Mødedato: 26.04.2023, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Socialforvaltningen tager servicelovens § 108 a i anvendelse på botilbud

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til et forslag om, at forvaltningen etablerer længerevarende botilbud målrettet unge med handicap i alderen 18-35, og at det nye botilbud Thomas Laubs Gade 15 godkendes til denne målgruppe. Der er tale om en relativt ny bestemmelse i serviceloven, som giver mulighed for at etablere længerevarende botilbud målrettet borgere i alderen 18-35 år (serviceloven § 108 a). Anvendelsen af denne nye type botilbud skal godkendes af Socialudvalget, idet der er tale om en kan-bestemmelse, som kommunalbestyrelsen ikke behøver at tage i anvendelse. Målgruppen for tilbuddet er borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har behov for omfattende hjælp, og formålet er at understøtte et ungdomsliv for målgruppen.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen kan tage længerevarende botilbud målrettet unge i alderen 18-35 år (serviceloven § 108 a) i anvendelse.
  2. at Socialudvalget godkender, at botilbuddet Thomas Laubs Gade 15 bliver godkendt til målgruppen borgere med udviklingshandicap i alderen 18-35 år (serviceloven § 108 a).

Problemstilling

Den 1. januar 2020 trådte en ændring af serviceloven i kraft, der gør det muligt at oprette længerevarende botilbud til unge i alderen 18 til 35 år med henblik på at understøtte, at beboerne kan leve et ungdomsliv (serviceloven § 108 a) Målgruppen for et længerevarende botilbud er borgere med varig nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne, som har behov for omfattende hjælp.

Idet anvendelsen af serviceloven § 108 a er en kan-bestemmelse, og det fremgår af lovforslaget, at det er en mulighed for kommunalbestyrelsen at træffe afgørelse om at tilbyde ophold i et botilbud målrettet unge, ligger beslutningskompetencen om at tage bestemmelsen i anvendelse hos Socialudvalget. Udvalget skal derfor tage stilling til, om Borgercenter Handicap i Socialforvaltningen kan åbne denne type tilbud til unge mellem 18-35 år.

Botilbuddet Thomas Laubs Gade 15 var oprindeligt planlagt som et midlertidigt botilbud (serviceloven § 107) for 12 borgere med et let til moderat støttebehov med en samlet driftsbevilling på 5,7 mio. kr. (2023 prisniveau), hvorfor indstillingen om ændringen er under forudsætning af Socialtilsynets godkendelse. Der har dog i de senere år været en ændret praksis i tildelingskriterierne samt øget brug af mindre indgribende støtte i eget hjem. Det betyder, at de borgere, der visiteres til midlertidige botilbud i dag, har et højere støttebehov end tidligere.

Løsning

Forvaltningen og interesseorganisationen LEV foreslår at ændre målgruppen for botilbuddet Thomas Laubs gade 15 til unge med udviklingshandicap med et moderat støttebehov. Forvaltningen forventer at kunne tage botilbuddet i brug i juni/juli 2023.

Generel anvendelse af et længerevarende botilbud målrettet ungegruppen

Baggrunden for at tage bestemmelsen i brug er, at den unge målgruppe typisk har andre behov for aktiviteter end den lidt ældre målgruppe - såsom et større socialt behov. Forvaltningen forventer, at et miljø med andre unge kan skabe større motivation og stærkere fællesskaber for de unge.

Der er blandt borgere med udviklingshandicap, pårørende og interesseorganisationer et ønske om at etablere flere botilbud, der er målrettet aldersbestemte målgrupper, da også borgere med udviklingshandicaps behov og ønsker til forskellige typer af aktiviteter ændrer sig med alderen. Også andre målgrupper vil kunne profitere af et længerevarende botilbud målrettet unge i alderen 18-35 år.

De unge skal fraflytte et ungetilbud efter servicelovens § 108 a, når de fylder 35 år. Bestemmelsen indebærer, at kommunen kan indskrive i boligdokumentet for en borger, der flytter ind på et længerevarende botilbud målrettet unge, at opholdet er tidsbegrænset. Desuden skal sagsbehandler varsle fraflytningen senest seks måneder, før personen fylder 35 år. Senest tre måneder før personens flytning fra tilbuddet, skal forvaltningen træffe afgørelse om den fremtidige støtte til personen, herunder om ophold i en anden bolig, der modsvarer personens behov og som står i et rimeligt forhold til personens betalingsevne.

