevilling fra Social-og Boligstyrelsen i 2026.  

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen orientere Social-og Boligstyrelsen om beslutningen og udbetale den ekstra bevilling til frivilligcentrene i 2026.

 

                      Katrine Ring                                          

                                             / Eva Stokbro Jensen

 

Til top