Mødedato: 14.12.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Antallet af indberettede magtanvendelser for 1. halvår 2016

Se alle bilag
Socialudvalget forelægges en opgørelse over indberettede magtanvendelser på Socialforvaltningens bo- og dagtilbud for borgere med handicap, psykisk syge borgere, børn og unge samt gruppen af udsatte borgere i 1. halvår 2016.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller over for Socialudvalget, 

1. at Socialudvalget tager opgørelse over indberettede magtanvendelser for 1. halvår 2016 til efterretning.

Problemstilling

En magtanvendelse er et indgreb over for borgere, der er hjemmel til i serviceloven. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at anvende magt for at leve op til forvaltningens omsorgsforpligtelse over for borgere.

Socialudvalget skal halvårligt forelægges data om indberettede magtanvendelser fra botilbud for borgere med handicap, psykisk syge borgere, børn og unge samt gruppen af udsatte borgere.

Løsning

Der er i 1. halvår 2016 registreret 1.026 indberetninger om magtanvendelser på forvaltningens botilbud. Det er 238 flere magtanvendelser end i 1. halvår 2015, hvoraf de 113 magtanvendelserne vedrører to konkrete borgere, hvor der af helbredsmæssige årsager er behov for  videoovervågning. Man bør være opmærksom på, at der kan være tale om ændringer i registrerings- og indberetningspraksis på de enkelte botilbud. Registreringerne skal understøtte læring om, hvornår en magtanvendelse er nødvendig, og hvordan den kan forebygges.

Udgangspunktet er, at mennesker med omfattende behov for hjælp og støtte skal sikres den nødvendige omsorg – samtidig skal de sikres personlig frihed og de samme rettigheder og pligter som andre borgere. Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal som udgangspunkt undgås, og socialpædagogisk bistand går altid forud for magtanvendelse. Indsatsen følger mindsteindgrebsprincippet – den mindst indgribende løsning skal altid have første prioritet.

Socialtilsynet får tilsendt indberetninger om magtanvendelse, så de kan vurdere, om indberetningerne om magtanvendelse giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser. Det kan f.eks. være at påpege behov for ændringer i tilrettelæggelsen af arbejdet i tilbuddet, så anvendelsen af magt reduceres mest muligt. Socialforvaltningen er løbende i dialog med Socialtilsynet om arbejdet med magtanvendelser.

Opgørelse for 1. halvår 2016

De magtanvendelser, der er indberettet i 1. halvår 2016, fordeler sig på fem målgruppeområder, som afspejler Socialforvaltningens organisering:

Tabel 1. Fordeling på områderne

 

Magt-anvendelser (1. halvår 2015)

Magt-anvendelser

(2. halvår 2015)

Magt-anvendelser

(1. halvår 2016)

Tilbud på området

(2016)

Antal

pladser

(2016)

Handicap – børn

58

82

140

5

129

Handicap – voksne

235

288

305

60

2.694

Psykiatri

36

24

37

54

1300

Udsatte grupper

5

4

6

60

3800

Børn og unge

445

390

538

25

508

I alt

779*

788*

1026

204

8.431

* Der er tilføjet yderligere 4 indberettede og nu færdigbehandlede magtanvendelser til årsopgørelse over indberetninger af magtanvendelser i 2015.

Den største stigning i antallet af magtanvendelser er sket inden for børne- og ungeområdet, idet der her er sket en stigning på i alt 93 magtanvendelser i 1. halvår 2016 i forhold til 1. halvår 2015. Samtidig tegner tilbuddene til børn og unge sig for de fleste indberetninger om magtanvendelse. Tilbuddene til udsatte borgere og psykisk syge borgere har forholdsvis få indberetninger om magtanvendelse.

Særligt om stigning i magtanvendelser i 1. halvår 2016 på handicapområdet – børn

Der er sket en stigning i antallet af magtanvendelser på området for børn med handicap. Stigningen skyldes primært, at der er flere magtindberetninger fra Nærumgård og Svanehuset, som har de mest behandlingskrævende børn. Det er særligt tale om reaktioner på flyttesituationer / udskiftninger i børnegruppen. Der er også tale om en ændring i registreringspraksis, efter at man har øget fokus på at skabe en fælles forståelse for, hvad der kendetegner en magtanvendelse bl.a. gennem konflikthåndteringskurser.

Særligt om stigning i magtanvendelser i 1. halvår 2016 på handicapområdet – voksne

Der er sket en stigning i antallet af magtanvendelser på området for voksne med handicap. Stigningen skyldes primært, at der er flere magtindberetninger fra Bostedet Pallesvej, hvor der anvendes overvågningskamera hos to borgere. De 2 beboere har alvorlige somatiske lidelser, herunder bl.a. epilepsi og kramper, der kan være livstruende. Kameraovervågning er iværksat som den mindst indgribende foranstaltning, da personalet ifølge lægens anvisning skal opdage og reagere hurtigt med krampebrydende medicin i livstruende situationer. Personalet indberetter magtanvendelse hver gang de går ind i boligen for at yde borgeren hjælp og tilbyde krampebrydende medicin, som følge af, at kameraovervågningen har vist en livstruende situation. Ifølge vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne er det ikke lovligt at anvende systemer, som kontinuerligt overvåger den enkelte i eller uden for boligen, såsom videokameraer eller lignende.

