Mødedato: 14.05.2025, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Udvidelse af sikkerhedskonsulentordning til også at omfatte Region Sjælland

Resumé

Socialudvalget skal af formelle grunde tage stilling til, hvorvidt sikkerhedskonsulentordningen skal udvides, så sikkerhedskonsulenterne i Københavns Kommune dækker både Region Hovedstaden og Region Sjælland frem til 2028.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender at udvide sikkerhedskonsulentordningen til at dække både Region Hovedstaden og Region Sjælland.
  2. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningens indtægts- og udgiftsbudget opjusteres med et forventet beløb på ca. 1,5 mio. kr. i 2025 og ca. 3 mio. kr. årligt i 2026-2028, jf. tabel 1 i økonomiafsnittet.

Problemstilling

De kommunalt forankrede sikkerhedskonsulenter sikrer, at borgere i hele landet udsat for æresrelaterede konflikter undgår sikkerhedsbrister og får tilbudt hjælp. I forbindelse med regeringens styrkede indsats mod negativ social kontrol i perioden 2025 – 2028 er der vedtaget en styrkelse og udvidelse af sikkerhedskonsulentordningen. Da region Hovedstaden og Region Øst sammenlægges primo 2027, er Socialforvaltningen blevet tilbudt at overtage ansvaret for sikkerhedskonsulenterne i Region Sjælland fra 2025. Dette vil medføre en udvidelse af Sikkerhedskonsulentteamet i Socialforvaltningen på fire årsværk.

Løsning

Formålet med sikkerhedskonsulenterne er, at borgere udsat for æresrelaterede konflikter undgår sikkerhedsbrister og får tilbudt hjælp. Sikkerhedskonsulenterne rådgiver borgere og fagpersoner med henblik på at kvalificere risikovurderinger og koordinere mellem myndigheder, institutioner mv. Dermed bidrager sikkerhedskonsulenterne til en større sikkerhed for den enkelte borger og en mere effektiv indsats overfor æresrelaterede konflikter.

Københavns Kommune etablerede de kommunalt forankrede koordinerende sikkerhedskonsulenter under Socialforvaltningen i 2017. Ordningen er oprettet af Styrelsen for International rekruttering og Integration (SIRI) og finansieret via en pulje under SIRI. I marts 2024 blev Sikkerhedsrådgiverfunktionen skrevet ind i barnets lov § 172 a - c og i servicelovens § 12 c - e samt i retssikkerhedsloven § 11 c og e. Nationalt er sikkerhedskonsulenterne forankret i de fire største kommuner, og hver kommunes sikkerhedskonsulentteam dækker opgaven for sin Region, dog dækker Odense kommune aktuelt også Region Sjælland. Indtil nu har sikkerhedskonsulenterne i Københavns Kommune dermed varetaget opgaven i Region Hovedstaden.

Den primære målgruppe for sikkerhedskonsulenterne er borgere, både under og over 18 år, udsat for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Den sekundære målgruppe er fagpersoner, der håndterer sager om æresrelaterede konflikter. Der er primært tale om kommunale fagpersoner så som myndighedssagsbehandlere, jobcentermedarbejdere, lærere, eller andre, som bliver opmærksomme på, at en borger kan være udsat for negativ social kontrol og har brug for vejledning herom.

I forbindelse med regeringens styrkede indsats mod negativ social kontrol ’Et frit liv i Danmark’ er der afsat 30 mio. kr. i perioden 2025 – 2028 (7,5 mio. kr. i hvert af årene) til en styrkelse og udvidelse af sikkerhedskonsulentordningen. Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter (MÆRK) har på baggrund af en faglig vurdering indstillet til SIRIs direktion, at midlerne fordeles således, at Københavns Kommune tildeles et beløb svarende til minimum fire ekstra årsværk inklusiv drift. De ekstra årsværk ønskes fordelt til Københavns Kommune med henblik på, at kommunen allerede i 2025 overtager ansvaret for rådgivning af Region Sjælland, samt har ansvaret for den kommende samlede Region Øst. MÆRKs forslag til fordeling er blevet godkendt af SIRI, og Socialforvaltningen har tilkendegivet overfor SIRI, at Socialforvaltningen har mulighed for at dække begge regioner fra og med 2025, og dermed påtage sig opgaven med at udvide det kommunalt forankrede sikkerhedskonsulentteam med fire årsværk, hvis det godkendes politisk. Dette vil betyde at Odense Kommune overgiver opgaven med at dække Region Sjælland til Københavns Kommune. Det vil ikke blive flyttet medarbejder i forbindelse med overdragelsen, stillingerne vil derfor blive besat via nyansættelser i Socialforvaltningen. Det er Socialforvaltningens forventning, at sikkerhedskonsulentordningen fortsat vil blive finansieret via puljemidler fra SIRI, også efter 2028. Socialforvaltningen driver kun indsatsen så længe den finansieres via eksterne midler.

