Omlægning af midlertidige botilbud (fortrolighed ophævet den 26. juni 2026)
Resumé
Socialudvalget skal tage stilling til en omlægning af botilbuddene Nansensgade 57 (9 pladser) og Frederikssundsvej 80B (10 pladser), som i dag er midlertidige botilbud efter servicelovens § 107. Nansensgade er målrettet borgere med psykiske lidelser og betydelig nedsat funktionsevne, mens Frederikssundsvej er et tilbud til borgere i hjemløshed, som er på vej i egen bolig. Begge tilbud har over længere tid haft ledig kapacitet, og forvaltningen ønsker derfor at tilpasse anvendelsen af tilbuddene, så kapaciteten bedst muligt understøtter efterspørgslen og de faglige behov.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender, at målgruppen for botilbuddet Nansensgade 57 ændres pr. 31. december 2026, så tilbuddet fremover er et botilbud efter servicelovens § 107 til borgere med psykiske og sociale udfordringer, som har brug for et kortere ophold på vej mod egen bolig.
- at Socialudvalget godkender, at botilbuddet Frederikssundsvej 80B afvikles i sin nuværende form og omlægges til et tilbud med op til 15 afklaringspladser efter servicelovens kommende § 107a til borgere med betydelig nedsat psykisk funktionsevne og et vurderet behov for sociale indsatser i umiddelbar tilknytning til deres udskrivning fra sygehuspsykiatrien.
Problemstilling
Socialforvaltningen har siden 2017 arbejdet med forsyningsforpligtelsen og har i perioden løbende iværksat en række tiltag for at nedbringe ventetiden for borgere med behov for botilbud. Dette omfatter blandt andet en løbende indsats for at sikre, at kapaciteten i forvaltningens egne tilbud løbende tilpasses udviklingen i borgernes behov og efterspørgslen efter forskellige typer af indsatser.
Udfordringer med målgruppematch og kapacitetsanvendelse
Nansensgade er i dag et midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107 med ni pladser målrettet borgere i alderen 18-30 år med psykiske lidelser og betydelig nedsat funktionsevne, som har behov for støtte til at udvikle eller genskabe evnen til at mestre hverdagslivet.
Frederikssundsvej er ligeledes et midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107 og rummer aktuelt ti pladser, der som led i en igangværende renovering udvides til femten pladser. Tilbuddet er målrettet borgere i hjemløshed, der har behov for støtte på vej mod et mere selvstændigt liv i egen bolig. Målet er, at de fleste borgere efter et kortere ophold på 6-9 måneder bliver klar til overgangen til egen bolig med fortsat støtte.
Frederikssundsvej får aktuelt renoveret klimaskærmen og ombygget 3. sal. I forbindelse med renoveringen har der været væsentlige støjgener, og beboerne har derfor siden december 2025 været midlertidigt været genhuset på Nansensgade med dispensation fra Socialtilsynet. Arbejdet med klimaskærmen forventes at fortsætte frem til september 2026.
Både Nansensgade og Frederikssundsvej har over en længere periode haft ledig kapacitet. På Nansensgade har det været vanskeligt at finde borgere, hvis støttebehov matcher den relativt lave støtteindsats, som tilbuddet tilbyder, mens det tilsvarende på Frederikssundsvej har været svært at finde borgere i målgruppen for de kortere ophold, som de fysiske rammer og indsatsen er tilrettelagt omkring. Begge tilbud har derfor løbende haft ledige pladser.
Samlet set peger udviklingen på, at de nuværende målgrupper og indsatser i Nansensgade og Frederikssundsvej i mindre grad svarer til den aktuelle efterspørgsel på området. Socialforvaltningen vurderer derfor, at der er behov for at tilpasse tilbuddenes anvendelse, så de i højere grad understøtter de behov, der aktuelt ses blandt borgerne, samtidig med at den eksisterende kapacitet anvendes hensigtsmæssigt.
