Mødedato: 08.02.2017, kl. 16:00
Mødested: H17, Halmtorvet 17, 1700 København V

Fixelancens fremtid

Se alle bilag

Fixelancens hidtidige opgaver videreføres af det nye Stofindtagelsesrum ”H17” på Halmtorvet, og Socialudvalget skal derfor træffe beslutning om køretøjets fremtid.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget godkender, at køretøjet sælges, og

2. at Socialudvalget godkender, at en indtægt ifm. med salg af køretøjet (model 1) anvendes til at nedbringe den generelle besparelse som Socialudvalget vedtog den 30. november 2016, punkt 7, 

 eller

3. at Socialudvalget godkender, at køretøjet overdrages vederlagsfrit til en frivillig forening til løsning af opgaver inden for det sociale område.

4. at Socialudvalget godkender, at udgiften ved tilbagebetaling af moms, der aktualiseres ved køretøjets overdragelse (model 2), afholdes på hovedaktiviteten Misbrugsbehandling på bevillingsområdet Udsatte voksne.

Problemstilling

Der er ikke længere behov for køretøjet ”Fixelancen” som stofindtagelsesrum, da denne funktion er overført til det nye stofindtagelsesrum ”H17” på Halmtorvet 17. Køretøjet er en ombygget autocamper.

Løsning

I 2012 købte Københavns Kommune to ombyggede ambulancer ”Fixelancer” af Foreningen Fixerum, der på eget initiativ havde drevet de to mobile stofindtagelsesrum på Vesterbro. De to Fixelancer havde sammenlagt 7 injektionspladser. De to Fixelancer levede dog ikke op til kommunens arbejdsmiljøkrav til en fast arbejdsplads, og da det ikke var muligt at ombygge bilerne, så de opfyldte kravene, måtte de tages ud af drift. Danmarks første Fixelance blev, efter aftale med Foreningen Fixerum, i 2014 overdraget til Nationalmuseet, da forvaltningens nye Fixelance var kommet i drift. Køretøjet til Socialforvaltningens nye Fixelance blev indkøbt i slutningen af 2013 for 267.000 kr. ex moms og blev ombygget til et mobilt stofindtagelsesrum med fire injektionspladser. Den nye Fixelance blev taget i brug den 21. marts 2014. Fixelancen har holdt permanent på Halmtorvet 9 ved Sundhedsrummet.

Med åbningen af det nye permanente stofindtagelsesrum på Halmtorvet 17 i august 2016 er den samlede kapacitet til overvågede stofindtag på Vesterbro øget. Derfor blev Fixelancen taget ud af drift med udgangen af 2016. Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet to modeller for køretøjets fremtidige anvendelse, hvor den ene model er salg, og den anden er overdragelse til en frivillig forening.

Udsatterådet har været hørt om deres holdning til køretøjets fremtidige brug, jf. nedenfor.

Model 1: Salg af køretøjet

Odense Kommune har tilkendegivet interesse for at købe køretøjet, da kommunen netop har fået bevilliget midler fra Trygfonden til projektet ”Sundhed på hjul”. Projektet indeholder et mobilt social- og sundhedsfagligt behandlingstilbud til personer med misbrug af illegale rusmidler. Køretøjet vurderes at opfylde de behov, som Odense Kommune har.

Alternativt kan køretøjet sættes til salg på markedsvilkår. Indtægten for køretøjet i forbindelse med et salg vil tilkomme Socialudvalgets budget til Udsatte voksne. Se forslag til anvendelse under afsnittet Økonomi.

Model 2: Anvendelse af køretøjet til løsning af sociale opgaver

Socialudvalget kan vælge at overdrage køretøjet til fx en frivillig forening, der løser opgaver på det sociale område i Københavns Kommune. Det vil i givet fald forudsætte, at modtageren selv har mulighed for at finansiere driften. Da køretøjet repræsenterer en økonomisk værdi, vil en overdragelse af køretøjet til en frivillig forening indebære, at Socialudvalget bevilliger foreningen et beløb svarende til køretøjets værdi. Socialudvalget skal samtidig vurdere, om udvalget kan støtte formålet med anvendelsen af midlerne, svarende til andre sager, hvor der bevilliges midler.

Brugernes Akademi, der er en frivillig forening af og for stofbrugere, har rettet henvendelse til Socialborgmester Jesper Christensen med ønske om at få overdraget køretøjet. Brugernes Akademi ønsker at anvende køretøjet til et mobilt forebyggelses- og sundhedstilbud, bl.a. til deres oplysningskampagne om Hepatitis C.

