Mødedato: 17.09.2025, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Ny placering til Brobyggerne

Resumé

Med indstillingen fremlægges forslag om ny fysisk placering til Brobyggerne mhp. at overdrage Brobyggernes nuværende lejemål til Din Sociale Indgang (afdeling City/Østerbro).

Da der er tale om en borgerindgang, skal SUD godkende flytningen jf. delegationsbeskrivelsen. Brobyggerne har dog primært en udgående funktion, hvor 80-85% af Brobyggernes aktivitet foregår ude, og det er således primært en medarbejderbase, der flyttes. Medarbejderne i Brobyggerne møder børnene, de unge og familierne i tilknytning til hverdagslivet. Det vil sige i hjemmet, på skoler, i børne – og ungdomspsykiatrien, i institutioner og organisationer og i familiens nærmiljø.

Brobyggerne er i dag placeret på Svendborggade 25, 2. sal – i samme bygning som Din Sociale Indgang (afdeling City/Østerbro). Med etableringen af Din Sociale Indgang på tværs af udsatte og handicap har afdelingen City/Østerbro et stort behov for mere plads til afholdelse af borgersamtaler, netværksmøder mv. Da Brobyggerne samtidig også efterspørger et større lejemål, er der fundet en ny placering til Brobyggerne.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at enheden Brobyggerne flytter fra Svendborggade 5, 2. sal på Østerbro til Suhmsgade 4, stuen og 3. sal i indre by.

Problemstilling

Brobyggerne er en specialiseret kontaktpersonsordning og psykologtilbud til børn, unge og familier med vanskeligheder inden for psykiatri. Brobyggerne er en bydækkende enhed.

En ny placering til Brobyggerne er i første omgang foranlediget af behovet for at frigive plads til Din Sociale Indgang (afdeling City/Østerbro) på Svendborggade 5. Brobyggerne har dog også et selvstændigt behov for flere kvadratmeter, som yderligere taler for, at der findes en ny placering.

Brobyggerne overtog lejemålet i Svendborggade 5 i 2021. Siden indflytning i lejemålet er enheden vokset fra 30 til 65 medarbejdere. Tilsvarende er antallet af borgersager tilknyttet Brobyggerne tredoblet. Aktuelt har enheden ca. 300 børn og unge samt familier i behandling.

Brobyggerne efterspørger et større lejemål og har særligt behov for mødelokaler, samtalelokaler, fleksible arbejdspladser og ikke mindst lokaler, hvor de kan samle de unge og skabe positive fællesskaber.

Løsning

Socialforvaltningen råder over to lejemål i Suhmsgade 4, der er blevet ledige efter etablering af Autismehuset og sammenlægningen af § 85 Bostøtten under CABS som del af Ét SOF.

Lejemålene på Suhmsgade 4, stuen og 3. sal vurderes af Center for Børn og Unge at være særdeles velegnede. Beliggenheden er meget central, og det vil være nemt for borgerne at komme til tilbuddet. Indretningen lever også op til ønskerne, da kombinationen af lejemålet i stuen og på 3. sal vil give Brobyggerne de nødvendige kontor- og samtalefaciliteter, og samtidig er der i stueplan flere store mødelokaler, der kan anvendes til gruppemøder, netværkssamtaler og forskellige aktiviteter for børnene/de unge og deres familier.

Suhmsgade 4 huser også enheden Barndom i Balance, der også hører under Center for Børn og Unge, og der vil således være god synergi i at samle flere børne- og ungetilbud i den samme bygning.

Brobyggernes nuværende lejemål på Svendborggade 5 er på ca. 590 m2. Det nye, samlede lejemål på Suhmsgade vil være på ca. 960 m2.