Under Socialforvaltningens aktuelle organisering er Sikkerhedskonsulenterne forankret i Den Sociale Døgnvagt under Din Sociale Indgang. I 2024 havde Socialforvaltningens sikkerhedskonsulenter 259 henvendelser fra Region Hovedstaden, hvilket er 31% af det samlede antal henvendelser til sikkerhedskonsulenterne på nationalt plan. I Region Sjælland var der i samme periode 76 henvendelser.

Sideløbende med sikkerhedskonsulentordningen faciliterer Socialforvaltningen Koordinationsenheden. Denne skal sikre et godt og tæt samarbejde mellem relevante aktører og myndigheder i sager om genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold. Koordinationsenheden består af repræsentanter fra det nationale team af sikkerhedskonsulenter, Udenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen. Socialforvaltningen forventer, at der ligeledes kan komme en bevilling på koordinationsenheden i Region Sjælland via SIRI. I givet fald forelægges Socialudvalget en tilsvarende sag til beslutning herom.

Økonomi

I 2024 bestod sikkerhedskonsulentteamet i Københavns Kommune af 2,5 årsværk. Tilskudsbevillingerne til sikkerhedskonsulenterne udgjorde 2.036.000 kr., hvilket dækkede udgifter til lønninger, drift og administration.

Udvidelsen af sikkerhedskonsulentteamet i Københavns Kommune er finansieret via regeringens styrkede indsats mod negativ social kontrol. Der er via denne aftale afsat 7,5 mio. kr. hver år frem til 2028 til finansiering af udvidelsen af sikkerhedskonsulentordningen. Hvis Socialudvalget godkender udvidelsen, vil Socialforvaltningen modtage en delmængde af dette beløb og dermed modtage fuldstændig kompensation for de ca. fire årsværk som ordningen udvides med, samt de udgifter dette medfører til ledelse og administration mv. Sikkerhedskonsulentordningen har siden sin oprettelse i 2017 været fuldt finansieret via puljemidler fra SIRI, og det er Socialforvaltningens forventning at denne praksis vil fortsætte.

Hvis Socialudvalget godkender udvidelsen, vil Socialforvaltningens udgifts- og indtægtsbudget skulle opjusteres med ca. 1,5 mio. kr. i 2025 og ca. 3 mio. kr. årligt i 2026-2028. Det præcise beløb er endnu ikke oplyst af styrelsen, men ventes udmeldt, når Socialudvalget har tilkendegivet sin tilslutning til at overtage opgaven. De præcise bevillingsmæssige konsekvenser indgår herefter i næstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer, som forelægges Borgerrepræsentationen til godkendelse.

Opgaven ventes at kunne overtages fra medio 2025.

Tabel 1. Forventede bevillingsmæssige konsekvenser*

At-punkt

Udvalg

 

Bevilling

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.

(2025 p/l)

Varig?
ja/nej

2025

2026

2027

2028

2

SUD

3000 – Børnefamilier med særlige behov

U

1.500

3.000

3.000

3.000

Nej

2

SUD

3000 – Børnefamilier med særlige behov

I

-1.500

-3.000

-3.000

-3.000

Nej

I alt

-

 

-

0

0

0

0

-

* Tabellen viser de estimerede beløb på baggrund af dialogen med SIRI

Politisk Handlerum

Socialudvalget kan vælge ikke at godkende denne indstilling, hvorefter Socialforvaltningen vil gå i dialog med SIRI mhp. at finde alternativ løsning til at bemande Sikkerhedskonsulentordningen i Region Sjælland samt i det kommende Region Øst. Socialudvalget vil modtage en ny sag, der alene omhandler opnormering af sikkerhedskonsulentordningen i Region Hovedstaden frem til sammenlægningen i den nye Region Øst.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil Socialforvaltningen igangsætte ansættelsen af de fire årsværk samt overtage rådgivningsopgaven for Region Sjælland. Hvis Socialudvalget ikke godkender indstillingen, vil Københavns Kommunes sikkerhedskonsulentteam fortsat dække Region hovedstaden frem til at regionerne sammenlægges.

De bevillingsmæssige konsekvenser indgår i næstkomne sag om bevillingsmæssige ændringer til Borgerrepræsentationen.

 

Katrine Ring                                          

                                            / Eva Stokbro Jensen

 

Til top