Mødedato: 19.01.2022, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Kriterier for uddeling af § 18-midler til frivilligt socialt arbejde

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget uddeler hvert år midler til frivilligt socialt arbejde, også kaldet § 18-midler. Disse midler uddeles efter kriterier, som udvalget fastsætter. Socialudvalget skal derfor tage stilling til kriterierne for § 18-uddelingen for 2023.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget godkender, at § 18-midlerne i 2023 uddeles efter de nuværende kriterier.
  2. at Socialudvalget beslutter, om der skal tilføjes et kriterie om afvisning af ansøgninger, som er forkyndende og/eller diskriminerende.
  3. at Socialudvalget godkender, at kriteriet om at afvise for sent ankomne ansøgninger fastholdes.

Problemstilling

Det følger af servicelovens § 18, stk. 2, at kommunalbestyrelsen årligt skal afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde, også kaldet § 18-midler. Som følge af Københavns Kommunes styrelsesvedtægt er kompetencen til at fordele støtten til frivilligt socialt arbejde delegeret til Socialudvalget. Udmøntning af § 18-midlerne i 2023 besluttes af udvalget i 2022. Det tidligere Socialudvalg tog sidst stilling til kriterierne for uddelingen af § 18-midlerne på møde d. 17. marts 2021. Frivilligrådet og Udsatterådet blev hørt i den forbindelse, og rådenes input er vedlagt som bilag 1 og bilag 2. Det tidligere Socialudvalg godkendte desuden en række supplerende kriterier med henblik på at sikre styrket incitament til overholdelse af bevillingsmæssige krav på møde d. 23. juni 2021.

Socialudvalget skal beslutte kriterierne for § 18-uddelingen for 2023. Udvalget skal desuden drøfte, om der skal tilføjes et nyt kriterie vedr. afvisning af ansøgninger, som er forkyndende og/eller diskriminerende. Endelig indstilles det, at udvalget fastholder princippet om, at for sent ankomne ansøgninger afvises og henvises til næste års ansøgningsrunde

Løsning

Nedenfor beskrives de eksisterende kriterier for § 18-uddelingen, som det tidligere Socialudvalg har besluttet over perioden 2018 - 2021.

Kriterier for § 18-uddelingen

Midler til små, mellemstore og store projekter

Med de nuværende uddelingskriterier sigtes der mod en balance mellem at give støtte til både små, mellemstore og store projekter. Dette betyder, at frivillige foreninger med meget forskellige målgrupper kan søge og modtage midler i § 18-puljen. Til gengæld får de fleste foreninger en lavere bevilling end ønsket – i mange tilfælde også betydeligt lavere. Der skelnes mellem små bevillinger på mellem 5.000 kr. og 100.000 kr. og store bevillinger på mellem 100.000 kr. og 500.000 kr. Der gives mange små bevillinger og få store.

§ 18-midler er et tilskud til frivilligt socialt arbejde

Ved § 18-uddelingen for 2022 var der 9,2 mio. kr. til nyuddeling, mens der blev søgt for 38,5 mio.kr. Forvaltningen vil i kommunikationen med ansøgerne fortsat lægge vægt på, at § 18-midlerne er et tilskud til frivilligt socialt arbejde. Kommunikationen sker gennem forvaltningens nyhedsbrev om § 18-puljen, på informationsmøderne om puljen som forvaltningen afholder samt i den generelle dialog med foreningerne. Foreningerne skal desuden i ansøgningsskemaet oplyse, om de modtager driftstilskud og/eller midler andre steder fra, da det er med til at give forvaltningen et billede af, hvor afgørende § 18-midlerne er for projektets gennemførsel.

Pointscore med udgangspunkt i Socialstrategiens målsætninger

Hvis en organisation søger om midler for over 100.000 kr., bruges der en pointscore, hvor der tages udgangspunkt i dele af Socialstrategien som temaer/pointscore. Det medfører, at der som led i vurderingen af ansøgerne til § 18-puljen stilles krav om, at ansøgerne i ansøgningsskemaet krydser af, om målsætningerne fra Socialstrategien indgår i målene for projektet, eksempelvis fokus på ensomhed, beskæftigelse og uddannelse, eller at flere udsatte borgere deltager i foreningsliv eller frivilligt socialt arbejde. Socialudvalget forelægges i forbindelse med behandlingen af sagen om uddeling af § 18-midlerne en oversigt over, hvordan foreningerne placerer sig efter pointscoren. Det bemærkes, at den nuværende socialstrategi udløber ved udgangen af 2022.

Socialområdet i fokus

Ansøgninger, som er målrettet projekter på socialområdet, vil blive prioriteret. Det vil typisk være foreninger, der arbejder med borgere med handicap, udsatte børn og unge samt voksne med psykiske lidelser og/eller udsatteproblematikker, som fx misbrugs-, hjemløshed- eller prostitutionsproblematikker. Ansøgninger, som vurderes at ligge uden for forvaltningens målgruppe, bl.a. på sundheds- og omsorgsområdet og flygtninge- og integrationsområdet, bevilliges ikke § 18-midler.

