Mødedato: 11.03.2015, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Systematiske vidensindsamlinger i Socialforvaltningen

Se alle bilag
Socialudvalget ønsker, at forvaltningen skal skabe og dele mere viden om udfordringer og løsninger i forvaltningens praksis. Socialforvaltningen kan i 2015 gennemføre to undersøgelser, der kan danne grundlag for videndeling og læring. Forvaltningen foreslår fem temaer, som udvalget kan vælge mellem.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,

  1. at Socialudvalget drøfter og udvælger to af de fem oplistede temaer (bilag 1), som forvaltningens vidensindsamlinger kan omhandle i 2015.

Problemstilling

Det sociale område udvikler sig løbende, og der samles stadig mere viden på området.

Det er positivt, fordi en mere vidensbaseret praksis i arbejdet med de udsatte borgere er en afgørende forudsætning for, at Socialforvaltningen kan lykkes med at fremme den sociale mobilitet i København.

Derfor henter Socialforvaltningen løbende viden og inspiration fra fx forskning og andre kommuner. Desuden gennemfører Socialforvaltningen selv lejlighedsvise vidensindsamlinger og undersøgelser af udvalgte områder – bl.a. for at få viden om københavnerspecifikke forhold og egen praksis.

Der er imidlertid ikke fælles systematik på tværs af Socialforvaltningens egne undersøgelser, det er ikke altid, at den indsamlede viden formidles, deles og anvendes godt nok, og der er ikke en systematisk tilbagemelding til politisk niveau.

Løsning

Forvaltningen forslår, at forvaltningen fremover gennemfører to årlige vidensindsamlinger på udvalgte områder, der kan styrke vidensgrundlaget for udviklingen af forvaltningens praksis og policy.

Opgaven kan løses af ViA – Viden i Anvendelse, der er Socialforvaltningens nye enhed for faglig udvikling og videndeling.

ViAs opgave er, at understøtte de lokale enheder i Socialforvaltningen i at få en mere vidensbaseret praksis og et mere reflekteret metodevalg. Derfor gennemfører ViA i tæt samarbejde med de involverede områder og tilbud faglige og praksisnære udviklings- og videndelingsaktiviteter. ViA kan desuden i mindre omfang gennemføre undersøgelser, der styrker grundlaget for de konkrete lærings- og vidensdelingsaktiviteter.

ViAs vidensundersøgelser kan indsamle og supplere eksisterende viden, men der er ikke tale om forskning. Det skyldes dels, at undersøgelser på forskningsniveau vil kræve langt flere ressourcer, dels at forvaltningen vurderer, at forskning bør være forankret i forskningsmiljøer, som Socialforvaltningen kan samarbejde eller indgå egentlige partnerskaber med.

Undersøgelserne vil have fokus på områder, som er i kraftig udvikling, hvor der mangler viden og/eller områder, som forvaltningen oplever, er særligt vanskelige at håndtere.

Undersøgelserne har fokus på at omsætte den indsamlede viden til praksisnær læring, viden skal formidles til og bruges i organisationen, og resultater skal formidles til Socialudvalget.

Undersøgelsernes fælles systematik består derfor i, at de:

  • Er københavnerspecifikke, da det er forvaltningens egne praktikere, der leverer viden, og forvaltningen så vidt muligt anvender egne registerdata og viden fra egne undersøgelser
  • Har et lærings- og anvendelsesfokus og efterfølgende deles og omsættes i et tilbud om læringsaktiviteter.

Den valgte systematik indebærer, at følgende data altid inkluderes:

  • Læsning af nyere undersøgelser og aktuel forskning på området
  • Vidensindsamling på området med fokus på praksiserfaringer.

Der suppleres med yderligere data, der er relevante og tilgængelige på det enkelte felt.

Undersøgelserne omsættes i tre leverancer:

  • Et resumé over undersøgelsens hovedfund, der forelægges Socialudvalget til orientering
  • En formidling af ny viden om fx faglige og organisatoriske udfordringer til organisationen og andre interesserede
  • Et praksisrettet læringsforløb, der tilbydes relevante dele af organisationen.

ViA kan i 2015 gennemføre vidensindsamlinger på to områder og holde det indenfor den økonomiske ramme.

Socialforvaltningen har identificeret fem temaer, der er relevante, realistiske og nyttige at undersøge nærmere. Socialudvalget kan vælge, hvilke forslag om undersøgelser, der skal gennemføres i 2015.

De fem temaer står i prioriteret rækkefølge, ud fra hvilke undersøgelsesområder, Socialforvaltningen vurderer, giver mest værdi.

Forslagene er kort listet op nedenfor og er nærmere beskrevet i vedlagte ”Bruttoliste” (bilag).  

#1: Unge hjemløse i København
Hvilke mønstre ser vi? Hvad er de unge hjemløses forhistorier ift. deres kontakt med forvaltningen?

#2: Vold i det sociale arbejde
Kortlægning og vidensindsamling med henblik på styrket vidensgrundlag, øget videndeling og mere systematisk indsats.

#3: Borgere med misbrug på handicapområdet
Bedre anvendelse af egne erfaringer og udveksling af metodeviden på tværs af SOF.

#4: Inddragelse af pårørende og netværk
Mere indgående viden om anvendte metoder; hvad fremmer særligt de gode resultater?

#5: Unge københavnere i gråzoneprostitution
Hvilket billede tegner sig? Hvad ved vi om screening og forebyggelse?  

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, gennemfører Socialforvaltningen to undersøgelser i 2015. Resuméer forelægges udvalget to gange årligt. Første gang i efteråret 2015 anden gang omkring årsskiftet 2015-2016.

I starten af 2016 forelægges en ny ’bruttoliste’, som udvalget kan tage stilling til.


Anette Laigaard     
                 
                                /Sven Bjerre

Beslutning

Kontorchef Ane K. Christensen og chef Malene Lind deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev drøftet og Socialudvalget ønskede, at Socialforvaltningen arbejdede videre med tema 1 om ”Unge hjemløse” koblet sammen med tema 5 om ”Unge københavnere i gråzoneprostitution” og med tema 2 om ”Vold i det sociale arbejde”.

Til top