Mødedato: 18.04.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Oplæg til Socialudvalgets studietur 2018

Socialforvaltningen har på baggrund af drøftelser med et underudvalg under Socialudvalget foreslået tre destinationer og datoer for udvalgets studietur, som Socialudvalget skal tage stilling til.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

    1. At Socialudvalget på baggrund af underudvalgets anbefaling godkender én af          følgende destinationer som ramme for en studietur i 2018/2019:

         A. London/Swindon 

         B. Helsinki/Stockholm 

         C. Vancouver/Seattle

    2. At Socialudvalget godkender, at studieturen finder sted i én af følgende perioder:

         A. 25.-29. juni

         B. 6.-10. august

         C. Fem dage primo 2019

Problemstilling

Socialudvalget skal drøfte og træffe beslutning om rejsemål og tidspunkt for Socialudvalgets studietur 2018/2019.

Et underudvalg under Socialudvalget er kommet med bud på forskellige temaer inden for socialområdet, hvor udvalget med fordel kan søge inspiration fra andre lande. Socialforvaltningen har på den baggrund udvalgt en række mulige destinationer og efter drøftelser med underudvalget fremlagt tre rejsemål, som Socialudvalget kan vælge mellem.

Løsning

Datoer: Socialforvaltningen har identificeret perioder, hvor der ikke er udvalgsmøder og møder i Borgerrepræsentationen. Der foreslås et femdages program fra mandag til fredag.

Destinationer

A. England (London/Swindon)

Temaer

  • Helhedsorienteret familieindsats
  • Hjemløshed - tidlig indsats
  • Recovery

Estimeret udgift ca. 220.000 kr. 

Storbritannien har et andet velfærdssystem end i Danmark, men står på det sociale område over for en række af de samme udfordringer.

Som storby tiltrækker London, som København, hjemløse fra hele landet, og særligt unge hjemløse. En tur til London vil kunne give inspiration til, hvordan forvaltningen kan hjælpe førstegangshjemløse. Initiativet No Second Night Out går ud på at yde hjemløse, som sover på gaden for første gang, et individuelt tilpasset tilbud som vej ud af hjemløsheden. Ligesom København oplever London også, at udenlandske hjemløse i stigende grad er en del af gadebilledet. Organisationen Shelter vil kunne fortælle om de særlige juridiske udfordringer ift. udenlandske hjemløse, og Socialudvalget vil kunne høre om erfaringerne fra London Reconnection Project, som er et tilbud til udsatte hjemløse EU migranter.

Socialforvaltningen har siden 2015 været i gang med at omstille indsatsen på ungeområdet til en mere helhedsorienteret indsats på tværs af faggrupper og med vægt på inddragelse af den unge, dennes familie og netværk. LIFE programmet i Swindon er et klasseeksempel på denne måde at arbejde på. LIFE går ud på at gentænke den sociale indsats for meget udsatte familier. Alle indsatser for en familie samles i Swindon i ét team på tværs af forvaltninger, udpeget af familien selv. Et andet interessant element er teamets opsøgende og insisterende kontakt til borgeren kombineret med en høj grad af borgerstyring af, hvilke udfordringer der skal arbejdes med. Det skaber tillid til teamet og et medejerskab til forandringerne hos borgeren.

England har endelig stor erfaring indenfor recovery i form af bl.a. recovery colleges, hvor borgere med psykiske vanskeligheder, misbrug eller hjemløshed trænes af erfaringseksperter i at mestre eget liv. Erfaringseksperter er borgere, som selv har eller har haft psykiske vanskeligheder, men som har lært at håndtere disse og nu støtter andre. Et andet eksempel er Assertive Community Treatment (ACT), hvor borgere med svære psykiske lidelser får tilknyttet et tværfagligt, udgående team, der hjælper og støtter borgeren med sociale, psykiske, praktiske og sundhedsmæssige forhold. Metoden bliver anvendt ift. hjemløse her i København og har fra 2014-2017 været afprøvet til borgere over 18 år med psykiske vanskeligheder og samtidigt misbrug.

B. Finland (Helsinki/Stockholm)

Temaer 

  • Helhedsorienterede indsatser til unge hjemløse
  • Recovery
  • Tidlig indsats/sociale indsatser til børn og unge

Estimeret udgift ca. 200.000 kr. 

Med en studietur til Finland har udvalget mulighed for at opleve, hvordan udfordringer på socialområdet inden for bl.a. hjemløshed og socialpsykiatri håndteres i et land, der på mange måder er sammenligneligt med Danmark. Finland har som et af de eneste lande i Europa formået at nedbringe antallet af hjemløse i de seneste år, bl.a. som følge af en effektiv hjemløsestrategi med Housing First metoden i centrum. Siden 2008, hvor Housing First først blev introduceret, er antallet af langvarigt hjemløse faldet med mere end 1.000 personer. Udover at benytte Housing First, som også er veletableret i Københavns Kommune, har man i Finland haft et betydeligt fokus på at tilvejebringe tilstrækkeligt med boliger til målgruppen. Mellem 2008 og 2015 blev der således etableret 3.500 boligenheder til hjemløse.

