Kriterier for uddeling af § 18-midler til frivilligt socialt arbejde 2027-2030
Socialudvalget uddeler hvert år økonomisk støtte til frivilligt socialt arbejde for Socialforvaltningens målgrupper, jf. servicelovens § 18, stk. 2 og Barnets Lov § 17. Udvalget uddeler ligeledes økonomisk støtte til julearrangementer. Julestøtten er, modsat § 18-puljen, ikke lovbestemt. Midlerne i begge puljer uddeles efter kriterier, som udvalget fastsætter. Det har været praksis, at der nedsættes et underudvalg under Socialudvalget, som årligt forbereder fordelingen af § 18-midlerne og den økonomiske støtte til julearrangementer, som herefter behandles på møde i Socialudvalget i efteråret. § 18-midlerne udmøntes til brug i det efterfølgende år. Socialudvalget skal med denne indstilling godkende kriterierne for § 18-uddelingen for perioden 2027 til 2030.
Der er ca. 13,6 mio. kr. at uddele for i 2027. Der blev ved sidste ansøgningsrunde ansøgt om 36,6 mio. kr. Socialudvalget modtager også sagen om kriterier til økonomisk støtte til julearrangementer og sagen om nedsættelse af et underudvalg.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender de reviderede kriterier for uddeling af § 18-midler for uddelingsperioden 2027 til 2030, jf. bilag 1.
- at Socialudvalget godkender, at ansøgninger som modtages efter fristen afvises.
- at Socialudvalget godkender, at ansøgninger til § 18-midler afslås, hvis ansøger ikke har afleveret regnskab eller afrapportering vedr. en tidligere bevilling, eller ikke har tilbagebetalt bevilgede beløb i de tilfælde, hvor forvaltningen har stillet krav herom, og at forvaltningen bemyndiges til at trække et bevillingstilsagn tilbage, hvis det før udbetalingstidspunktet konstateres, at der ikke er indsendt regnskab og evalueringer vedr. tidligere år, eller bevilgede beløb ikke er tilbagebetalt i de tilfælde, hvor forvaltningen har stillet krav herom.
Problemstilling
Det følger af servicelovens § 18, stk. 2 og Barnets Lov § 17, at kommunalbestyrelsen årligt skal afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde. Støtten er også kendt som § 18-midler. § 18-puljen reguleres årligt med pris- og lønudviklingen.
Kompetencen til at fordele støtten til frivilligt socialt arbejde er i Københavns Kommune delegeret til Socialudvalget jf. kommunens styrelsesvedtægter. Det har været praksis, at der nedsættes et underudvalg under Socialudvalget, som forbereder fordelingen af § 18-midlerne og den økonomiske støtte til julearrangementer.
Forvaltningen modtog ved seneste års uddeling i alt 229 ansøgninger om støtte til frivilligt socialt arbejde i 2026.
Udmøntningen af støtten sker på baggrund af kriterier fastsat af Socialudvalget. Det tidligere Socialudvalg tog senest stilling til kriterierne for uddelingen af § 18-midler den 15. marts 2023.
Socialudvalget skal beslutte kriterierne for § 18-uddelingen for perioden 2027 til 2030.
Løsning
Forvaltningen foreslår, at udvalget i store træk fastholder de nuværende kriterier, jf. bilag 1, dog med den tilføjelse at udvalget tilføjer et nyt kriterie om loft på antal ansøgninger til puljen pr. forening/fond samt loft på ansøgningsbeløb på 1 mio. kr. Forvaltningen har hørt Frivilligrådet om kriterierne, jf. nedenfor.
De nuværende kriterier for § 18-uddelingen fremgår af bilag 1. Forvaltningen præsenterer nedenfor sit forslag til et nyt kriterie om loft på antal ansøgninger og loft på ansøgningsbeløb. Derudover skitseres frivilligcentrenes finansiering gennem § 18-puljen.
Den kommende ansøgningsrunde
Socialforvaltningen forventer, at næste ansøgningsrunde for § 18-midler og julestøttemidler er åben fra den 23. marts 2026 til den 4. maj 2026. Forvaltningen gør opmærksom på puljen gennem forskellige kanaler, herunder kommunens hjemmeside, nyhedsbrev til interesserede ansøgere og gennem afholdelse af informationsmøder. Forvaltningen vil i sin annoncering af puljen ligesom tidligere år gøre ansøgere opmærksomme på, at fristen skal overholdes og at ansøgninger modtaget efter fristen afvises.
Socialudvalget vil i forbindelse med uddelingen af midlerne for 2027 til efteråret modtage en oversigt over, hvordan midlerne er fordelt på bydele, målgrupper og aktiviteter. Socialforvaltningen lægger i sin fordeling vægt på, at § 18-midlerne så vidt muligt fordeles på tværs af forvaltningens målgrupper, kommunens bydele og forskellige aktivitetstyper. Den endelige fordeling afhænger dog af det samlede ansøgerfelt.