Bemærkninger fra HovedMED

HovedMED har behandlet indstillingen om flytning af Brobyggerne på møde den 13. august 2025. Her blev der givet udtryk for, at der var stor tilfredshed med den planlagte placering på Suhmsgade 4. HovedMED løftede et opmærksomhedspunkt om at sikre handicaptilgængelighed på den nye adresse af hensyn til en stigning i visitering af unge med fysiske funktionsnedsættelser.

Lejemålene på Suhmsgade 4, stuen og 3. sal er ikke umiddelbart egnet til borgere med fysiske funktionsnedsættelser, da der er tale om en ældre bygning med mange trapper og uden elevator. For at opnå handicaptilgængelighed vil der skulle foretages væsentlige ombygninger, som vil være bekostelige og udskyde indflytningstidspunktet betragteligt. Dertil er det usikkert, om det er teknisk og planmæssigt muligt at skabe fuld handicaptilgængelighed i bygningen. Dette vil først skulle afdækkes nærmere via en forundersøgelse foretaget af Københavns Ejendomme.

Brobyggerne oplyser, at enheden på nuværende tidspunkt har visiteret én borger med funktionsnedsættelser ud af en samlet brugergruppe på ca. 300 borgere. Da langt den største aktivitet og de fleste møder med borgeren foregår uden for Brobyggernes base, foreslår Socialforvaltningen at fastholde placeringen på Suhmsgade, og fortsat anvende faciliteter på Svendborggade i de tilfælde, hvor der skal afholdes møder med borgere med funktionsnedsættelser.

Økonomi

Med den nye placering af Brobyggerne på Suhmsgade 4, sker der en omfordeling af lejemål og huslejebudgetter mellem enheder internt i Socialforvaltningen. De samlede udgifter til husleje i Socialforvaltningen forbliver uændret. Den interne omfordeling beskrives nedenfor.

Brobyggernes nuværende lejemål på Svendborggade 5, 2. sal har en årlig lejeudgift på ca. 270.000 kr. Huslejebudgettet til dette lejemål overgår til Din Sociale Indgang (afdeling City Østerbro). Udgiften til det nye lejemål på Suhmsgade 4 er fordelt på stueetagen og 3. sal. Lejemålet i stueplan bliver frigivet som del af rokaderne forbundet med Ét SOF, og huslejebudgettet for dette lejemål overgår derfor til Center for Børn og Unge, Brobyggerne.

Lejemålet på Suhmsgade 4, 3. sal er ledigt som følge af etablering af Autismehuset, hvor enheden Din Rådgivning er fraflyttet – og har taget huslejebudgettet med til dækning af det nye lejemål i Autismehuset.

Derfor vil Brobyggernes udgifter til husleje stige med 330.000 kr. pr. år ved overtagelse af det samlede lejemål i Suhmsgade 4, stuen og 3. sal. Udgiften afholdes inden for Socialforvaltningens egen ramme og finansieres inden for driftsrammerne af forvaltningens Center for Børn og Unge.

Brobyggerne har et samlet budget på ca. 43 mio. kr. årligt

Lejemål

Husleje pr. år 2025 p/l

Bemærkning

Svendborggade 5, 2. sal

270.000

Huslejebudget følger lejemålet

Suhmsgade 4, stuen

480.000

Huslejebudget følger lejemålet

Suhmsgade 4, 3. sal

330.000

Øget huslejeudgift for Brobyggerne

 

Politisk handlerum

Socialudvalget har mulighed for at afvise den nye placering til Brobyggerne. Hvis Socialudvalget ikke ønsker at godkende indstillingen, vil forvaltningen lede efter en alternativ ny placering til Brobyggerne og afsøge internt i forvaltningen, om der er andre enheder, der vil kunne anvende lejemålene på Suhmsgade 4.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen planlægge flytning af Brobyggerne og tilkøbe flytteydelsen fra Københavns Ejendomme, Effektive Kvadratmeter.

Brobyggerne vil forventeligt kunne flytte 1. november 2025.

 

Katrine Ring                                          

                                             / Anders Johannes Kristensen

Til top