En overdragelse af køretøjet til en forening er forbundet med en udgift på 53.400 kr., da forvaltningen skal returnere et beløb svarende til momsen af den oprindelige købspris. Tilbagebetaling af et beløb svarende til momsen gælder også ved salg. Her tages beløbet fra salgsindtægten, jf. økonomiafsnittet.

Køretøjets anvendelse som mobilt stofindtagelsesrum i model 2

På foranledning af høringssvar fra Udsatterådet, jf. nedenfor, har Socialforvaltningen anmodet Sundheds- og Ældreministeriet om en redegørelse af reglerne for lovlig drift af et stofindtagelsesrum. Det fremgår af ministeriets svar, at en selvejende institutions drift af et stofindtagelsesrum forudsætter driftsoverenskomst med en kommune og en ansøgning fra kommunen til ministeriet.

Med Socialudvalgets beslutning om etableringen af H17, er der ikke længere grundlag for et kommunalt mobilt stofindtagelsesrum. Udvalget kan ikke med de gældende regler overdrage køretøjet til brug for stofindtagelsesrum, uden kommunen pga. sundhedslovens regler om stofindtagelsesrum selv er en del af driften.

Udsatterådets anbefaling

Socialforvaltningen har sendt de to modeller i høring hos Udsatterådet, jf. bilag 1 med Udsatterådets høringssvar. Udsatterådet anbefaler, at køretøjet bliver i Købehavns Kommune og ikke sælges til en anden kommune.  Helt overordnet ønsker Udsatterådet, at køretøjet forsat anvendes som Fixelance. Hvis dette ikke er muligt, er det rådets anbefaling, at køretøjet overdrages til en social aktør i København. Rådet anbefaler i så fald, at bilen overdrages til Brugernes Akademi. Rådet foreslår også, at forvaltningen afdækker mulighederne for en fremtidig anvendelse yderligere. Såfremt denne løsning vælges, har Udsatterådet udarbejdet en liste over aktører, de vil anbefale forvaltningen at forhøre sig hos om deres interesse og mulighed for at anvende bilen.

Økonomi

Idet køretøjet er indkøbt inden for de seneste fem år, skal Socialforvaltningen ved salg eller overdragelse af køretøjet til en ekstern aktør tilbagebetale et beløb svarende til momsen af købsprisen, dvs. 20 pct. af købsprisen. Momsen skal overføres til Økonomiudvalget, som håndterer det videre forløb på vegne af alle forvaltninger. Køretøjet blev indkøb til 267.000 kr. ex. moms. Socialforvaltningen skal derfor returnere 53.400 kr. til Økonomiudvalget.

Ved salg

Ved salg af køretøjet reduceres Socialforvaltningens indtægt med det skyldige momsbeløb. Nettoindtægten efter tilbagebetaling af moms vil tilfalde Socialudvalgets budget til Udsatte voksne. En indtægt ved salg af køretøjet foreslås anvendt  til at nedbringe den generelle besparelse, som Socialudvalget vedtog den 30. november 2016, punkt 7.

Ved overdragelse

Såfremt Fixelancen ønskes overdraget til anden aktør, får Socialforvaltningen ingen indtægt, men skal anvise finansiering til tilbagebetalingen af moms på 53.400 kr. Socialforvaltningen foreslår, at udgiften ved tilbagebetaling af moms tages fra hovedaktiviteten Misbrugsbehandling på bevillingsområdet Udsatte voksne.

Der er tale om en engangsbevilling uden dækning af driftsudgifter.

Videre proces

Hvis salg af køretøjet besluttes, vil forvaltningen tage kontakt til Odense Kommune med henblik på salg. Alternativt iværksættes et markedssalg.

Hvis overdragelse af køretøjet besluttes, vil forvaltningen afdække, hvad de aktører, som Udsatterådet har foreslået, vil bruge køretøjet til med henblik på at fastslå, at anvendelsen ligger inden for det sociale område.

 

  Nina Eg Hansen

                                  / Eva Stokbro Jensen

 

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen og vicecenterchef Finn Jensen deltog under punktets behandling.

Indstillingens 3. og 4. at-punkt blev godkendt og indstillingens 1. og 2. at-punkt bortfaldt derved.

Til top