Forvaltningen har derfor været i dialog med Socialtilsynet, som har henvist tilbuddet til borgernes handlekommune for at sikre et korrekt juridisk grundlag for kameraovervågning. Forvaltningen er nu i gang med at finde en holdbar løsning til denne problematik.

Særligt om stigning i magtanvendelser i 1. halvår 2016 på børne- og ungeområdet

Der er sket en stigning i antallet af magtanvendelser på børne- og ungeområdet. Stigningen skyldes primært, at der er flere magtindberetninger fra Nexus og Skodsborg. Magtanvendelserne på Nexus har været stigende i perioden april-juni 2016. Stigningen relaterer sig særligt til episoder med magtanvendelser over for to unge på institutionen, samt at der er fortaget mange rumundersøgelser grundet mistanke om tyveri. På Skodsborg har der været et stigende antal magtanvendelser i maj og juni måned 2016. Magtanvendelserne relaterer sig primært til én ung, som er anbragt på delvist lukket afdeling.

Opgørelse over tilladte og ikke-tilladte magtanvendelser i 1. halvår 2016 

I tabel 2  ses en oversigt over, hvordan de enkelte indberettede magtanvendelserne er kategoriseret.  

Tabel 2. Fordeling på områderne for 1. halvår 2016

 

Handicap børn

Handicap voksne

Psykiatri

Udsatte grupper

Børn og unge

I alt

Tilladte magtanvendelser

139

185

36

5

538

903

Beskyttende magtanvendelser (vurderet ikke-tilladt)

0

1

0

1

0

2

Anden form for magtanvendelser (vurderet ikke-tilladt)

1

6

1

0

0

8

Indgreb, der ligger uden for magt-bekendtgørelsen

0

113

0

0

0

113

I alt

140

305

37

6

538

1026

Anden form for magtanvendelser (rød farve) udgjorde alene i 1. halvår 2016 8 sager. Magtanvendelserne vurderes ikke tilladt efter magtbekendtgørelsen og straffelovens bestemmelser om nødværge/nødret. Det omhandler eksempelvis situationer, hvor en medarbejder ikke har overvejet, om magtanvendelse kunne undgås ved enten at anvende andre pædagogiske metoder eller at anvende mindre indgribende foranstaltninger.

Indgreb, der ligger uden for magtbekendtgørelsen

Det omhandler eksempelvis situationer, hvor det ikke er lovligt at anvende systemer, som kontinuerligt overvåger den enkelte i eller uden for boligen, såsom videokameraer eller lignende (rød farve), jf. vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne. De 113 registrerede tilfælde på handicapområdet – voksne omhandler situationer fra Bostedet Pallesvej, hvor der sker kameraovervågning af 2 borgere med epilepsi med henblik på at kunne tilbyde livsnødvendig behandling. I disse situationer er kameraovervågning iværksat fordi, personalet ifølge lægens anvisning skal opdage og reagere hurtigt med krampebrydende medicin i livstruende situationer. Forvaltningen befinder sig i et dilemma, hvor vi på den ene side har en omsorgspligt til at handle, og derfor er nødt til at overvåge borgeren, og på den anden side skal vi handle inden for magtanvendelsesreglerne. Derfor har forvaltningen valgt den beskrevne løsning indtil, der findes en holdbar løsning til at sikre et korrekt juridisk grundlag for kameraovervågning.

De beskyttende magtanvendelser (gul farve) udgjorde i 1. halvår 2016 2 sager. Magtanvendelserne vurderes ikke tilladt efter magtbekendtgørelsen og straffelovens bestemmelser om nødværge/nødret. Det skønnes dog samtidigt, at det vil være omsorgssvigt, hvis medarbejderen ikke fastholder beboeren i forbindelse med udførelse af omsorgsopgaver (fx personlig pleje og indtagelse af lægeordineret medicin).

De tilladte magtanvendelser (grøn farve) udgjorde i 1. halvår af 2016 903 sager. Magtanvendelserne vurderes tilladt efter magtbekendtgørelsen og straffelovens bestemmelser om nødværge/nødret. De omhandler eksempelvis situationer, hvor personalet fastholder en beboer i en personlig hygiejnesituation (fx tandbørstning, barbering og skiftning af bleer).

I 2016 vil Socialforvaltningen fortsat have stort fokus på magtanvendelsesområdet og antallet af indberettede magtanvendelser.

I bilag 1 er der vedlagt en oversigt over de samlede indberettede magtanvendelser for 1. halvår 2016.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialudvalget forelægges i april 2017 en årsopgørelse over indberettede magtanvendelser for 2016.

 

Nina Eg Hansen      

                                  /  Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen, centerchef Frida Altmann og institutionsleder Katja Mejlfort deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top