Mødedato: 13.08.2025, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Revisionsberetning 2024 og Socialforvaltningens handleplaner hertil

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal godkende Socialforvaltningens handleplaner til fem revisionsbemærkninger i revisionsberetningen, der vedrører forvaltningen.

Københavns Kommune har den 30. maj 2025 modtaget revisionsberetningen for årsregnskab 2024 (jf. bilag 1). Revisionen godkender Københavns Kommunes regnskab 2024 uden forbehold. Københavns Kommune har i alt fået ni bemærkninger i revisionsberetningen for årsregnskabet, hvoraf Socialforvaltningen er omfattet af fem bemærkninger.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget tager revisionsberetning 2024 til efterretning, jf. bilag 1
  2. at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens handleplaner hertil, jf. bilag 2.

Problemstilling

I revisionsberetningen for 2024 har Socialforvaltningen modtaget fem bemærkninger, jf. tabel nedenfor. Forvaltningen har, i dialog med Intern Revision, udarbejdet handleplaner, der håndterer disse kritiske forhold. Socialudvalget skal med denne indstilling godkende de nye handleplaner.

Tabel 1: Revisionsbemærkninger, som Socialforvaltningen er omfattet af:

Revisionsbemærkninger rapporteret i løbet af året

Nr. 1 Ibrugstagningstilladelser på it-systemer

Alle forvaltningerne

Revisionsbemærkninger vedrørende årsregnskabet

Nr. 3 Informationssikkerhed

Alle forvaltningerne

Nr. 7 Revision af balancen

Alle forvaltningerne

Nr. 8 Anlægsprojekter

TMF, ØKF, SOF, KFF og BIF

Nr. 9 Egenbetaling – indtægter SOF

SOF

Note: Nummerering i tabellen henviser til nummerering af revisionsbemærkningerne i revisionsberetningen.

I forhold til bemærkning nr. 1 (ibrugstagningstilladelser på it-systemer) er der tale om en revisionsbemærkning, der er videreført fra den løbende revision for 2024. Socialudvalget godkendte den 23. august 2024 forvaltningens handleplan, og der gives med denne indstilling status på forvaltningens handleplan, jf. bilag 2.

Socialforvaltningen har, i dialog med Intern Revision, udarbejdet nye handleplaner til fire revisionsbemærkninger, nemlig nr. 3, 7, 8 og 9, som vedrører årsregnskab 2024, og som skal godkendes af Socialudvalget.

Løsning

Manglende Ibrugstagningstilladelser på it-systemer (bemærkning nr. 1) er givet til alle forvaltninger og er givet i forbindelse med den løbende revision i 2024. Socialforvaltningen har i august 2024 udarbejdet en handleplan til bemærkningen. Status på arbejdet med handleplanen fremgår af bilag 2, hvor det kan ses, at handleplanen er færdiggjort i 2. kvartal 2025.

Socialforvaltningen har udarbejdet 4 nye handleplaner vedr. revisionsbemærkningerne nr. 3,7, 8 og 9.

  • Informationssikkerhed (nr. 3) - bemærkningen er givet til alle forvaltninger. Siden 2021 har revisionen påpeget behovet for styring og gennemsigtighed af arbejdet med informationssikkerhed i KK, som skal styrkes væsentligt. Dertil kommer, at nye lovgivninger og reguleringer samt kommende reguleringer kræver svar for ledelsen om prioriteringer, dokumentation og etablering af et sikkerhedsniveau, hvilket blandt andet kræver, at KK har et ISMS (Informationssikkerhedssystem).