Finland er desuden velanset for sit velfungerende uddannelsessystem og har i mange år ligget højt i PISA-undersøgelserne. Det er især ift. den del af skolesystemets elever, der generelt ikke klarer sig så godt, at Finland er i toppen. Finland skiller sig samlet set ud fra resten af Norden med en bedre evne til at inkludere svage og marginale grupper i skolen og løfte dem til en højere socio-økonomisk status. Både i Danmark, Norge og Sverige investeres der flere penge i det special-pædagogiske område end i Finland – men der opnås tilsyneladende ikke lige så gode resultater.

Inden for psykiatrien er Finland blandt andet kendt for at have udviklet Åben Dialog tilgangen. Tværfaglige kriseteams på tværs af hospitals- og socialpsykiatri rykker ved behov ud inden for 24 timer og tilbyder samtaler og behandling til mennesker ramt af psykose. Det særlige ved disse kriseteams er, at der ikke kun tilbydes hjælp til borgeren, men også til de netværk og pårørende, som er omkring borgeren. Hjælpen tilbydes i eget hjem, og alle samtaler, aftaler og kommunikation foregår sammen med borgeren og dennes netværk.

Kombineres turen til Finland med et besøg i Stockholm i Sverige, vil det bl.a. være oplagt at besøge Fryshuset. Fryshuset er Europas største ungdomshus og har en lang række forskellige tilbud til unge – blandt andet til dem, der på en eller anden måde er faldet ud af, eller er ved at falde ud af, uddannelses- og beskæftigelsessystemet.

C. Canada (Vancouver/Seattle)

Temaer 

  • Misbrug og skadesreduktion
  • Recovery
  • Helhedsorienterede familiebehandlingsprogrammer

Estimeret udgift ca. 460.000 kr. 

Med en tur til Vancouver i Canada vil der være mulighed for at opleve en række indsatser inden for bl.a. misbrugsbehandling, skadesreduktion og recovery, som kan være relevante i en københavnerkontekst. Fx minder stofscenen i Vancouver til dels om den københavnske, hvor en stor del af stofhandlen er koncentreret om en bestemt bydel, som på Vesterbro.

Det er værd at bemærke, at sindslidelse og misbrug ofte betragtes under ét i Canada. I byen findes derfor flere tilbud til borgere med kombineret misbrug og psykiske lidelser. Dertil har man i Canada udviklet en national strategi for forbedring af befolkningens mentale helbred, som i høj grad har recovery som et fokuspunkt. I Vancouver er der flere eksempler på, hvordan der arbejdes recovery-orienteret med borgere med psykiske lidelser gennem uddannelse, forskning og støttetilbud.

Herudover kan man i Vancouver finde et særligt tæt samarbejde mellem politi og sundhedsmyndighederne, som har eksisteret i over 30 år. Dette særlige samarbejde bygger på den helhedsorienterede støtte- og behandlingsindsats ACT. Dette arbejde har udviklet sig til etableringen af Assertive Outreach Teams (AOT), som har vundet stor anerkendelse for den særlige indsats og tilgang, der ydes på gadeplan til de allermest udsatte borgere.

Endelig kan turen kombineres med et besøg i Seattle, hvor det bl.a. vil være muligt at indhente erfaringer om helhedsorienterede familiebehandlingsprogrammer såsom Multidimensional Treatment Foster Care (MTFC), hvor behandlingen omfatter både barnet/den unge og forældrene. En variant af denne form for indsats afprøves i øjeblikket i Københavns Kommune i form af et pilotprojekt for udsatte familier i Tingbjerg.  

Opmærksomheden henledes på, at en tur til Vancouver/Seattle vil kunne give anledning til kritik, idet rejseomkostningerne er markant højere end for de øvrige destinationer. 

Økonomi

Det foreløbige budget for studieturen omfatter en tur for ca. 16 personer (11 socialudvalgsmedlemmer og 4-5 embedsmænd), og baserer sig på aktuelle flypriser og udgifter til tidligere studieture:

Udgiftsart

London

Helsinki

Vancouver

Flyrejse

15.000 kr.

20.000 kr.

150.000 kr.*

Transport i øvrigt

25.000 kr.

25.000 kr.

40.000 kr.

Hotelophold

120.000 kr.

100.000 kr.

160.000 kr.

Forplejning

35.000 kr.

35.000 kr.

60.000 kr.

Planlægning, oplægs­holdere mv.

25.000 kr.

25.000 kr.

50.000 kr.**

I alt

220.000 kr.

205.000 kr.

460.000 kr.

*Det bemærkes, at der er et stort udsving i billetpriser fra juni (højsæson) til november, hvor prisen er ca. det halve. ** Beløbet inkluderer bistand fra Konsulatet i Vancouver.

Videre proces

Når Socialudvalget har bestemt sig for destination og tidspunkt for studieturen, vil Socialforvaltningen udarbejde et mere præcist program for turen.

Nina Eg Hansen

                                       / Marie Kruse

Beslutning

Socialudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt, B. Helsinki/Stockholm og 2. at-punkt C. Fem dage primo 2019 som ramme for en studietur i 2018/2019.

Til top