Forslag til nyt kriterie om loft på antal ansøgninger og ansøgningsbeløb
Forvaltningen foreslår at indføre et nyt kriterie om loft på antal ansøgninger, som foreninger kan indsende til den årlige ansøgningsrunde, så hver forening maksimum kan indsende én ansøgning. Forvaltningen foreslår også, at der indføres et loft på ansøgningsbeløbet, så der maksimum kan ansøges om 1 mio. kr. pr. forening/fond (CVR-nummer). Den tidligere beløbsgrænse var på maksimum 500 t. kr. om året pr. ansøgning.
Forvaltningen vurderer, at kriteriet kan være med til at øge gennemsigtigheden og overblikket i puljeuddelingen, og dermed sikre en mere ligelig fordeling af § 18-midlerne til de forskellige foreninger i København. Forvaltningen vurderer, at kriteriet bl.a. kan være med til at give forvaltningen bedre mulighed for at vurdere de enkelte ansøgningers budgetter, herunder hvor meget forvaltningen bevilger af midler til rammerne for indsatsen, fx. lokaler, telefon, administration, indslusning, opkvalificering og supervision af frivillige etc. Derudover vil kriteriet medføre, at der både hos forvaltningen som hos foreningerne vil være mindre administrativt arbejde. Indførelse af kriteriet kan betyde, at de enkelte lokalafdelinger hos foreningerne i højere grad skal koordinere deres indsatser med hinanden forud for, at de indsender deres samlede ansøgning til § 18-puljen.
Ved den seneste uddeling var der i alt 24 foreninger, der havde ansøgt om midler til flere projekter. Disse 24 foreninger havde i alt indsendt 80 ansøgninger. Se bilag 3 for oversigten.
Frivilligrådets anbefalinger til kriterierne
Frivilligrådets anbefalinger fremgår af bilag 2. Frivilligrådet kan hverken entydigt støtte eller afvise forvaltningens forslag om det nye kriterie vedr. loft på antal ansøgninger og loft på ansøgningsbeløb. De påpeger på den ene side, at det nye kriterie kan bidrage til at reducere den administrative byrde og frigøre tid og ressourcer både i Kommunens sagsbehandling, samt hos nogle af civilsamfundets organisationer. Samtidig er der potentiale for at én samlet ansøgning kan styrke overblikket og transparensen i forhold til den enkelte organisations samlede bevillinger og indsatser. På den anden side gør Frivilligrådet Socialudvalget opmærksom på, at indsatserne i en organisation, kan ligge meget langt væk fra hinanden i målgruppe og frivilligindsats. En samlet ansøgning kan derfor skabe mindre gennemsigtighed omkring, hvad pengene reelt går til i en given § 18 ansøgning, samt udfordringer med at fordele midlerne internt i organisationen, hvis der bevilliges mindre end det ansøgte beløb. Der henvises til bilag 2 for det fulde overblik over Frivilligrådet høringssvar.
Frivilligcentrene
Socialudvalget godkendte på udvalgsmøde den 26. august 2020, at de tre frivilligcentre (SR-Bistand, Frivilligcenter Amager og Frivilligcenter Vesterbro/ Kgs. Enghave/ Valby) finansieres permanent af § 18-puljen med tilsammen 1,1 mio. kr. De tre frivilligcentre har siden deres etablering været finansieret med 50 pct. fra kommunens § 18-midler og med 50 pct. statslig finansiering. Socialudvalget godkendte på udvalgsmøde den 28. januar 2026 at øge frivilligcentrenes finansiering til 1,2 mio. kr. i alt.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Udgifterne afholdes inden for puljen.
Politisk handlerum
Udvalget kan beslutte at justere i de kriterier, som forvaltningen har foreslået, herunder at reservere en del af puljen til en eller flere specifikke temaer/målgrupper som fx borgere i hjemløshed. Ved en tidligere drøftelse i Socialudvalget i 2019 besluttede udvalget, at der ikke skulle reserveres en del af § 18-puljen til et specifikt tema.
Videre proces
Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil kriterierne for uddelingen af § 18-midler gælde for perioden 2027 til 2030. Socialforvaltningen forventer, at næste ansøgningsrunde for § 18-midler til brug i 2027 er åben fra den 23. marts 2026 til den 4. maj 2026.
Socialudvalget vil modtage en sag om uddelingen af § 18-puljen den 7. oktober 2026. Ansøgere til puljen vil herefter modtage besked om udfaldet af deres ansøgning i løbet oktober og november.
Katrine Ring
/ Eva Stokbro Jensen