Mulighederne for at tildele hjælpemidler med større afsæt i borgerens ønsker

Resumé

Sagen følger op på en tidligere sag om tildeling af kropsbårne hjælpemidler, som blev forelagt det forrige socialudvalg, og uddyber mulighederne for, at kommunen indretter tildelingen af hjælpemidler med større afsæt i borgerens ønsker, f.eks. gennem statslig dispensation via en forsøgsordning. Princippet fra lovgivningen om, at kommunerne skal tildele det ’bedst egnet og billigste’ hjælpemiddel udfoldes desuden yderligere samt reglerne vedrørende en borgers flytning mellem kommuner i forbindelse med bevilling af hjælpemidler.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget tager orienteringen om mulighederne inden for gældende lovgivning for at indrette tildelingen af hjælpemidler med større afsæt i borgerens ønsker, f.eks. via forsøgsordning, til efterretning.
2. at Socialudvalget beslutter, om Socialforvaltningen skal videregive udvalgets opmærksomhedspunkter til hjælpemiddelområdet samt forvaltningens overvejelser om muligheden for en potentiel forsøgsordning på området til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, når de overtager ressortansvaret for området.

Problemstilling

Det forrige socialudvalg blev på udvalgsmøde den 5. november 2025 forelagt en orienteringssag vedrørende muligheden for politisk fastsættelse af serviceniveauer med særligt fokus på kropsbårne hjælpemidler samt reglerne for tildeling af hjælpemidler.

Forespørgslen udsprang af en konkret borgersag, som i løbet af juli 2025 blev dækket i pressen. Forvaltningen er på baggrund af denne sag og lignende sager nu i gang med at se på arbejdsgangene for behandlingen af sager om bevilling af proteser.

Det forrige udvalg var på baggrund af den konkrete borgersag optaget af, at borgere med handicap mødes med tillid i forbindelse med tildeling af hjælpemidler. De havde et ønske om, at Socialforvaltningens afgørelser i forhold til kropsbårne hjælpemidler i højere grad skulle være baseret på borgerens ønsker, da borgeren bedst kan vurdere egne behov. Udvalget bad i forbindelse med behandlingen af sagen forvaltningen om at undersøge mulighederne for at indrette tildelingen af hjælpemidler med større afsæt i borgerens ønsker, f.eks. via statslig dispensation eller forsøgsordning.  

På udvalgsmødet den 5. november 2025 blev der bl.a. spurgt ind til, om forvaltningen kunne tolke princippet om ’bedst egnet og billigste’ hjælpemiddel som f.eks., at et hjælpemiddel med længere holdbarhed på længere sigt kunne være det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

Hjælpemiddelområdet ressortflyttes pr. 1. juni 2026 til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, jf. Aftale om ressortopdelingen i Københavns Kommune af 1. maj 2025.

Løsning

Princippet om ’bedst egnet og billigst’ 

Socialforvaltningen tildeler hjælpemidler på baggrund af de kriterier for tildeling af hjælpemidler, som følger af serviceloven. Det følger af servicelovens § 112, at kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet 1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, 2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller 3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Det følger derudover af bekendtgørelse nr. 92 af 31/01/2025 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter lov om social service, at kommunen skal yde støtte til anskaffelsen af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. Det fremgår af Vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder (vejledning nr. 10342 af 14/12/2017), at ved denne vurdering ”kan der bl.a. indgå oplysninger om borgerens behov og helbredsmæssige tilstand. Desuden indgår oplysninger om hjælpemidlets kvalitet, driftssikkerhed, betjeningsmulighed, driftsudgifter, holdbarhed, krav til service, garanti, service- og reparationsmuligheder.” Ved vurderingen tager forvaltningen bl.a. højde for, om et dyrere hjælpemiddel med længere holdbarhed på sigt kan være det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

Det bemærkes, at forvaltningen i sin sagsbehandling altid inddrager borgeren og borgerens ønske til den konkrete type af hjælpemiddel. Derudover har borgeren mulighed for at gøre brug af fritvalgsordningen på hjælpemiddelområdet, hvilket betyder, at borgeren selv kan vælge leverandør af hjælpemidler og mod en eventuel merpris købe et andet og dyrere hjælpemiddel, end det kommunen har bevilget. Samtidig gælder også et generelt princip om partshøring med henblik på at sikre borgerens medvirken i sagsbehandlingen og et korrekt grundlag for afgørelserne. Endelig har borgeren altid ret til at klage over kommunens afgørelse og lade Ankestyrelsen efterprøve kommunens afgørelse i sagen.

Af bekendtgørelses § 3 fremgår, at: ”Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel [...]”. Det er derfor ikke umiddelbart muligt for forvaltningen at fravige kravet i bekendtgørelsen om, at støtten ydes til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel og f.eks. beslutte, at borgerens ønsker for et specifikt hjælpemiddel skal tillægges primær vægt – heller ikke med et politisk fastsat serviceniveau. Det efterlader alene muligheden for en ministeriegodkendt forsøgsordning, hvis ressortministeriet kan give tilladelse til, at kommunen fraviger fra kravet i bestemmelsen om, at støtten ydes til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel i en afgrænset periode. Det bemærkes, at gennemførelsen af et forsøg vil kræve, at der afsættes midler i forbindelse med forhandlingerne om kommunens budget, samt at Socialforvaltningen vurderer, at et forsøg vil være væsentligt udgiftsdrivende for kommunen.

