Mødedato: 18.04.2007, kl. 16:00

Kvalitetsstander for personlig og praktisk hjælp og træning i hjemmet

Kvalitetsstander for personlig og praktisk hjælp og træning i hjemmet

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 18. april 2007

 

 

12.      Kvalitetsstander for personlig og praktisk hjælp og træning i hjemmet

 

SUD 120/2007  J.nr. 120/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Socialudvalget skal træffe beslutning om, at kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp, samt kvalitetsstandarder for vedligeholdende træning, sendes i høring. Kvalitetsstandarderne gælder for 2007.  

    

Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.  At Socialudvalget godkender at udkast til kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp efter Servicelovens §83, jf. bilag 1a, sendes til høring

2.  At Socialudvalget godkender at udkast til kvalitetsstandarder for vedligeholdende træning efter Servicelovens §86, stk. 2, jf. bilag 1b, sendes til høring.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 18. april 2007

Punktet blev udsat.

 

Problemstilling

Revideringen af kvalitetsstandarderne er et led i genopretningsprojektet på hjemmeplejeområdet (jf. SUD 408/2006). Baggrunden herfor er, at kvalitetsstandarderne ikke udgør et tilstrækkeligt fundament for udvikling af styringsrelationen.  Problemet er, at kvalitetsstandarden ikke er et aktivt værktøj i hverdagen, hvorfor kvalitetsstandarderne ikke danner grundlag for en ensartet visitation på tværs af byen i overensstemmelse med serviceniveau. Herudover er der ringe kendskab til kvalitetsstandarden i udførerdelen, hvorfor der ikke er tilstrækkelig sammenhæng mellem de udmålte ydelser, og de ydelser der leveres i borgerens hjem. Samtidig rejser Revisionsdirektoratet kritik af, at Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har en uensartede udmåling af ydelser til hjemmehjælp (jf. SUD 22/2007). Endelig var der i forbindelse med revideringen af kvalitetsstandarderne for 2006 ikke tilstrækkelig tid til at indarbejde de indkomne høringssvar.

 

Løsning

For at imødekomme problemstillingen er kvalitetsstandarderne revideret med henblik på at styrke standarderne som et styringsredskab. Endvidere er udarbejdet en implementeringsstrategi med det formål at sikre, at kvalitetsstandarderne bliver et synligt og aktivt værktøj i hverdagen (jf. bilag 5).

For at styrke kvalitetsstandarderne som styringsredskab er der bl.a. foretaget følgende ændringer:

·        Synliggørelse af målsætningerne for personlig og praktisk hjælp

·        Synliggørelse af Socialforvaltningens serviceniveau bl.a. ved at beskrive tildelings-/adgangskriterier for ydelserne samt sagsbehandlingsfrister

·        Beskrivelse af kvalitetskravene til leveringen af ydelserne

·        Udarbejdelse af særskilte kvalitetsstandarder for § 86 (vedligeholdende træning)

Revideringen af kvalitetsstandarderne bidrager samtidig til at imødekomme Revisionsdirektoratets kritik.

En række af ændringerne er indarbejdet på baggrund af de indkomne høringssvar fra kvalitetsstandarderne i 2006. Alle ændringer samt Socialforvaltningens indarbejdelse af høringssvarene fra 2006 fremgår af bilag 2.

I forbindelse med revideringen af kvalitetsstandarderne ønsker Socialforvaltningen ligeledes at ændre forvaltningens visitationsprincip, således at Socialforvaltningen fremadrettet udmåler ydelser frem for tid i afgørelsen til borgerne. I kvalitetsstandarderne for 2007 er det derfor fastsat, at borgeren visiteres til ydelser, med angivelse af hvor hyppigt disse leveres. Baggrunden herfor er, at:

·        Hjemmehjælp udmåles efter en konkret individuel vurdering af borgerens behov. Fokus i indsatsen er på sammenhængen mellem behov og løsning af opgaver. En visitation til ydelser tilgodeser denne sammenhæng. 

·        Socialforvaltningens specielle målgruppe er uensartet og stiller derfor store krav til fleksibilitet. Den anvendte tid på en given opgave kan variere meget fra gang til gang. Hjemmeplejens personale bør have mulighed for at tilrettelægge sit arbejde efter disse skiftende behov. 

·        Såfremt borgeren i forbindelse med afgørelsen om til delingen af ydelser informeres om en tidsramme for ydelserne mindsker dette effektivitetsmuligheden i leveringen af hjælpen. Konsekvensen af dette er, at kvaliteten i hjemmehjælpen bliver et spørgsmål om, hvor længe Socialforvaltningens medarbejdere er i borgerens hjem og ikke, hvordan ydelsen udføres.

En ændring af Socialforvaltningens visitationsprincip vil medføre en ensretning af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningens forskelligartede praksis for udmelding af tid i afgørelserne til borgerne. Således imødekommes Revisionsdirektoratets anbefaling om, at forvaltningerne ensretter principperne for udmålingen af ydelser (jf. SUD 22/2007). Endvidere imødekommer Socialforvaltningen KL's anbefaling om, at der i afgørelsen til borgerne udelukkende udmåles ydelser. Afgørelser fra Ankestyrelsen understøtter, at borgeren ikke har et retskrav på udmåling af tid i afgørelserne.

 

Økonomi

Serviceniveauet for personlig og praktisk hjælp og vedligeholdende træning er uændret. Revisionen af kvalitetsstandarderne har derfor ingen økonomiske konsekvenser. Dog forventes det, at styrkelsen af kvalitetsstandarderne som styringsredskab og den efterfølgende implementering bidrager til at reducere merforbruget på handicapområdet.  Dette sikres gennem en tydeliggørelse af serviceniveauet, der skal sikre en mere præcis og  ensartet visitationspraksis samt en levering af ydelserne i overensstemmelse med kvalitetsstandarderne.

 

Videre proces

Udkast til kvalitetsstandarderne for hhv. hjemmehjælp og vedligeholdende træning sendes i høring til bruger- og pårørendeorganisationer, jf. bilag 3. Efter endt høring skal reviderede kvalitetsstandarder forelægges for Socialudvalget med henblik på endelig godkendelse d. 20. juni 2007. Efter Socialudvalgets godkendelse implementeres kvalitetsstandarderne, jf. bilag 5.   

 

Bilag

Bilag 1a. Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp for psykisk syge, handicappede og misbrugere 2007

Bilag 1b. Kvalitetsstandarder for vedligeholdende træning for psykisk syge, handicappede og misbrugere 2007

Bilag 2: Oversigt over ændringer i kvalitetsstandarderne for 2007 samt indarbejdelse af høringssvar fra 2006

Bilag 3: Oversigt over høringsparter i forbindelse med høring af kvalitetsstandarderne for 2007.

Bilag 4: Sundheds- og Omsorgsforvaltningens og Socialforvaltningens serviceniveau til hjemmehjælp, jf. § 83

Bilag 5. Implementeringsstrategi

 

         Anette Laigaard

                                                         / Jens Elmelund


 

Til top