Mødedato: 10.01.2007, kl. 20:15

Høring om kommende task force på integrationsområdet

Høring om kommende task force på integrationsområdet

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 10. januar 2007

 

 

6.      Høring om kommende task force på integrationsområdet

 

SUD   1/2007  J.nr. 1/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har sendt deres initiativ om oprettelse af en task force på integrationsområdet til høring i de øvrige udvalg (jf. bilag 2).

 

 Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.  at Socialudvalget godkender vedlagte høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

Indstillingen blev tiltrådt af et enigt udvalg

 

Problemstilling

Socialudvalget bliver bedt om at tage stilling til følgende forhold:

- Udvalgets vurdering af, hvordan task forcen kan bruges på jeres område samt forslag til, hvor der umiddelbart vil være brug for task forcen.

- Udvalgets vurdering af tilrettelæggelsen af det fremtidige samarbejde mellem task forcen og forvaltningen.

 

Løsning

Task forcens hovedformål: 1) Identificering af barrierer for gennemførsel af integrationspolitikken. 2) Facilitering af løsning på praktiske problemstillinger efter rekvirering fra fagforvaltningerne. 3) Udbredelse af "best practice" på integrationsområdet (jf. bilag 3).

 

Socialforvaltningen har udarbejdet et høringssvar (bilag 1) med Socialudvalgets vurderinger af task forcen på det sociale område og socialudvalgets vurdering af det fremtidige arbejde med task forcen.

Høringssvaret indeholder følgende bemærkninger:

 

Socialudvalget vurderer, at task forcen vil kunne styrke indsatsen på det sociale område i forhold til at rådgive og vejlede den enkelte medarbejder med borgerkontakt. Nærmere betegnet kan task forcen varetage en råd- og vejledningsopgave i forbindelse med kulturmødet i den daglige kontakt med borgere på socialcentre, handicapcentre og rådgivningscentre. Task forcen kan dermed bruges til at sikre, at integrationspolitikken omsættes til praksis.

 

Task forcen er relevant for flere af udvalgets områder:

På børneområdet er det primært i forhold til børneteams, ungerådgivning, rådgivende og forebyggende institutioner samt frivillige sociale organisationer.

På området voksne med særlige behov er task forcen relevant i socialcentrenes service- og modtagelsesteam samt voksenteam.

Task forcen kan på handicapområdet bruges til at vejlede teammedarbejdere på handicapcentrene samt den centrale visitation.

Hvad angår misbrugere og hjemløse kan task forcen bidrage til, at gruppen af hjemløse, kriseramte og stofmisbrugere med anden etnisk baggrund end dansk får bedre viden om deres muligheder for behandling af misbrug og psykiske lidelser samt om boligforhold.

 

På indsatsområdet "Bolig, særlige problemstillinger" ønsker vi at understrege, at Socialudvalget har ansvaret for den bolig sociale anvisning. Task forcen kan dog understøtte implementeringen af nye udlejnings- og anvisningsregler.

Socialudvalgets vurderer i forbindelse med det fremtidige arbejde med task forcen, at den beskrevne kontaktpersonfunktion er relevant.  Samarbejdet med task forcen bør efter Socialudvalgets vurdering desuden kunne tilrettelægges efter aktuelle behov i Socialforvaltningen.

 

Økonomi

Udgifterne til task forcen afholdes inden for rammerne af de 10 mio. kr. til ny styrket tværgående integrationsindsats, som Borgerrepræsentationen har bevilliget fra 2006 og frem.

 

Videre proces

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indarbejder de respektive høringssvar i en indstilling, som de forelægger Beskæftigelses- og Integrationsudvalget samt Borgerrepræsentationen.

Integrationskontoret forventer at task forcen kan påbegynde arbejdet den 1. februar 2007.

 

Bilag

1.      Socialudvalgets høringssvar

2.      Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets høringsbrev

3.      BIU indstilling: Konkret model for udmøntning af task force

4.      Høringssvar fra Integrationsrådet

 

        

 

         Svend Bjerre

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 10. januar 2007


 

Til top