Mødedato: 12.10.2022, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, vær. 103 (udvalgsværelse D)

Fællesmøde mellem Socialudvalget og Dialogforum

Dagsorden

1. Velkomst v/ socialborgmester Karina Vestergård Madsen

2. Oplæg fra Dialogforum om følgende emner:

  • Somatiske sygdomme og pårørendeinddragelse: 
    Dialogforum oplever ulighed i sundhedssystemet.  Sandsynligheden for at opdage og behandle somatiske sygdomme hos borgere med psykiske sygdomme er langt lavere end for borgere uden en psykisk sygdom. Dialogforum anerkender og værdsætter ansættelse af en pårørendevejleder på ungeområdet i socialpsykiatrien og håber, at der i fremtiden kommer flere pårørendevejledere til, så pårørendeindsatsen udbredes til hele socialpsykiatrien. 

  • Livet på botilbuddene
    Dialogforum oplever, at der er manglende fokus på recovery, og på det faktum, at ikke alle borgere/beboere kommer sig af deres psykiske sygdom og flytter ud af deres botilbud. Dialogforum ønsker generelt et større fokus på de mest syge på bostederne. Dialogforum erfarer, at der stadig finder overgreb sted på botilbuddene, hvilket Dialogforum flere gange har forsøgt at gøre politikerne opmærksom på. På botilbuddene er der generelt for få aktiviteter for beboerne, særligt i aftentimerne og i weekenderne. Det hænger stærkt sammen med de lave personalenormeringer på botilbuddene. Desuden er der behov for personrettede tilsyn på botilbuddene.

  • Manglende tilbud for psykisk sårbare borgere i eget hjem
    Dialogforum er bekymret for den manglende vedtagelse af budgetforslaget vedr. Linie 14 og for at den sociale hjemmepleje er nedprioriteret, når behovet er stigende. Dialogforum ønsker på denne baggrund at vide, hvordan udvalget tænker at opfylde minimumskravene hos psykisk sårbare borgere i egen bolig.

  • Anerkendelse af psykiske sygdomme som et handicap
    Dialogforum ønsker, at Københavns Kommune anerkender psykisk sygdom som et handicap, og dermed sikrer, at Dialogforum har de samme muligheder for at opnå indflydelse som Handicapområdet har. Fx ønsker Dialogforum fast politisk deltagelse/repræsentation fra Socialudvalget på alle Dialogforums møder.

3. Fælles drøftelse mellem Socialudvalget og Dialogforum på baggrund af oplæg. 

4. Afrunding og tak for i dag v / socialborgmester Karina Vestergård Madsen

Til top