Mødedato: 08.10.2025, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Tværgående status på KKs Handicappolitik 2023-2026

Se alle bilag

Resumé

Socialforvaltningen har i samarbejde med de øvrige forvaltninger i Københavns Kommune udarbejdet en tværgående status på kommunens handicappolitik for 2023-2026 (bilag 1). Den tværgående status er udarbejdet for perioden 2023-juni 2025, dvs. forud for indgåelse af aftale om budget 2026.

Socialforvaltningen har været tovholder på at udarbejde den fælles status på tværs af forvaltningerne. Handicaprådet er før udarbejdelsen af den tværgående status blevet hørt og er efterfølgende også blevet hørt i form af en skriftlig høring (bilag 2).

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at vedlagte udkast til forvaltningernes tværgående status på Københavns Kommunes handicappolitik for 2023-2026 (bilag 1) tages til efterretning.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 4. maj 2023 Københavns Kommunes Handicappolitik 2023-2026 (bilag 4).

Det fremgår af politikken, at Socialforvaltningen i 2025, som led i opfølgningen på Københavns Kommunes handicappolitik for 2023-2026, skal være tovholder på at udarbejde en fælles status på tværs af forvaltninger, som også kan fungere som optakt til en ny handicappolitisk ramme fra 2027.

Socialforvaltningen har derfor i samarbejde med de øvrige forvaltninger i Københavns Kommune udarbejdet en tværgående status på Københavns Kommunes Handicappolitik 2023-2026 (bilag 1). Den tværgående status er udarbejdet for perioden 2023-juni 2025, dvs. forud for indgåelse af aftale om budget 2026, som derfor ikke indgår.

Socialforvaltningen har i forbindelse med udarbejdelse af status på handicappolitikken, anmodet Handicaprådet om bemærkninger. Rådet har i august 2025 sendt høringssvar (bilag 2), ligesom de efterfølgende - efter indgåelse af budget 2026 - har sendt supplerende bemærkninger hertil (bilag 2a).

For så vidt angår Socialudvalgets område har forvaltningen udarbejdet en orientering med et overordnet overblik for den tværgående status på Socialforvaltningens område (bilag 3).

Øvrig opfølgning på handicappolitikken 2023-2026

Hver forvaltning har, jf. princippet om sektoransvar, ansvar for at omsætte politikken til konkrete handlinger, der forbedrer rammerne for mennesker med handicap.

I forlængelse af handicappolitikken udarbejdede alle forvaltningerne indsatsplaner, som blev forelagt de respektive fagudvalg i 2023. Socialforvaltningens indsatsplan under Københavns Kommunes Handicappolitik 2023-2026 blev godkendt af Socialudvalget i december 2023, og beskriver, hvordan Socialforvaltningen bl.a. arbejder med de målsætninger, som er i handicappolitikken.

Handicaprådet har også på deres årlige møder med de politiske udvalg haft mulighed for at følge arbejdet og for at drøfte implementeringen af politikken og de konkrete initiativer. Derudover har det også været muligt for fagudvalgene at beslutte, om de ønskede yderligere opfølgning på handicappolitikken på forvaltningsniveau.

Løsning

Københavns Kommunes Handicappolitik 2023-2026 har seks overordnede målsætninger med en række særlige prioriteringer under hver målsætning:

  1. Mere tillid mellem borgere med handicap og medarbejdere i Københavns Kommune
  2. Lettere adgang til hjælp
  3. Københavns Kommune vil arbejde med universelt design, så byen bliver mere tilgængelig for flere
  4. Børn og unge med handicap trives og lærer bedre i dagtilbud, fritidstilbud og skole
  5. Flere skal have adgang til beskæftigelse og uddannelse – Københavns Kommune vil føre an som det gode eksempel
  6. Hverdagsliv med livskvalitet

Den tværgående status på Københavns Kommunes Handicappolitik 2023-2026 består af to dele.

I del 1 gør forvaltningerne status på arbejdet med målsætningerne fra handicappolitikken ved at fremhæve udvalgte initiativer under hver af de seks målsætninger. Formålet er at give aktuelle eksempler på initiativer, der er taget siden 2023 og frem til medio 2025. Det kan være i form af helt nye initiativer, der er besluttet eller sat i gang, bl.a. som led i budgetforhandlinger, ligesom det kan være aktuel status på indsatser, der allerede er godt i gang, eller som forvaltningerne løbende arbejder med som en del af driften. Der altså ikke tale om et udtømmende billede. Det betyder også, at der – ud over de nævnte initiativer – i alle forvaltninger findes andre indsatser, som også understøtter handicappolitikkens målsætninger.

Del 2 samler op på forvaltningernes erfaringer med arbejdet med handicappolitikken. Disse erfaringer vil indgå i det forestående arbejde med en ny handicappolitisk ramme fra 2027. Det er forvaltningernes erfaring, at handicappolitikken fungerer effektivt som et politisk ophæng og et fælles udgangspunkt, fx i de forskellige forvaltningers arbejde med egne politikker, strategier og indsatser. Derudover er det bl.a. en af erfaringerne, at det fungerer godt, at handicappolitikken er relativt overordnet for at sikre prioriteringsrum i udvalg og forvaltninger, samtidig med at den sætter en politisk ramme og retning for udviklingen på området.

Inddragelse af Handicaprådet i forbindelse med udarbejdelsen af den tværgående status

Socialforvaltningen holdt et indledende møde med Handicaprådet den 6. maj 2025, hvor forvaltningen orienterede om det forestående arbejde med udarbejdelsen af den tværgående status og fik rådets input til fokusområder til del 1.

Derudover har Handicaprådet haft et udkast til den tværgående status på handicappolitikken i skriftlig høring med henblik på at give bemærkninger, som kan indgå i den tværgående status.

Handicaprådets høringssvar er indarbejdet i den tværgående status, og er vedlagt i sin helhed som bilag 2 og bilag 2a. Rådet tilkendegiver i høringssvaret (bilag 2) ift. erfaringerne med handicappolitikken (del 2), at de støtter op om handicappolitikken og finder det afgørende, at kommunen har en klart defineret politik, der kan fremme områdets udvikling og sikre en tydelig retning, men efterspørger yderligere tiltag og konkrete handlinger, herunder en detaljeret handleplan med finansiering. Handicaprådet kommenterer i høringssvaret desuden på de enkelte målsætninger for handicappolitikken. Forvaltningerne tager rådets bemærkninger til efterretning.

Bilag 3 er en orientering til Socialudvalget, der giver et overordnet overblik for den tværgående status på Socialforvaltningens område.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Socialudvalget godkender indstillingen, vil sagen blive forelagt Økonomiudvalget og efterfølgende Borgerrepræsentationen til efterretning. Sagen forventes behandlet på møde i Økonomiudvalget den 28. oktober 2025 og møde i Borgerrepræsentationen den 13. november 2025.

De øvrige forvaltninger beslutter, om deres respektive udvalg skal orienteres forud for behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Katrine Ring

       / Eva Stokbro Jensen


Til top