Længerevarende bevillinger

Op til 25 % af midlerne kan afsættes til længerevarende bevillinger, og der kan gives henholdsvis 2- og 3-årige bevillinger. Der udarbejdes samarbejdsaftaler mellem Socialforvaltningen og foreninger, der pr. år modtager 100.000 kr. eller derover.

Beløb om året pr. ansøgning

Der kan maksimalt uddeles 0,5 mio. kr. om året pr. ansøgning for at understøtte mange små bevillinger.

Manglende aflæggelse af regnskab og afrapportering

Socialudvalget besluttede desuden den 23. juni 2021, at ansøgninger som har modtaget støtte efter § 18 afvises, hvis ansøger ikke har indsendt regnskab og afrapportering samt tilbagebetalt midler i de tilfælde, hvor forvaltningen har stillet krav herom.

Nyt kriterie vedr. afvisning af ansøgninger som er forkyndende og/eller diskriminerende

Det tidligere socialudvalg drøftede forvaltningens samarbejde med organisationer med religiøst værdisæt eller ophav på udvalgsmøde d. 1. september 2021. Udvalget bestilte ved den lejlighed en drøftelse, ifm. fastsættelse af kriterierne for udmøntning af § 18-puljen i 2023, af, om der skal fastsættes et nyt kriterie om, at der ikke må ske direkte forkyndelse med henblik på omvendelse i forbindelse med de aktiviteter, der tildeles midler til. Såfremt udvalget ønsker et nyt kriterium, foreslår forvaltningen, at det formuleres med udgangspunkt i, at borgeren skal mødes af tilbuddet uden forkyndelse og diskrimination. Ansøgninger, som indeholder aktiviteter, der er forkyndende og/eller diskriminerende over for borgerne, vil således blive afvist. Det bemærkes, at organisationer med ophav i en religiøs kontekst, men som ikke søger om støtte til forkyndende aktiviteter rettet mod projektets målgruppe, fortsat kan søge om støtte til frivilligt socialt arbejde, hvis det nye kriterie vedtages.

Frivilligrådets og Udsatterådets anbefalinger

Både Frivilligrådet og Udsatterådet har i januar 2021 givet udtryk for, at de overordnet er tilfredse med de eksisterende uddelingskriterier, jf. bilag 1 og bilag 2. Dog bemærker begge råd, at det fortsat er et problem, at puljen er blevet 3 mio. kr. mindre som følge af besparelsesforslag i udvalgets omprioriteringsbidrag til Budget 2020, og at denne beslutning skaber færre muligheder for civilsamfundet på socialområdet i København. Hverken Udsatterådet eller Frivilligrådet havde yderligere tilføjelser til deres høringssvar fra januar 2021. Forvaltningen har hørt Frivilligrådet og Udsatterådet om kriteriet vedr. afvisning af ansøgninger, som er forkyndende og/eller diskriminerende. Frivilligrådets bemærkning er, at kriteriet egentlig burde være overflødigt, da der i forvejen bør tages hensyn til forkyndende aktiviteter i sagsbehandlingen af ansøgningerne til puljen, ligesom med mange andre forhold. Rådet er derfor principielt positivt indstillet ift. kriteriet. Udsatterådet havde ikke nogen bemærkninger til et eventuelt nyt kriterie.

Frivilligcentrene

Til orientering godkendte Socialudvalget på møde den 26. august 2020, at de tre frivilligcentre (SR-Bistand, Frivilligcenter Amager og Frivilligcenter Vesterbro/ Kgs. Enghave/ Valby) finansieres permanent af § 18-puljen med 1,1 mio. kr. De tre frivilligcentre har siden deres etablering været finansieret med 50 % fra kommunens § 18-midler og med 50 % statslig finansiering. Det er en forudsætning for den statslige finansiering, at kommunen støtter hvert frivilligcenter med mindst 350 t. kr.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Den samlede § 18-pulje for 2023 er budgetteret med 17,9 mio. kr., hvoraf der vil være 9,7 mio. kr. til nyuddeling.

Videre proces

Socialudvalgets beslutning vedrører uddelingsrunden for 2023. Socialforvaltningen planlægger med, at ansøgningsrunden for § 18-midlerne for 2023 er åben i perioden 28. marts 2022 til 9. maj 2022. Forvaltningen forventer at indkalde underudvalget til behandling af ansøgningerne i august. Herefter forelægges udvalget en indstilling om uddelingen i oktober 2022 sammen med en indstilling om støtte til julearrangementer for socialt udsatte for 2022. Organisationerne vil herefter modtage bevillings- og afslagsbreve i oktober og november måned. Socialudvalget vil i 2023 få en ny sag om § 18-kriterierne, hvor udvalget vil få mulighed for at beslutte om kriterierne skal ændres.

Mikkel Boje

                                              / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.


Til top