Botilbuddet Thomas Laubs gade 15

Botilbuddet Thomas Laubs Gade 15 har hidtil været planlagt opført som et midlertidigt botilbud (serviceloven § 107) målrettet unge med funktionsnedsættelser. Forvaltningen vurderer dog, at det er mere hensigtsmæssigt at ændre botilbuddet fra midlertidigt til længerevarende. Her kan unge med udviklingshandicap have et fælles ungdomsliv med de aktiviteter, der knytter sig til deres livssituation. LEV har tillige tilkendegivet, at de bakker op om, at botilbuddet på Thomas Laubs Gade 15 bliver et længerevarende botilbud målrettet unge (serviceloven § 108 a). 

Ungemålgruppen stiller særlige krav til personalet ift. at lave særlige aktiviteter, oplære de unge og træne dem i nye færdigheder. Ved at oprette et egentligt ungetilbud, kan tilbuddet udvikles til at imødekomme disse behov og skabe en anden boligramme end ved et mere traditionelt varigt botilbud. Desuden skal der være en ekstra støtte ift. at deltage i fællesskaber samt specifikt fokus på alternativer til ordinær uddannelse og beskæftigelsesmuligheder.

Det er uvist, hvordan de unge vil håndtere at skulle fraflytte tilbuddet, når de ikke længere er i aldersgruppen for tilbuddet. Forvaltningen vurderer, at de unges utryghed ved at skulle flytte igen kan minimeres, hvis det er tydeligt for den unge allerede ved indflytning, at der skal ske en fraflytning senest ved det 35. år. Desuden vil både botilbuddet og den unges sagsbehandler arbejde med at motivere den enkelte og med en plan for borgers udflytning allerede fra det fyldte 33. år. Borgercenter Handicap har i dialogen med de pårørende været meget tydelig om dét forhold, at de unge skal flytte ud senest, når de fylder 35 år. De pårørende er særligt interesserede i tilbuddet til deres unge, fordi det giver dem mulighed for at flytte sammen med andre unge, som de kender fra bl.a. skoletilbud og andre tilbud. Der er konkret tale om 12 borgere, der er i alderen 18-27 år i dag.  

Borgercenter Handicap vil fortsat have behov for midlertidige botilbud (serviceloven § 107) til borgere med udviklingshandicap. Dette behov forventes dækket ved åbning af et nyt botilbud på Smedestræde i Valby, hvor der sker en udvidelse med fem pladser.

Økonomi

Der er ikke særlige udgifter forbundet med første at-punkt om at ibrugtage bestemmelsen om længerevarende botilbud til unge mellem 18-35 år (serviceloven § 108 a). Der vil være øgede omkostninger på tilbuddet pga. den ændrede målgruppe, men forvaltningen vil under alle omstændigheder have ansvar for at tilbyde de pågældende borgere passende tilbud.

Den skærpelse, der generelt er sket af tildelingskriterier over tid, har imidlertid medført, at også målgruppen til dette tilbud har et større støttebehov end det var antaget, da botilbuddets etablering blev besluttet med Københavns Kommunes budget for 2015.  

De kommende beboere på Thomas Laubs Gade 15 har et moderat til omfattende støttebehov og tilbuddet skal have fast nattevagt. Den oprindelige tiltænkte målgruppe for botilbuddet på Thomas Laubs Gade 15 havde et let til moderat støttebehov og havde ikke behov for en nattevagt. I dag er en del af disse borgere i stedet for visiteret til socialpædagogisk støtte i eget hjem (serviceloven § 85) og ikke til et botilbud (serviceloven  §§ 107 eller 108), der er en betydelig mere indgribende foranstaltning end støtte i eget hjem.

Efter bestemmelsen (serviceloven § 108 a) skal kommunen dække flytteudgifter, når borgeren skal fraflytte tilbuddet. Dette gælder den nye ungebestemmelse og er derfor nye udgifter ift. andre botilbudsbestemmelser, hvor beboeren selv betaler flytteudgifter. Disse udgifter holdes inden for Borgercenter Handicaps ramme. Der er ikke fulgt økonomiske midler med lovforslaget, da bestemmelsen blev indført.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes af Socialudvalget, vil forvaltningen påbegynde processen med at få botilbuddet Thomas Laubs Gade 15 godkendt som et ungetilbud til borgere med udviklingshandicap (serviceloven § 108 a) af Socialtilsynet.

Mikkel Boje

                                 Mette Boskov Vedsmand og  Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt. 

Fra Socialforvaltningen deltog vicedirektør Mette Boskov Vedsmand og kontorchef Eva Stokbro Jensen.

Til top