Tilskud til opsøgende gadeplansarbejde i socialpsykiatrien
Resumé
Borgerrepræsentationen skal med denne sag beslutte, hvorvidt Socialforvaltningen skal tage imod et direkte tilskud på 6,8 mio. kr. fra Social- og Boligstyrelsen til at styrke det opsøgende og udgående gadeplansarbejde i socialpsykiatrien målrettet de mest udsatte borgere. Midlerne er afsat i forbindelse med 10-årsplanen for psykiatrien og skal anvendes i løbet af 2026, men forventes videreført i de kommende år, hvorfor der søges om en varig tilpasning af Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende at Socialforvaltningen modtager 6.797.511 kr. (2026 p/l) i 2026 og frem fra Social- og Boligstyrelsen til en styrkelse af det udgående og opsøgende gadeplansarbejde i socialpsykiatrien.
- at godkende at Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget opjusteres med 6.797.511 kr. (2026 p/l) årligt fra 2026 og frem jf. tabel 1 i økonomiafsnittet.
Problemstilling
Med den politiske aftale om en 10-årsplan for psykiatrien fra maj 2025 er der afsat midler til en række initiativer, der skal styrke den samlede psykiatri. Et af initiativerne er en styrkelse af det udgående og opsøgende gadeplansarbejde i socialpsykiatrien for at nå mennesker med svære psykiske lidelser og komplekse sociale problemer, som ofte ikke selv opsøger eller kan fastholdes i behandling og støtte.
Styrkelsen af det udgående og opsøgende gadeplansarbejde skal sikre en tidligere, mere sammenhængende og værdig indsats gennem relationsskabende arbejde og brobygning til relevante offentlige, private og civilsamfundsbaserede tilbud, herunder psykiatrisk behandling. Gennem en opsøgende tilgang skal borgerne mødes dér, hvor de lever deres liv, og støttes i at få adgang til den nødvendige hjælp, behandling og sociale støtte. Samtidig skal initiativet understøtte mere helhedsorienterede og koordinerede forløb, så flere borgere hurtigere får den rette indsats.
Styrkelsen skal ses i sammenhæng med de øvrige tiltag i 10-årsplanen, som er målrettet socialpsykiatrien, blandt andet flere sociale akuttilbud, nye afklaringspladser og de regionale udgående teams, samt regeringens fokus på øget værdighed for samfundets mest udsatte, herunder den kommende værdighedsreform.
Der er på landsplan afsat 20 mio. kr. i 2026, 20 mio. kr. i 2027, 28 mio. kr. i 2028, 49 mio. kr. i 2029 og 70 mio. kr. varigt fra 2030. Midlerne udmøntes til kommunerne som direkte tilskud efter objektive tildelingskriterier. Social- og Boligstyrelsen har oplyst Socialforvaltningen, at Københavns Kommune i den forbindelse i 2026 er tildelt 6.797.511 kr.
Løsning
Socialforvaltningen vil anvende de tildelte midler til at styrke det udgående og opsøgende socialpsykiatriske gadeplansarbejde målrettet borgere med svære psykiske lidelser og komplekse sociale og sundhedsmæssige problemstillinger, som har begrænset eller ingen kontakt til hjælpesystemet. Det omfatter blandt andet borgere, der har vanskeligt ved at opsøge eller fastholde behandling og støtte, har begrænset kontakt til netværk eller lever med uopdagede psykiske lidelser kombineret med komplekse sociale udfordringer.
Indsatsen styrkes konkret ved, at der ansættes ti nye medarbejdere i Opsøgende Indsatser i Center for Aktivitet, Beskæftigelse og Støtte i Egen Bolig. Opsøgende Indsatser varetager kommunens opsøgende indsats efter servicelovens § 99 (støtte- og kontaktperson), og det samlede gadeplans- og relationsarbejde for de mest udsatte og isolerede borgere. Indsatsen er tværfaglig og fungerer uden visitation og myndighedsfunktion med det formål at skabe kontakt til borgere på kanten af hjælpesystemet og bygge bro til relevant støtte, fx psykiatri, misbrugsbehandling, læge og jobcenter. Indsatsen omfatter bl.a. støtte- og kontaktpersonordningen (SKP), gadeplansarbejde samt recovery- og rehabiliteringsindsatser og sker i tæt samarbejde med kommunale, regionale og civilsamfundsaktører.
De andre forvaltninger kan også henvende sig til Opsøgende Indsatser, hvis de bliver opmærksomme på en borger, som har behov for opsøgende kontakt. Det kan fx være, hvis Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen møder en person, der sover forskellige steder i byen, eller hvis Beskæftigelses-, Integrations- og Erhversforvaltningen har mistet kontakten til en borger. Opsøgende Indsatser kan herefter foretage en opsøgende indsats og skabe kontakt til borgeren med henblik på at etablere relevant støtte.
