Mødedato: 14.08.2020, kl. 08:00
Mødested: Rådhuset, Festsalen

B-sag. Socialudvalgets høringssvar til Københavns Kommunes samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater 2021-2024

Se alle bilag

Socialudvalget skal tage stilling til et udkast til høringssvar til en ny samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige teater for 2021-2024. Økonomiudvalget behandlede på møde den 26. maj 2020 et udkast til en ny fireårig samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater for 2021-2024 (bilag 1) og vedtog, at udkastet sendes i politisk høring i samtlige fagudvalg i Københavns Kommune.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender udkast til høringssvar udkast til ny samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater 2021-2024 (bilag 2).

Problemstilling

Københavns Kommune har med beslutning i Borgerrepræsentationen den 9. juni 2004 vedtaget, at Københavns Kommune yder et årligt tilskud til Operaen i København på 10,3 mio. kr. i 2004 og herefter 40 mio. kr. årligt (2004 p/l). Det blev vurderet, at en opera ville være et aktiv - ikke blot for staten, men også for Københavns Kommune. Der blev mellem staten og kommunen derfor indgået en aftale om, at Københavns Kommune også skulle bidrage til finansieringen af drift og aktivitet ved at yde tilskud til Det Kongelige Teater. Københavns Kommune har sidenhen ydet driftstilskud til Det Kongelige Teater, der i 2020 udgør 47,9 mio. kr. Heraf er 5 mio. kr. øremærket til at åbne husene for borgerne i København og til samarbejder med københavnske skoler, festivaler og kulturaktører.

Den nuværende samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater (bilag 3) blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 10. november 2016 og udløber med udgangen af 2020. Borgerrepræsentationen skal inden udgangen af året vedtage en ny samarbejdsaftale for årene 2021-2024.

Ved Økonomiudvalgets behandling af sagen den 26. maj 2020 afgav partierne Enhedslisten, Det Radikale Venstre og SF protokolbemærkning om, partierne er glade for, at de københavnske skolebørn med aftalen får lettere adgang til det Kongelige Teater, og at partierne håber, at man i fremtiden ville kunne give et lignende tilbud til de københavnske ældre og socialt udsatte.

Løsning

Et udkast til høringssvar er vedlagt i bilag 2. Socialforvaltningen har i sin gennemgang af udkastet til ny samarbejdsaftale haft fokus på, at udsatte borgere og borgere med handicap også får gavn af Københavns Kommunes samarbejde med Det Kongelige Teater. Derfor foreslår forvaltningen, at Socialudvalget fremhæver i høringssvaret:

  • At det er positivt, at skolesamarbejdet udvides til at gælde samtlige københavnske folkeskoler mod 19 udvalgte skoler i det gældende aftalegrundlag for 2016-2020.
  • At der i fokusområdet vedr. børn og unge bør indskrives et særskilt fokus på de udsatte børn og unge, herunder ikke mindst de børn og unge, der som følge deres sociale eller fysiske udfordringer ikke går i folkeskole, men i stedet modtager undervisningstilbud på fx interne skoler på anbringelsestilbud, på dagbehandlingsskoler, mv.
  • At der i samarbejdsaftalens øvrige to fokusområder bør være fokus på andre udsatte grupper, herunder socialt udsatte voksne og voksne med handicap.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil Socialforvaltningen videreformidle høringssvaret til Økonomiudvalget. Den endelige samarbejdsaftale vil blive behandlet i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i efteråret 2020.

 

Mikkel Boje

                   / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Sagen blev løftet til en A-sag under godkendelse af dagsordenen.

Indstillingen blev godkendt med en bemærkning om, at det skal tilføjes til høringssvaret, at Socialudvalget ønsker, at Det Kongelige Teater er opsøgende ift. til at tilbyde sine kulturtilbud der, hvor forvaltningens målgrupper opholder sig.

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Til top