B-sag. Implementering af medlemsforslag om frivillig benævnelse i Socialforvaltningens råds- og brugerorganisationernes vedtægter
Resumé
Borgerrepræsentationen vedtog den 21. maj 2026 medlemsforslag om frivillig benævnelse som enten forperson, forkvinde eller formand. Borgerrepræsentationen skal med denne sag tage stilling til forslag til ændringer i vedtægter for henholdsvis Rådet for Frivilligt Socialt Arbejdes (Frivilligrådet), Udsatterådet i Københavns (Udsatterådet) og Dialogforum på Psykiatriområdets (Dialogforum) med henblik på implementering af medlemsforslaget.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende de opdaterede vedtægter for Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde, jf. bilag 1.
- at godkende de opdaterede vedtægter for Udsatterådet i København, jf. bilag 2.
- at godkende de opdaterede vedtægter for Dialogforum på Psykiatriområdet, jf. bilag 3.
Problemstilling
Den 21. maj 2026 vedtog Borgerrepræsentationen et medlemsforslag stillet af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti om frivillig benævnelse som enten forperson, formand eller forkvinde. Ved vedtagelsen af medlemsforslaget blev følgende bl.a. besluttet:
- at benævnelsen ”forperson” ændres til ”enten ’forperson’, ’forkvinde’ eller ’formand’” i kommunens styrelsesvedtægt, forretningsordener samt bestyrelsesvedtægter, så den udpegede eller valgte person selv kan vælge hvilken af de tre benævnelser vedkommende ønsker at bruge.
- at benævnelsen ”forperson” ændres til ”enten ’forperson’, ’forkvinde’ eller ’formand’” i kommunens interne organisering, hvor det er juridisk muligt, så den udpegede eller valgte person selv efter kan vælge hvilken af de tre benævnelser vedkommende ønsker at bruge.
Løsning
Socialforvaltningen har ressortansvar for fem bruger- og organisationsråd. Det er alene vedtægtsændringer for Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde (Frivilligrådet), Udsatterådet i København (Udsatterådet) og Dialogforum på Psykiatriområdet (Dialogforum), der skal godkendes af Socialudvalget og Borgerrepræsentationen.
Det foreslås, at benævnelserne ”forperson” og ”næstforperson” i vedtægterne for henholdsvis Frivilligrådet, Udsatterådet og Dialogforum ændres til ”enten forperson, forkvinde eller formand” og ”enten næstforperson, næstkvinde eller næstformand” samt, at der foretages enkelte ændringer af teknisk karakter som konsekvens heraf.
De foreslåede ændringer til vedtægterne for Frivilligrådet fremgår af bilag 1.
De foreslåede ændringer til vedtægterne for Udsatterådet fremgår af bilag 2.
De foreslåede ændringer til vedtægterne for Dialogforum fremgår af bilag 3.
Ændringerne i Dialogforums vedtægter er foretaget i Dialogforums vedtægter for perioden 2022-2025, men vil også blive videreført i Dialogforums vedtægter for perioden 2026-2029. Socialudvalget forventes at behandle Dialogforums reviderede vedtægter for 2026-2029 på udvalgsmøde den 16. september 2026, og Borgerrepræsentationen forventes at behandle de reviderede vedtægter for Dialogforum på møde den 8. oktober 2026.
Handicaprådet fastsætter selv rammerne for sit arbejde i en forretningsorden, jf. § 4 i bekendtgørelse om råd på det sociale område. Handicaprådets forretningsorden er derfor ikke vedlagt denne sag. Handicaprådet forventer at behandle en ændring af rådets forretningsorden på rådets næste møde, hvor forretningsordenen vil blive tilpasset i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning.
Ungepanelet har en anden organisationsform og har derfor ikke en forperson, forkvinde eller formand.
Socialforvaltningen vil derudover tilrette eventuelle interne organers vedtægter i det omfang, det er muligt.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil den blive behandlet i Borgerrepræsentationen den 17. september 2026.
Katrine Ring
/ Mie Henriette Eriksen