Særligt om flytning mellem kommuner

Som nævnt udsprang den tidligere udvalgssag af 5. november 2025 af en konkret borgersag. I den konkrete sag var en borger flyttet til Københavns Kommune, men havde tidligere boet i en anden kommune, hvor borgeren havde fået bevilget en bestemt type protese.  

Det fremgik af den forrige udvalgssag, at når en borger flytter fra en kommune til en anden, bliver tilflytningskommunen opholdskommune og dermed den kommune, som efter retssikkerhedsloven har pligt til at yde hjælp. Tilflytningskommunen skal derfor i forbindelse med borgerens flytning træffe afgørelse om hjælp til borgeren, og borgeren beholder derfor ikke nødvendigvis den samme hjælp, som pågældende modtog i fraflytningskommunen.

Specifikt i forhold til hjælpemidler gælder det, at borgere, der flytter til en anden kommune, kan medtage bevilgede hjælpemidler, som de fortsat har behov for. Dette gælder også hjælpemidler, der er ydet som udlån, f.eks. tekniske hjælpemidler. Kropsbårne hjælpemidler er personlige hjælpemidler.

Fraflytningskommunen skal underrette tilflytningskommunen om bevillingen af hjælpemidler, og tilflytningskommunen er forpligtet til at føre tilsyn og afholde udgifter i forbindelse med eventuelle reparationer. Hvis et hjælpemiddel er ydet som udlån, skal det tilbageleveres til den oprindelige kommune uden omkostninger for borgeren eller for kommunalbestyrelsen i den oprindelige kommune, når eller hvis borgeren ikke længere har behov for hjælpemidlet.  

Nogle ydelser er bevilget som en løbende bevilling. Dette er ydelser, der udbetales eller ydes regelmæssigt, typisk med et bestemt tidsinterval eller et bestemt beløb, f.eks. støttekontaktperson, personlig pleje, tabt arbejdsfortjeneste samt visse hjælpemidler til bl.a. diabetes og stomi. Hvis en borger med en løbende bevilling flytter til en anden kommune, opretholdes den løbende bevilling umiddelbart ved tilflytning, indtil tilflytterkommunen evt. træffer en ny afgørelse.

Muligheden for at gennemføre et forsøg på området

Da hjælpemiddelområdet som nævnt ressortflyttes til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen pr. 1. juni 2026, vil det være op til Sundheds- og Omsorgsudvalget at beslutte, om de er interesseret i at gennemføre et forsøg på området, og i så fald anmode ministeriet om tilladelse. Det bemærkes, at økonomien som knytter sig til området, ligeledes flytter ressort. Socialudvalget har dermed ingen muligheder for at gå videre med et forsøg.

Socialforvaltningen kan, såfremt Socialudvalget beslutter det, videregive Socialudvalgets ønsker til området og forvaltningens overvejelser om muligheden for en potentiel forsøgsordning på området til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Dertil kan forvaltningen stille sig til rådighed i forhold til sparring om et eventuelt forsøg.

Socialforvaltningen kan overordnet om muligheden for at gennemføre et forsøg oplyse, at serviceloven rummer en forsøgsbestemmelse (§ 184), som har til formål at fremme forsøgsvirksomhed og udvikling på det sociale område og giver mulighed for, at lovens bestemmelser kan fraviges for en afgrænset forsøgsperiode på maksimalt 4 år. Det kan eksempelvis afsøges, om Social- og Boligministeriet kan give Københavns Kommune dispensation fra bekendtgørelsens § 3, der som beskrevet ovenfor indeholder kravet om, at støtten ydes til bedst egnede og billigste hjælpemiddel, samt servicelovens § 1, stk. 3, som fastslår, at afgørelser efter serviceloven skal træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn. Dette med henblik på, at der i kommunen vil kunne gennemføres et forsøg i en afgrænset periode, hvor princippet om ’bedst egnet og billigst’ fraviges i tildelingen af kropsbårne hjælpemidler til en afgrænset gruppe af borgere, f.eks. til borgere, der ansøger om en protese, så vægten i stedet lægges på borgerens ønske til konkret hjælpemiddel samt på den faglige vurdering (’bedst egnet’).

Der må dog medtænkes nogle afgrænsninger for et eventuelt forsøg, der f.eks. kan udelukke uproportionelt dyre løsninger. Samtidig skal forsøget være tilrettelagt på en sådan måde, at ligebehandlingsprincippet er opfyldt. Det betyder, at alle ansøgere eller berørte parter skal behandles ens, medmindre der er saglige og objektive grunde til forskelsbehandling.

Afslutningsvis kan forvaltningen oplyse, at 110 sager om hjælpemidler fra Københavns Kommune efter servicelovens § 112 samt barnets lov § 90 (jf. servicelovens § 112) blev realitetsbehandlet i Ankestyrelsen i 2025 ifølge styrelsens talportal. Heraf omgjorde Ankestyrelsen 34,5 % af sagerne og stadfæstede 65,5 % af sagerne. Til sammenligning var landsgennemsnittet for omgørelser og stadfæstelser henholdsvis 62,7 % og 37,3 % i 2025. Det er ikke muligt at udskille sager om proteser i opgørelserne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Den videre proces vil afhænge af Socialudvalgets drøftelse på baggrund af indstillingens 1. at-punkt samt udvalgets beslutning vedrørende 2. at-punkt.

Katrine Ring

/ Eva Stokbro Jensen