Ny placering til tilbuddene Den Korte Snor og Barn på Vej under Center for Børn og Unge
Resumé
Socialforvaltningens tilbud Den Korte Snor samt Barn På Vej har et behov for at flytte til større lokaler for at udvide eller for bedre at kunne understøtte deres faglige arbejde og imødekomme efterspørgslen på deres tilbud.
Samtidig samles Den Uafhængige Kontrol- og Rådgivningsfunktion i nye lokaler, hvilket forventeligt sker til sommer. Dette efterlader deres nuværende lejemål på henholdsvis Tietgensgade 31A, 1. sal og Suhmsgade 4, 2. sal ledige til overtagelse.
Socialudvalget skal med denne sag tage stilling til, om Socialforvaltningen skal overtage de to ledige lejemål med henblik på placering af to tilbud under Center for Børn og Unge. På Suhmsgade 4, 2. sal foreslår Socialforvaltningen at placere Barn på Vej, en specialiseret indsats for gravide og småbørnsfamilier under Børne- og Familiehuset Arild. I Tietgensgade 31A foreslår forvaltningen at placere Den Korte Snor, der tilbyder familierådgivning og kontaktpersonsforløb til udsatte børn og unge.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender, at Barn på Vej flytter til nye lokaler på Suhmsgade 4, 2. sal 1125 København K.
- at Socialudvalget godkender, at Den Korte Snor flytter til nye lokaler på Tietgensgade 31A 1553 København V.
Problemstilling
Barn På Vej er et specialiseret og intensivt familiebehandlingsforløb målrettet gravide/familier, ufødte, spæd- og småbørn med flere risikofaktorer og høj kompleksitet i støttebehov.
Tilbuddet hører under Børne- og Familiehuset Arild og er på nuværende tidspunkt også placeret på Arilds hovedadresse på Gadelandet 13, i Brønshøj, hvor tilbuddet oplever pladsmangel og manglende mødefaciliteter til at udvikle deres indsats. Tilbuddet deler på nuværende tidspunkt lokaler med Arild eller gør brug af faciliteter ude i byen.
Det vil derfor være en fordel, at Barn på Vej kan etablere sig i egne lokaler, der opfylder behovet for afskærmede rum til rådgivning og barselsgrupper, samtidig med der også er mulighed for at udvide indsatsen. Barn på Vej arbejder allerede på fuld kapacitet og oplever en stor efterspørgsel fra Din Sociale Indgang efter at tage flere familier og gravide ind.
Lejemålet på Suhmsgade 4 er særligt relevant, fordi første sal i bygningen allerede rummer indsatsen Barndom i Balance, et tilbud til børn og unge fra familier med rusmiddelproblemer, som ligeledes er forankret under Arild og har samme teamleder. Barn på Vej og Barndom i Balance ville derfor kunne udbygge deres positive faglige samarbejde og erfaringsudveksling, hvis Barn på vej flyttede ind på Suhmsgade 4, 2. sal.
Den Korte Snor er en bydelsopdelt indsats bestående af familierådgivere og kontaktpersoner placeret i alle Din Sociale Indgangs enheder på børne- og ungeområdet. Medarbejderne i de lokale enheder er understøttet af en central faglig enhed, der varetager supervision, kompetenceudvikling og løbende faglig kvalitetssikring.
Den Korte Snors centrale faglige enhed deler lokaler med Ungehjemmet Amager Fælled på Sundholmsvej 32, hvor enheden mangler plads til faglig supervision og til at huse kompetenceudvikling for de medarbejdere, der arbejder i Din Sociale Indgangs bydelsopdelte enheder. Som følge af pladsmanglen er indsatsen nødt til at leje eksterne lokaler op til ti gange om året for at kunne samle alle medarbejdere fra myndighedskontorerne.
Lejemålet på Tietgensgade 31A er relevant, fordi den centrale placering understøtter både målgruppens behov for afskærmet adgang og den centrale enheds arbejde. Lokalerne er samtidig fleksible nok til at rumme fælles faglige dage for alle medarbejdere fra de lokale centre, hvilket kan reducere udgifter til eksterne lejemål. Center for Børn og Unge vil også kunne anvende lokalerne fleksibelt. En flytning af Den Korte Snor vil samtidig kunne frigøre plads på Amager Fælled Ungehjem og potentielt muliggøre en udvidelse med op til to pladser.
Løsning
Socialforvaltningen foreslår, at Den Korte Snor flytter til Tietgensgade 31A. Lokalerne opfylder Den Korte Snors behov for undervisning, metodeværksteder, arbejdsgrupper og borgerrettede aktiviteter, såsom møder med unge. Forvaltningen ser flere kvaliteter ved lokalerne, der kan understøtte deres mødeaktiviteter, undervisning, kontorarbejdspladser til deres faglige enhed samt faglige dage.
Socialforvaltningen foreslår, at Barn på Vej flytter til Suhmsgade 4, 2. sal. Lokalerne tilgodeser Barn på Vejs behov for at udvide og imødekommer tilbuddets behov for lokaler til rådgivning og oprettelse af en borgerindgang til gravide og nybagte forældre.
Både Tietgensgade 31A og Suhmsgade 4, 2. sal har tidligere været anvendt som kontorer og står indflytningsklare uden behov for renovering. Ved godkendte flytninger afklares det med KEJD og den tidligere lejer, om noget inventar kan overtages for at lette processen. Overtagelse af de to adresser er mulig, når Den Uafhængige Kontrolmyndighed flytter til nye lokaler omkring sommer.
Økonomi
Den årlige husleje for Tietgensgade 31A, 1. sal udgør 0,46 mio. kr. og den årlige leje for Suhmsgade 4, 2. sal udgør 0,38 mio. kr. Begge huslejer kan håndteres inden for Center for Børn og Unges eksisterende budgetter.
Politisk handlerum
Socialudvalget kan afvise det foreslåede, og forvaltningen vil i så fald gå videre med at afsøge alternative lokationer til de to tilbud.
Videre proces
Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, giver Socialforvaltningen en positiv tilbagemelding til Økonomiforvaltningen. KEJD udarbejder herefter kontrakten til underskrift i Socialforvaltningen, og Økonomiforvaltningen og Socialforvaltningen aftaler overtagelsen af de to lejemål med henblik på indflytning omkring sommeren 2026. Den præcise dato fastlægges i samarbejde med Økonomiforvaltningen, der har ansvaret for sammenlægningen af Den Uafhængige Kontrol- og Rådgivningsfunktion.
Katrine Ring
/ Anders Johannes Kristensen