Mødedato: 18.04.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Drøftelse af kriterier for § 18-uddelingen 2019

Se alle bilag

Socialudvalget skal drøfte, hvilke kriterier der skal ligge til grund for uddelingen af § 18-midler for 2019 og frem. Udvalget skal bl.a. drøfte, om midlerne skal fordeles anderledes end den nuværende praksis, og om kriterierne skal gælde hele udvalgsperioden.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget drøfter mulige kriterier for uddeling af § 18-midler for 2019 og frem.

Problemstilling

Hvert år uddeler Socialudvalget efter servicelovens § 18 økonomisk støtte til foreninger, der ønsker at udføre frivilligt socialt arbejde. I 2018 er der uddelt for 11,9 mio. kr.

Det er Socialudvalget, der tager stilling til, hvilke kriterier der skal danne grundlag for det kommende års uddeling. Kriterierne videreformidles til foreningerne via hjemmeside og informationsmøder.

Socialudvalget besluttede den 5. februar 2018 at behandle kriterierne for uddeling af § 18-midlerne i 2019 ad to omgange i løbet af foråret. Først her ved en drøftelse af forskellige kriterier for uddelingen og efterfølgende i maj, hvor en endelig beslutning om kriterierne for uddelingen skal tages. Forvaltningen har været i dialog med Københavns Kommunes Råd for Frivilligt Socialt Arbejde (Frivilligrådet) om input til udarbejdelse af kriterierne for fordelingen. Der refereres til rådets input løbende i de nedenstående løsningsforslag, og af bilag 1 fremgår rådets samlede anbefalinger.

Løsning

Herunder er skitseret seks forslag til forskellige kriterier for fordeling af § 18-midlerne (jf. bilag 3 for at se løsningsmodellerne i skemaform). Nogle af forslagene kan kombineres, mens andre udelukker hinanden. Forslagene udgør tilsammen grundlaget for udvalgets drøftelse om kriterierne for fordeling af § 18-midlerne for 2019 og evt. hele udvalgsperioden. 

  1. Model 1: Uddelingen fortsætter som hidtil

Med de nuværende kriterier tilgodeses mange foreninger, til gengæld får de fleste en lavere bevilling end ønsket. Sidste år fik 260 projekter del i de 11,9 mio. kr., og der blev i alt søgt for 43 mio. Der blev givet 9 afslag. Frivilligrådet er overordnet tilfredse med måden, som § 18-midlerne uddeles på, hvor der gives midler til foreninger af forskellig størrelse, og hvor en mangfoldighed af byens udsatte borgere tilgodeses ved, at frivillige foreninger med meget forskellige målgrupper kan søge midler i § 18-puljen. Se bilag 2 for en uddybning af de nuværende kriterier. 

    2. Model 2: Færre foreninger får § 18-midler, men større beløb uddeles

Med denne model vil de udvalgte projekter få bevillinger, der stemmer bedre overens med det ansøgte beløb og det budget, der ligger til grund for deres projekt. En konsekvens ved at uddele større bevillinger til færre projekter vil være flere afslag og flere bevillingsudløb.

Model 1 og 2 udelukker hinanden.

     3. Model 3: Fordeling af midler efter tema

Ved at prioritere en del af § 18 midlerne til et eller flere temaer kan midlerne uddeles mere strategisk. Fx kunne en del af puljemidlerne prioriteres til projekter, der understøtter Socialstrategien, bekæmper ensomhed eller fokuserer på øget sundhed. Med model tre kan politisk udvalgte udfordringer og indsatsområder tydeligt tilgodeses.

Supplerende kriterier

     4. Prioritering af tættere samarbejde mellem projekterne og forvaltningens tilbud 

Et kriterium kunne gå på, at projekter, der supplerer forvaltningens tilbud, vil blive prioriteret. Konkret kunne en forening byde ind med aktiviteter for borgere på et af kommunens botilbud. Som tillæg til ansøgningsskemaet kunne en tilkendegivelse af ønske om gensidigt samarbejde vedlægges. På den måde kan § 18 midlerne bruges til at understøtte og supplere de aktiviteter, der allerede foregår i forvaltningen. Et sådan kriterium kan evt. kombineres med et krav om, at de foreninger, der samarbejder med kommunes tilbud, skal videndele med hinanden og forvaltningen.

