Mødedato: 26.02.2026, kl. 10:30
Mødested: Comwell Køge Strand
Medlemsforslag om fleksible nødherberger
Det foreslås,
- at Socialudvalget pålægger Socialforvaltningen at udarbejde et budgetnotat til overførselssagen 2025/2026, der afdækker mulighederne for etableringen af tilstrækkelig og fleksibel nødherberg i perioder med ekstremvejr eller andre ekstraordinære situationer, hvor de københavnske herberger nødsages til at afvise sovende gæster pga. pladsmangel. Budgetnotatet skal beskrive en forsøgsordning og en efterfølgende evaluering med henblik på fornyet stillingtagen til en langsigtet finansiering og skalering, så det er områdedækkende efter behov.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet)
Motivering
I perioder med ekstremt vejr eller andre ekstraordinære situationer er det uacceptabelt, at hjemløse i København afvises, når de søger ly på et nødherberg. Vi har et særligt ansvar for at beskytte de mest udsatte borgere, når vejrlig og forhold udgør en akut sundheds- og sikkerhedsrisiko. Derfor foreslår Det Konservative Folkeparti, at forvaltningen undersøger, hvordan der kan skabes større fleksibilitet, så nødherberger midlertidigt kan oprettes eller tilpasses i ekstraordinære situationer.