Mødedato: 14.11.2012, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Videreførelse af Sundhedshuset i 2013

Socialudvalget skal godkende, at Sundhedshuset på Christiania videreføres i 2013.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen  indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at Sundhedshuset på Christiania videreføres i 2013,
  2. at Socialudvalget godkender, at Sundhedshuset på Christiania i 2013 finansieres af et forventet engangsmindreforbrug på 0,7 mio. kr. på området for substitutionsmedicin (funktion 5.38.45), og
  3. at Socialudvalget godkender, at der i løbet af 2013 udarbejdes en plan for varig varetagelse af de sundhedsforebyggende opgaver overfor målgruppen fra 2014 og frem i samarbejde med Fonden Christiania , "Herfra og Videre", sundhedsforvaltningen og øvige sundhedsfaglige og socialfaglige tilbud i lokalområdet.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen bevilgede i 2009 0,7 mio. kr. til Sundhedshuset på Christiania til en 4-årig periode fra 2009-2012. Sundhedshuset har igennem årene varetaget en forebyggende sundhedsfaglig indsats på Christiania i forhold til de udsatte grupper. Indsatsen har bl.a. bestået i råd og vejledning om sundhed og hygiejne, støtte til kontakt til læger og hospitaler samt støtte til at passe behandling som f.eks. indtagelse af daglig tuberkulosemedicin. Sundhedshuset har særligt evnet at række ud til de udsatte borgere, der ikke af sig selv henvender sig til Socialforvaltningens eller Sundheds- og Omsorgsforvaltningens sundhedstilbud og som har svært ved at overholde konkrete aftaler med læger m.v.

 

Der er ikke foretaget systematiske opgørelser af antallet af brugere af Sundhedshuset – bl.a. fordi der er tale om et anonymt tilbud. Ifølge tilbuddet kommer der ca. 10 brugere med behandlingskrævende sundhedsproblemer dagligt, svarende til ca. 2.000 henvendelser om året.

 

Sundhedshuset er ikke blevet tilgodeset i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2013, hvorfor Sundhedshusets bevilling udløber ved årets udgang.

Løsning

Socialforvaltningen har som opfølgning på budgetforhandlingerne været i dialog med Sundhedshuset, og det har i den forbindelse vist sig, at den planlagte omstilling af Christiania først nu er ved at tage sin begyndelse. På den baggrund er det forvaltningens vurdering, at der vil være behov for at sikre den eksisterende forebyggende sundhedsfaglige indsats overfor de udsatte grupper på Christiania et stykke tid endnu.

 

Forvaltningen foreslår derfor at tilgodese Sundhedshuset med en etårig bevilling for 2013, hvorefter der skal findes en varig løsning for, hvordan indsatsen kan forankres i regi af Christianias beboerrådgivning "Herfra og Videre", som Sundhedshuset allerede i dag arbejder i tæt tilknytning til, og som i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2009 blev givet en varig bevilling på 2,2 mio. kr.

 

Konkret foreslås, at Sundhedshuset videreføres i 2013 indenfor forvaltningens samlede ramme, og at der i løbet af 2013 i et samarbejde med Fonden for Christiania, bestyrelsen for beboerrådgivningen "Herfra og Videre" udarbejdes en plan for en varig varetagelse af de forebyggende sundhedsfaglige opgaver i forhold til målgruppen fra 2014 og frem. Herudover foreslås det at Sundhedsforvaltningen inddrages i dette arbejde med henblik på at knyttet indsatsen på Christiania til den almene sundhedsforebyggende indsats i København. Ligeledes inddrages andre lokale sundhedsfaglige og socialfaglige tilbud til målgruppen eksempelvis Sundhedsteam (der er en udgående almen lægepraksis) og Opsøgende Team Christiania (der består af 3 gadeplansmedarbejdere, som yder hjælp til de borgere, som ikke selv henvender sig til Socialforvaltningen for at få hjælp).

Økonomi

Den netop udarbejdede prognose for Socialforvaltningens budgetrammer udviser et forventet mindreforbrug på forvaltningens udgifter til substitutionsmedicin. Det forventede mindreforbrug skyldes, at udgifterne til substitutionsmedicin igennem en årrække har været faldende på grund af en nedgang i antallet af opiatmisbrugere. Der forventes et tilsvarende mindreforbrug i 2013.

 

Det foreslås, at Sundhedshuset i 2013 finansieres af det forventede mindreforbrug på substitutionsmedicin, Det forventede mindreforbrug på 0,7 mio. kr. i 2013 er ikke varigt, idet forvaltningen pr. 2014 ønsker at lade midlerne indgå i en omlægning af misbrugsområdet, så indsatsen over for nyere stofgrupper som f.eks. hash og kokain kan intensiveres.

 

Godkendes indstillingen bevilliges 0,7 mio. kr. fra bevillingsområde udsatte voksne, funktion 5.38.45 til videreførelse af Sundhedshuset på Christiania i 2013.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender forvaltningens indstilling, vil forvaltningen primo 2013 indlede drøftelser med Fonden for Christiania, bestyrelsen for beboerrådgivningen "Herfra og Videre", Sundhedshuset m.fl. om varetagelsen af de forebyggende sundhedsfaglige opgaver overfor de udsatte grupper fra 2014 og frem. Resultatet af drøftelserne vil blive forelagt Socialudvalget før budgetforhandlingerne for 2014.

                               

                                Anette Laigaard

                                                                          /             Gitte Bylov Larsen

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen og kontorchef Katrine Bagge Thorball overværede punktets behandling.

 

Indstillingen blev godkendt.

Til top