Udarbejdelse af ny handicappolitik for 2027-2030
Resumé
Socialudvalget skal tage stilling til, om der skal udarbejdes en ny handicappolitik for perioden 2027-2030. Københavns Kommunes Handicappolitik gælder for perioden 2023-2026. Socialforvaltningen er tovholder på politikken, der omfatter alle kommunens forvaltningsområder, jf. sektoransvarlighedsprincippet.
Borgerrepræsentationen skal som noget nyt godkende udarbejdelsen af fremtidige politikker og strategier mv., Socialforvaltningen har derfor endnu ikke påbegyndt udarbejdelsen af en ny handicappolitik for 2027-2030. Socialforvaltningen anbefaler, at der udarbejdes en ny handicappolitik.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende at der udarbejdes en ny handicappolitik for 2027-2030.
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget drøfter retningen for en eventuel ny handicappolitik.
Problemstilling
Socialudvalget behandlede den 10. december 2025 et udvalgshenvist medlemsforslag om sanering af politikker og strategier mv. inden for udvalgets ressort. Udvalget godkendte indstillingen om, at Socialforvaltningen ved alle fremtidige politikker, strategier og administrationsgrundlag som udgangspunkt skal tilføje en udløbsdato eller begrunde, hvorfor det ikke er relevant eller hensigtsmæssigt i de tilfælde, hvor det er vurderingen. Såfremt Socialforvaltningen vurderer det relevant at forlænge en politik eller strategi, vil Socialudvalget eller Borgerrepræsentationen blive forelagt politikken, strategien eller administrationsgrundlaget i rimelig tid inden udløb mhp. at vurdere, om den bør fortsætte.
Da handicappolitikken udløber ved årets udgang og finder anvendelse på alle kommunens forvaltningsområder, skal Borgerrepræsentationen godkende, at der udarbejdes en ny politik fra 2027. Socialforvaltningen påbegynder først udarbejdelsen af en ny handicappolitik efter og såfremt Borgerrepræsentationen godkender indstillingen.
Det er ikke lovpligtigt for kommunen at have en handicappolitik, og en eventuel videreførelse forudsætter derfor en politisk beslutning. Handicappolitikken for 2023-2026 er vedlagt som bilag 1.
Løsning
Udarbejdelsen af en handicappolitik for 2027-2030
Socialforvaltningen anbefaler, at der udarbejdes en handicappolitik for 2027-2030. Langt de fleste kommuner har en handicappolitik, selvom der ikke lovgivningsmæssigt stilles krav herom. Københavns Kommune har haft en handicappolitik siden 2005.
Det er ambitionen, at handicappolitikken skal bidrage til at tydeliggøre kommunens retning og prioriteringer og fungere som et fælles afsæt for forvaltninger og samarbejdspartnere i arbejdet med børn og voksne med handicap i kommunen. Endvidere er det ambitionen, at den skal bidrage med til at understøtte dialogen med borgere, pårørende og civilsamfund.
Fraværet af en handicappolitik kan skabe usikkerhed om kommunens overordnede målsætninger og kan blive opfattet som et signal om nedprioritering af området. Det er vurderingen, at det vil medføre kritik fra Handicaprådet, aktører og interessenter på området samt borgere og pårørende, hvis kommunen ikke fremover har en handicappolitik.
Borgerrepræsentationen blev i november 2025 forelagt en tværgående status på handicappolitikken, som bestod af to dele (vedlagt som bilag 2). Del 1 gjorde status på forvaltningernes arbejdet med målsætningerne fra handicappolitikken ved at fremhæve udvalgte initiativer under hver af politikkens seks målsætninger. Del 2 samlede op på forvaltningernes erfaringer med arbejdet med handicappolitikken for at erfaringerne kunne indgå i arbejdet med en ny handicappolitisk ramme fra 2027.