Afklaringspladser i tilknytning til 10-årsplanen for psykiatrien
Som led i 10-årsplanen for psykiatrien planlægges det, at kommunerne skal tilbyde et midlertidigt afklaringsophold til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne i umiddelbar tilknytning til personens udskrivning fra behandlingspsykiatrien og senest efter tre døgn, hvis personen har behov for sociale indsatser, der kræver en nærmere afklaring. Det er kommunerne, der visiterer borgerne til pladserne, men der er ikke krav om en udredning, før de kan komme på pladserne. Afklaringspladserne skal sikre, at borgerne i forlængelse af en udskrivning tilbydes socialfaglig støtte i en tidsbegrænset, kortere periode, mens der sker en afklaring af det videre forløb i socialpsykiatrien.
Socialforvaltningen skal i den forbindelse finde en fysisk placering til afklaringspladserne. Etableringen af afklaringspladserne forudsætter lovhjemmel i servicelovens § 107a. Det oprindelige lovforslag om afklaringspladserne var fremsat og under behandling i Folketinget, men bortfaldt som følge af valgudskrivelsen. Det er dog forventningen, at forslaget genfremsættes med en ny regering, da det indgår i en bred politisk aftale om 10-årsplanen.
Da lovforslaget endnu ikke er vedtaget, er det fortsat usikkert, hvornår kommunerne skal etablere afklaringspladserne. I det bortfaldne lovforslag var det forudsat, at pladserne skulle etableres pr. 1. januar 2027. Forvaltningen planlægger derfor fortsat efter denne dato, så kommunen er forberedt, hvis tidsplanen fastholdes i et nyt lovforslag.
Løsning
For at sikre, at botilbudskapaciteten i højere grad understøtter de aktuelle behov blandt borgerne og de kommende opgaver på socialpsykiatriområdet, foreslår Socialforvaltningen en omlægning af Nansensgade og Frederikssundsvej. Omlægningen vil samtidig bidrage til en mere hensigtsmæssig anvendelse af den samlede kapacitet på botilbudsområdet.
Omlægning af Nansensgade
Omlægningen vil betyde, at Nansensgade afvikles med den nuværende målgruppe og indsats og omlægges til et midlertidigt botilbud efter servicelovens §107 til udsatte voksne med behov for korterevarende tilbud efter ophold på herberg, dvs. målgruppen for det nuværende botilbud Frederikssundsvej.
Erfaringerne fra den midlertidige genhusning af borgerne fra botilbuddet Frederikssundsvej til botilbuddet Nansensgades lokaler har været positive, og det vurderes, at Nansensgades kapacitet på ni pladser er tilstrækkelig i forhold til den aktuelle efterspørgsel på indsatsen.
Såfremt Socialudvalget godkender en omlægning af Nansensgade, vil forvaltningen herefter udarbejde en plan for fraflytningen af den nuværende målgruppe på Nansensgade frem mod udgangen af 2026. Der er aktuelt seks borgere tilbage på Nansensgade, hvoraf tre er blevet boligindstillet. Beboerne har krav på én måneds opsigelse, men der kan være behov for, at forvaltningen finder alternative pladser, hvis formålet med opholdet på Nansensgade endnu ikke er opnået. Der vil samtidig blive indført stop for visitation til det nuværende Nansensgade.
De nuværende tre beboere fra Frederikssundsvej, som er midlertidigt genhuset på Nansensgade, vil forblive på Nansensgade, og der vil løbende blive indtaget nye borgere i målgruppen for det oprindelige Frederikssundsvej i takt med, at pladserne på Nansensgade bliver ledige under forudsætning, af Socialtilsynet godkender det.
Omlægning af Frederikssundsvej
Socialforvaltningen foreslår derudover, at Frederikssundsvej afvikles med sin nuværende målgruppe og indsats, og at der i stedet etableres op til 15 afklaringspladser på tilbuddet efter en kommende § 107a i serviceloven for at understøtte implementeringen af 10-årsplanen for psykiatrien.