    Økonomiforvaltningen har udarbejdet et dokument, der beskriver hovedelementerne i en ISMS-implementering, der forventes at løbe i 3 år. Der er udarbejdet en handleplan frem til marts 2026, hvor der herefter tages stilling til det videre forløb, jf. bilag 2.
  • Revision af balancen (nr. 7) – bemærkningen er givet til alle forvaltninger. Revisionen har påpeget 4 konti hos Socialforvaltningen, der ikke er blevet afstemt rettidigt.  De 4 konti er nu blevet berigtiget og afstemt juni 2025. De tilhørte alle Mændenes Hjem, og her har Socialforvaltningen afventet korrekt regnskab for at kunne afstemme balancen rettidigt. Det er nu sket, og handleplanen er afsluttet i juni 2025, jf. bilag 2.
  • Anlægsprojekter (nr. 8) – bemærkningen er givet til TMF, ØKF, SOF, KFF og BIF. Revisionen bemærker, at ifølge kommunens regler skal et anlægsprojekt være afsluttet og regnskabsaflagt senest 31. maj, dvs. to år efter anlægget er ibrugtaget.

    Socialforvaltningen mangler at aflægge 8 anlægsregnskaber og har udarbejdet en handleplan, der skal sikre, at der vil blive udarbejdet anlægsregnskaber for de 8 anlægsprojekter med henblik på politisk behandling i efteråret 2025. Socialforvaltningen vil desuden følge op på, at processen vedr. aflæggelse af anlægsregnskaber fremadrettet vil blive fulgt, jf. bilag 2.
  • Egenbetaling – indtægter SOF (nr. 9) – bemærkningen er givet til Socialforvaltningen. Revisionen bemærker, at Socialforvaltningen har afdækket, at der er fejl og mangler vedr. borgerrettede opkrævninger, der har medført et behov for:
  • Genopretning af opgaven vedr. beregning og opkrævning vedr. dels egenbetaling for ophold på botilbud og dels forældrebetaling for døgnanbringelse af børn og unge.
  • Tilbagebagebetaling af for meget opkrævet egen betaling til borgere på forvaltningens midlertidige botilbud til udsatte voksne.

Socialforvaltningen har udarbejdet en handleplan, der skal sikre,

  • at der rettes op på konstaterede fejl og mangler vedrørende opkrævning af egenbetaling/forældrebetaling inden udgangen af 3. kvartal 2025, samt at der fremover træffes korrekt afgørelse i alle sager om borgerrettede opkrævninger.
  • at for meget opkrævet egenbetaling for ophold på midlertidige botilbud tilbagebetales.
  • at Socialforvaltningen vil gennemgå relevante sager, hvor der er hjemtaget statsrefusion, for at sikre, at der er hjemtaget korrekt statsrefusion. Hvis der er hjemtaget for meget statsrefusion om egenbetaling/forældrebetaling, vil det blive berigtiget inden udgangen af 2025, jf. bilag 2.

Politisk handlerum

Revisionsprocessen i Københavns Kommune stiller krav om, at handleplaner, der er udarbejdet til bemærkninger i revisionsberetningen, skal forelægge og godkendes af de enkelte fagudvalg, før de kan forelægges for Økonomiudvalget. De udarbejdede handleplaner er udarbejdet i samarbejde med de ansvarlige for området og er med til at sikre, at områderne, hvor revisionen har givet kritiske bemærkninger fremadrettet, håndteres forsvarligt. Det betyder, at der er et begrænset handlerum for Socialudvalget til at ændre i disse.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser af indstillingen.

Administrative konsekvenser

Indstillingen har ikke i sig selv administrative konsekvenser, men gennemførelsen af handleplaner i bilag 2 vil betyde, at der afsættes ekstra ressourcer for at komme i mål med handleplanerne. I forbindelse med, at handleplanerne gennemføres, vil Socialforvaltningen bestræbe sig på, at områderne administreres forsvarligt og uden unødig brug af administrative ressourcer. Det er ikke muligt at opgøre det præcise ressourceforbrug på nuværende tidspunkt.

Videre proces

Revisionsberetning 2024 og forvaltningernes handleplaner skal forelægges Økonomiudvalget på dets møde den 26. august 2024. Herefter skal beretning og handleplaner forelægges Revisionsudvalget og endeligt Borgerrepræsentationen for endelig godkendelse af det samlede materiale.

 

Katrine Ring

                                           / Anders Johannes Kristensen

Til top