Det fremgik bl.a. af statussen, at det er forvaltningernes erfaring, at det fungerer godt, at handicappolitikken er relativt overordnet for at sikre prioriteringsrum i udvalg og forvaltninger, samtidig med at den sætter en politisk ramme og retning for udviklingen på området.
Handicaprådet tilkendegav i forbindelse med statussen, at de støtter op om handicappolitikken og finder det afgørende, at kommunen har en klart defineret politik, der kan fremme områdets udvikling og sikre en tydelig retning. De efterspurgte desuden yderligere tiltag og konkrete handlinger, herunder en detaljeret handleplan med finansiering.
Der vedlægges desuden en overordnet tids- og procesplan for udarbejdelsen af en eventuel ny handicappolitik, såfremt Borgerrepræsentationen godkender, at der udarbejdes en ny politik (bilag 3).
Socialudvalgets drøftelse af retning for ny handicappolitik
Københavns Kommunes nuværende handicappolitik for 2023-2026 er bygget op om én overordnet vision – at borgere med handicap har mulighed for at leve et selvstændigt liv med høj livskvalitet – og seks målsætninger, der understøtter visionen på forskellig vis:
- Mere tillid mellem borgere med handicap og medarbejdere i Københavns Kommune
- Lettere adgang til hjælp
- Københavns Kommune vil arbejde med universelt design, så byen bliver mere tilgængelig for flere
- Børn og unge med handicap trives og lærer bedre i dagtilbud, fritidstilbud og skole
- Flere skal have adgang til beskæftigelse og uddannelse – Københavns Kommune vil føre an som det gode eksempel
- Hverdagsliv med livskvalitet
Under målsætningerne er angivet en række særlige prioriteringer, som skal bidrage til at nå målsætningerne. Handicappolitikken er vedlagt som bilag 1.
Socialforvaltningen foreslår som udgangspunkt at videreføre den overordnede vision og seks målsætninger fra den nuværende handicappolitik, som ramme for en ny politik. Socialudvalget bedes drøfte sine ønsker og overvejelser i forhold til rammen for en ny handicappolitik – f.eks. om der er ønsker til en anden overordnet vision og andre målsætninger til at strukturere en ny politik.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Det bemærkes dog, at hvis udvalget ønsker, at der skal iværksættes nye tiltag i forbindelse med en ny handicappolitik, vil der skulle afsættes midler til dette i forbindelse med budgetforhandlingerne til sommer. Der afsættes ikke midler til udarbejdelsen af selve politikken.
Politisk handlerum
Hvis udvalget ikke godkender indstillingen, vil forvaltningen udarbejde en ny indstilling, hvor det over for Borgerrepræsentationen indstilles, at der ikke udarbejdes en ny handicappolitik i Københavns Kommune. Det er herefter op til Borgerrepræsentationen at tage stilling til, om der skal udarbejdes en ny handicappolitik.
Videre proces
Såfremt Borgerrepræsentationen godkender, at der skal udarbejdes en ny handicappolitik fra 2027, vil Socialforvaltningen som tovholder på processen koordinere udarbejdelsen af politikken på tværs af kommunens forvaltninger.
Socialforvaltningen vil tage Socialudvalgets drøftelser vedrørende retningen for en ny handicappolitik med i det videre arbejde, såfremt Borgerrepræsentationen godkender, at der skal udarbejdes en ny politik.
Socialforvaltningen vil desuden sørge for inddragelse af Handicaprådet og Socialforvaltningens ungepanel samt høring af Socialudvalget og de øvrige fagudvalg, borgere og interessenter i forbindelse med udarbejdelsen af en ny handicappolitik. Der vil således både være en politisk og offentlig høring, hvor politikere, borgere og interessenter vil få mulighed for at komme med bemærkninger og input til handicappolitikken. Socialforvaltningen og de øvrige forvaltninger vil derefter udarbejde et endeligt udkast til en ny politik, som forventeligt vil blive forelagt til politisk godkendelse primo 2027 i Socialudvalget og Borgerrepræsentationen.
Katrine Ring
/ Eva Stokbro Jensen