Mødedato: 10.01.2007, kl. 20:15

Status på HandiMap

Status på HandiMap

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 10. januar 2007

 

 

10.      Status på HandiMap

 

SUD   5/2007  J.nr. 5/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Projekt HandiMap er klar til offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside, og Socialudvalget orienteres om status.

 

 Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.  at Socialudvalget tager orienteringen om status på projektet HandiMap til efterretning

2.  at Socialudvalget tager høringssvaret fra Det Sociale Brugerråd til efterretning.

 

Punktet blev udsat fra mødets start

 

Problemstilling

Der har hidtil ikke eksisteret en oversigt over tilgængelighedsoplysninger om de forskellige tilbud til borgere i København, herunder Københavns Kommunes tilbud til handicappede og psykisk syge.

I forbindelse med EU's handicapår 2003 besluttede de tidligere udvalg – Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Bygge- og Teknikudvalget – at udarbejde et kort over Københavns Kommune, hvor bygninger og faciliteter af særlig betydning for handicappede borgere fremgår. Socialudvalget orienteres hermed om status for udviklingen af et kort med tilgængelighedsoplysninger.

 

Løsning

Socialforvaltningen har i samarbejde med Stadskonduktørembedet, Teknik- og Miljøforvaltningen udviklet et digitalt grundkort, HandiMap, der er et oversigtskort over Københavns Kommune. Af kortet fremgår en række tilbud og seværdigheder, hvor der er oplyst tilgængelighedsforhold. Arbejdet med første version af HandiMap er afsluttet ultimo oktober 2006, og HandiMap kan derfor præsenteres for Socialudvalget på mødet den 17. januar 2007.

 

HandiMap skal give handicappede og psykisk syge mulighed for at finde information om København Kommunes tilbud ét sted på internettet. Desuden er det på længere sigt formålet med HandiMap at arbejde for, at der er tilgængelighed for alle borgere uanset fysiske og psykiske forudsætninger i Københavns Kommune.

 

Der er desuden lavet et tiltag kaldet "Hjemmesider til botilbud og lignende institutioner", der skal supplere HandiMap, da det enkelte tilbud kan koble deres hjemmeside på HandiMap. Det er planlagt, at den første version af HandiMap præsenteres for brugerorganisationerne efter Socialudvalgets behandling.

 

Socialforvaltningen har hørt Det Sociale Brugerråd om projekt HandiMap. Det Sociale Brugerråd har efterfølgende påpeget en række problemstillinger vedrørende anvendeligheden af HandiMap. Se Det Sociale Brugerråds høringssvar i bilag 1.

 

Blandt andet fremhæver Det Sociale Brugerråd, at tilgængelighedsoplysningerne, som fremgår af HandiMap, kun er målrettet borgere med et fysisk handicap. Oplysninger om eksempelvis tilstedeværelsen af teleslyngeanlæg eller bøger med blindskrift er således ikke mulige at finde på HandiMap. Dette betyder, at HandiMap alene henvender sig til bevægelseshandicappede borgere og ikke til samtlige københavnere med handicap.

 

Desuden fremhæver Det Sociale Brugerråd en række forslag til tilpasning af kortet. Disse forslag er allerede delvist efterkommet af Socialforvaltningen og tilpasset i HandiMap. Dog udestår stadig følgende forslag:

1.      Kun steder med handicaptilgængelighedsoplysninger bør fremgå. Således bør de steder, institutioner mv. uden tilgængelighedsoplysninger ikke fremgå af kortet

2.      Det foreslås, at oplysningerne kan fås på engelsk, således at HandiMap også kan henvende sig til turister i København

3.      Der foreslås et samarbejde med Vej og Park i forbindelse med deres udvikling af en "Ruteplan" i Københavns Kommune

4.      Endelig foreslår Det Sociale Brugerråd, at der nedsættes en følgegruppe, som kan drøfte muligheder for udvikling af HandiMap således, at kortet på sigt henvender sig til alle københavnere med handicap. Det Sociale Brugerråd foreslår, at der rettes henvendelse til Handicaprådet med henblik på etableringen af en følgegruppe.

Socialforvaltningen indstiller til Socialudvalget, at Det Sociale Brugerråds høringssvar tages til efterretning, og at Socialforvaltningen retter henvendelse til Handicaprådet med henblik at nedsætte en følgegruppe til udvikling af HandiMap.

 

Socialforvaltningen anbefaler imidlertid, at Det Sociale Brugerråds første forslag ikke efterkommes, da der blandt andet er tale om en række dag- og døgntilbud i Københavns Kommune, som endnu ikke har beskrevet tilgængelighedsoplysninger. Disse tilbud er relevante på et oversigtskort til handicappede og psykisk syge uanset tilgængelighedsoplysninger. Dog kan sådanne oplysninger udarbejdes i en følgegruppe.

 

Økonomi

I forbindelse med det det Europæiske Handicapår 2003 bevilliges der 2,0 mill. kr. til finansiering af tiltag og arrangementer (Jf. FAU 363/2003).

Der er overført 300 t. kr. til projektet fra 2005 til 2006. Afslutningen af projektet forventes at kunne holdes væsentligt lavere end de budgetterede 300 t. kr.

Endvidere er der overført 350 t. kr. til et afledt projekt, hvor der skal udvikles hjemmesider til kommunens botilbud. Links til disse hjemmesider skal være tilgængelige fra HandiMap. Midlerne til dette projekt indgår i Socialforvaltningens hasteoverførselssag til 2007.

Se yderligere oplysninger vedrørende budgetmæssige overførsler i bilag 2.

 

Videre proces

Socialforvaltningen retter henvendelse til Handicaprådet med henblik på udvikling af HandiMap. Kontrakten mellem Socialforvaltningen og Stadskonduktørembedet inkluderer løbende opdateringer, hvorfor kontraktforholdet ikke påvirkes af Socialudvalgets beslutning.

 

Bilag

Høring:

1.      HandiMap har været i høring hos Det Sociale Brugerråd, se høringssvaret i bilag 1.

Øvrige bilag:

2.      Budgetmæssige overførsler vedr. HandiMap er beskrevet i bilag 2

 

 

         Sven Bjerre               /                     Jens Elmelund

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 10. januar 2007


 

Til top