Frivilligrådet anbefaler efterspørgselsdrevne bevillinger, og at forvaltningen i højere grad følger op på, om de midler der går til udviklingsprojekter (de såkaldte samskabelsesprojekter), hvor samarbejde mellem forening og forvaltning er i fokus, skaber velfungerende samarbejder til gavn for borgerne (se uddybning i bilag 1).

Prioritering af tættere samarbejde med forvaltningen bør kun omfatte en del af puljen, da nogle foreninger netop har deres styrke ved at nå nogle borgere, som kommunen ikke når.

     5. Højere beløbsgrænse for § 18-bevillinger   

Minimumsbeløbet, der kan ansøges om i § 18-puljen, er 5.000 kr.  Ved at forhøje beløbsgrænsen for § 18-bevillinger kan det sikres, at der kun gives bevillinger til projekter af en vis størrelse og omfang, og hvor minimumskravene til dokumentation mm. bedre kan svare sig. Det kan dog have negative konsekvenser for de helt små foreninger. I § 18-uddelingen for 2018 modtog 13 foreninger en bevilling på 5.000 kr. 20 foreninger modtog en bevilling på mellem 5.000-9.999 kr. Af disse projekter var størstedelen aktiviteter for ældre og forskellige madfællesskaber for udsatte borgere. Fælles for foreningerne er, at de ofte har begrænsede økonomiske midler og er afhængige af § 18-midler for at kunne drive deres projekter.

Ved uddelingen for 2018 uddeling modtog i alt 179 foreninger en bevilling på under 50.000 kr. (se bilag fire for et samlet overblik over puljens fordeling i 2018). 254 foreninger ud af de 260, som modtog en bevilling, fik et mindre beløb tildelt, end det de ansøgte om.

     6. Længerevarende bevillinger til udvalgte projekter

Med de nuværende kriterier er 15 % af § 18-puljen afsat til 3-årige bevillinger, hvor foreninger, der samskaber også indgår. Hermed gives mulighed for at arbejde mere eksperimenterende og udvikle nye aktiviteter. Det kan overvejes, om andelen af tre-årige bevillinger skal forblive, som den er, eller sættes op eller ned. En styrke er, at projekterne via en længerevarende bevilling ofte får en mere bæredygtig forankring. Flere foreninger udtrykker ønske om at få længerevarende bevillinger, da det giver en økonomisk tryghed og mulighed for at planlægge frem i tid. En konsekvens af at afsætte midler til tre-årige bevillinger er, at det fremtidige beløb til nytildelinger blive tilsvarende mindre. Der er desuden en økonomisk usikkerhed i at øge antallet af 3-årige bevillinger, idet forvaltningens budget kan ændre sig.

Øvrige forslag til ændringer

Der er ansøgningsfrist til § 18-puljen primo september, og ansøgere får besked om, hvorvidt de har fået en bevilling i november/december. Dette gør det svært for foreningerne at planlægge fremadrettet. Frivilligrådet anbefaler derfor, at fordelingen af § 18-midlerne foretages tidligere på året. Frivilligrådet har desuden drøftet en model, hvor der laves to ansøgningsrunder for puljen.

Forvaltningen bemærker, at der vil blive brugt uforholdsmæssigt flere ressourcer på administration af puljen, hvis der indføres to ansøgningsrunder. Forvaltningen vurderer dog, at det vil være muligt at fremrykke ansøgningsfristen i den nuværende uddelingsmodel, f.eks. til maj, således, at der kan gives tilsagn om midler til alle ansøgere allerede i årets 3. kvartal.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

På baggrund af Socialudvalgets drøftelse og eventuelle ønsker til nye kriterier og rammer for fordelingen af § 18-midlerne vil forvaltningen i maj 2018 forelægge udvalget et revideret oplæg med konkrete forslag til fremtidige kriterier for fordeling af midlerne.

 

Nina Eg Hansen /

              Eva Stokbro Jensen     

 

 

 

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev drøftet.

Til top