Frederikssundsvej råder i dag over ti pladser. I forbindelse med Overførselssagen 2024-2025 blev der afsat anlægsmidler til en ombygning af 3. sal på Frederikssundsvej, som også medfører en udvidelse af tilbuddet med fem pladser fra september 2026.
Frederikssundsvej vurderes at være velegnet til afklaringsophold, da de fysiske rammer på tilbuddet bedst egner sig til midlertidige og ikke længerevarende ophold. Det skyldes, at tilbuddets 15 pladser er fordelt på tre etager med værelser med ét fælles bad/toilet på hver etage samt fælles køkkenfaciliteter.
Indretningen giver også gode muligheder for miljøterapeutiske indsatser og for træning af hverdagsfunktioner som madlavning, rengøring og tøjvask. Derudover etableres der i forbindelse med renoveringen et samtalerum på 3. sal. På tilbuddet er der desuden mulighed for at etablere natdækning i tæt tilknytning til boligerne. Opdelingen på flere etager giver desuden mulighed for fleksibilitet i anvendelsen af pladserne.
I bilag 1 findes et grafisk overblik over omlægningen, som blandt andet viser, hvordan målgrupperne og antallet af pladser ændres på de to tilbud.
Behandling i HovedMED
Omlægningen indebærer, at medarbejderne fra det nuværende Nansensgade skal omplaceres til andre stillinger. Sagen har derfor været behandlet i HovedMED den 12. juni 2025. Referatet fra mødet er vedlagt i bilag 2.
Økonomi
Der er i forbindelse med tiårsplanen for psykiatrien afsat 25,3 mio. kr. i 2026, 172,9 mio. kr. i 2027 samt 175,9 mio. kr. i 2028 og årligt herefter til kommunerne til etablering og drift af afklaringspladserne. Da lovforslaget endnu ikke er vedtaget, er der fortsat usikkerhed om, hvor stor en andel af de afsatte midler Københavns Kommune kan forvente at modtage.
Der vil være behov for at foretage enkelte tilpasninger af de fysiske rammer på Frederikssundsvej, så de kan anvendes som afklaringspladser, herunder fx etablering af medicinrum og et ekstra træningskøkken. Der er midler til anlæg og tilpasning af de fysiske rammer i de afsatte midler i tiårsplanen, men forvaltningen kender ikke kommunens andel af midlerne.
Afklaringspladserne skulle efter det oprindelige lovforslag etableres pr. 1. januar 2027. Såfremt etableringstidspunktet udskydes i et nyt lovforslag, vil forvaltningen udarbejde en plan for anvendelsen af Frederikssundsvej i den mellemliggende periode, herunder håndteringen af eventuelle tomgangsudgifter.
Politisk handlerum
Socialudvalget kan beslutte ikke at godkende omlægningen af botilbuddene Nansensgade og Frederikssundsvej. Det vil betyde, at begge botilbud vil fortsætte med de nuværende målgrupper og indsatser, og at de borgere fra Frederikssundsvej, der aktuelt er midlertidigt genhuset på Nansensgade, skal flytte tilbage, når renoveringen af Frederikssundsvej er færdig i september 2026.
Socialforvaltningen vil desuden skulle afsøge alternative placeringer til de kommende afklaringspladser, ligesom forvaltningen skal finde en måde til at sikre en højere belægning på Nansensgade og Frederikssundsvej.
Videre proces
Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil Socialforvaltningen arbejde videre med en omlægning af både Nansensgade og Frederikssundsvej.
Såfremt lovforslaget om afklaringspladserne mod forventning ikke genfremsættes og vedtages, vil forvaltningen vende tilbage med et forslag til en alternativ plan for Frederikssundsvej, hvor udgangspunktet vil være, at tilbuddet som følge af de fysiske rammer med fælles bad og toilet fortsat skal anvendes et midlertidigt botilbud med ophold af kortere varighed.
Katrine Ring
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.
Centerchef Eva Stokbro Jensen og centerchef Karoline Winther-Lund deltog under punktets behandling.