De nye medarbejdere vil også arbejde opsøgende i byrummet, på væresteder, herberger og andre opholdssteder, hvor målgruppen færdes, og deres opgaver vil omfatte kontaktetablering, relationsopbygning, motivationsarbejde og socialpsykiatrisk støtte samt brobygning til relevante sociale, sundhedsfaglige, behandlingsmæssige og civilsamfundsbaserede tilbud. Formålet er at skabe kontakt til borgerne og understøtte, at de tager imod og fastholder den nødvendige hjælp og behandling. Opnormeringen forventes at styrke den tidlige kontakt til målgruppen, det relationelle arbejde og den tværgående koordinering, så flere borgere hurtigere får adgang til relevante støtte- og behandlingstilbud.
Projektet har to centrale fokusområder, som kort beskrives nedenfor.
Opsøgende socialpsykiatrisk gadeplansindsats
Mange af de mest udsatte borgere har begrænset eller ingen kontakt til behandlingspsykiatrien, myndigheder eller øvrige støttetilbud og modtager derfor ikke den hjælp, som de har behov for. Den styrkede indsats skal øge tilstedeværelsen i byen, skabe kontakt til flere borgere og sikre mere kontinuerlige relationsforløb. Samtidig styrkes den tidlige opsporing af sociale og sundhedsmæssige problemstillinger samt brobygningen til socialfaglig og psykiatrisk udredning, behandling og øvrige støttetilbud.
Styrket brobygning til sundheds- og behandlingstilbud
Projektet skal samtidig styrke brobygningen mellem gadeplansindsatsen og centrale sundheds- og behandlingstilbud, herunder Flexklinikken på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, forvaltningens Sundhedsteam og de forventede kommende tilbud i regi af Gadens Huse. Formålet er at sikre en mere fleksibel og sammenhængende adgang til sundheds- og behandlingsindsatser for borgere, der ofte har vanskeligt ved at benytte de eksisterende tilbud.
Økonomi
Socialforvaltningen er blevet tildelt 6.797.511 kr. i 2026, og midlerne skal anvendes i indeværende år. Midlerne vil primært blive anvendt til lønudgifter til de ti medarbejdere, som skal gennemføre de beskrevne aktiviteter samt udstyr og kompetenceudvikling til dem.
Der er med den politiske aftale om 10-årsplan for psykiatrien afsat varige midler til indsatsen. Derfor søges der med indstillingen om en varig opjustering af indtægts- og udgiftsbudgettet, selvom midlerne på nuværende tidspunkt kun er udmøntet ét-årigt. Mindre justeringer i beløbet til Københavns Kommune fremadrettet kan således håndteres i sager om bevillingsmæssige ændringer.
Såfremt formålet med tilskuddet ændrer sig, Socialforvaltningen ønsker at igangsætte nye aktiviteter, eller Københavns Kommune tildeles et markant ændret beløb, vil Socialforvaltningen forelægge en ny sag til politisk beslutning.
I forbindelse med tildelingen af tilskuddet har styrelsen gjort kommunen opmærksom på, at der igen vil blive givet midler til de samme kommuner i 2027. Forvaltningen er endnu ikke bekendt med, hvordan midlerne fordeles mellem kommunerne efter 2027.
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser i Socialforvaltningen
|
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling |
Indtægt (I) / |
Beløb i 1.000 kr. (2026 p/l) |
Varig? |
|||
|
2026 |
2027 |
2028 |
2029 |
|||||
|
2 |
SOC |
3200 Udsatte Voksne |
U |
6.798 |
6. 798 |
6. 798 |
6. 798 |
Ja |
|
2 |
SOC |
3200 Udsatte Voksne |
I |
-6. 798 |
-6. 798 |
-6. 798 |
-6. 798 |
Ja |
|
I alt |
- |
|
- |
0 |
0 |
0 |
0 |
- |
Politisk handlerum
Hvis Socialudvalget vælger ikke at anbefale over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at acceptere tilskuddet, vil Socialforvaltningen melde tilbage til Social- og Boligstyrelsen, at Københavns Kommune ikke accepterer tilskuddet.
Videre proces
Såfremt Borgerrepræsentationen godkender, at Socialforvaltningen modtager tilskuddet, opjusteres forvaltningens udgifts- og indtægtsbudget med 6,8 mio. kr. i 2026 og frem, jf. tabel 1.
Når tilskuddet er accepteret, igangsætter Socialforvaltningen rekrutteringen af de nye medarbejdere.
Katrine Ring
/ Eva Stokbro Jensen