Mødedato: 07.11.2007, kl. 16:00

Ansøgning om projektmidler fra Region Hovedstadens pulje

Ansøgning om projektmidler fra Region Hovedstadens pulje

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 7. november 2007

 

 

9.      Ansøgning om projektmidler fra Region Hovedstadens pulje

SUD 414/2007  J.nr. 414/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Socialudvalget bedes tage Socialforvaltningens orientering om muligheden for finansiering af forebyggende sundhedsprojekter for prostituerede samt for beboere på Christiania til efterretning.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Socialforvaltningen indstiller 

1.                  at Socialudvalget tager nærværende orientering til efterretning, herunder at forvaltningen arbejder videre med to konkrete projektforslag, men afventer Region Hovedstadens tildelingskriterier og ansøgningsfristen for puljen til sundhedsfremmende projekter

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 7. november 2007

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Problemstilling

Socialudvalget har tidligere drøftet mulighederne for at søge om tilskud fra Region Hovedstadens pulje til sundhedsfremmende projekter. Socialforvaltningen redegør for Socialforvaltningens videre arbejde med at ansøge om tilskud til sundhedsfremmende aktiviteter i forhold til beboere på Christiania og til prostituerede.

 

Løsning

På Socialudvalgets møde den 20. juni 2007 (SUD 219/2007) blev det besluttet, at Socialforvaltningen skulle rette henvendelse til Region Hovedstaden for at finde fælles finansiering af forebyggelsesprojekter, dels et projekt i forbindelse med Sundhedshuset på Christiania, dels et projekt blandt kvindelige prostituerede i det kommunale sundhedsrum på Vesterbro.

 

Vedr. forbyggelsesprojekt i forbindelse med Sundhedshuset på Christiania

Socialforvaltningen har i samarbejde med Sundhedshusets lægekonsulent og forvaltningens opsøgende Sundhedsteam udarbejdet skitse til et projekt (Bilag 1). Projektet skal udvikle metoder til at nå en gruppe af christianitter, som lider at kroniske livsstilssygdomme som f.eks. type 2-sukkersyge, KOL (rygerlunger), forhøjet blodtryk, vægtproblemer, hepatitis m.m. Der er tale om christianitter, som har vanskeligt ved at anvende de almindelige sundhedstilbud.  Da tilskud fra puljen forudsætter samarbejde med et hospital, har Socialforvaltningen sideløbende hermed haft kontakt til Bispebjerg Hospital, der har Christiania som optageområde. Bispebjerg Hospital er åben over for et samarbejde. Der arbejdes videre på et fælles projektforslag.

 

Vedr. forebyggelsesprojekt for prostituerede

Socialforvaltningen har taget kontakt til Venerea Klinikken (Klinik for Kønssygdomme) på Bispebjerg Hospital for at undersøge mulighederne for at samarbejde om sundhedsfremme til prostituerede i Sundhedsrummet på Vesterbro. Forvaltningen og Venerea Klinikken er ved at udarbejde et projektforslag om et fremskudt tilbud fra Venerea Klinikken i Sundhedsrummet. Dette tilbud kan eksempelvis indebære, at en sygeplejerske giver råd og vejledning 2 gange om ugen i Sundhedsrummet. Derudover kan samarbejdet bestå i, at det faste personale i Sundhedsrummet følger prostituerede stofmisbrugende kvinder til Venerea Klinikken på Bispebjerg Hospital, når der er behov for yderligere undersøgelser. Projektet er skitseret i Bilag 2.

 

Socialforvaltningen har rettet henvendelse til Region Hovedstaden om muligheden for at få tilskud til disse projekter. Region Hovedstaden har oplyst, at Sundhedskoordina­tions­udvalget ikke har besluttet tildelingskriterierne og ansøgningsfristen for puljen endnu. Region Hovedstaden kan derfor ikke vurdere, om de skitserede projekter vil leve op til tilskudskriterierne.

 

I forhold til målgrupperne for de skitserede projekter, prostituerede samt beboere på Christiania, forventes projekterne at føre til forebyggelse af, at sygdomme opstår, eller at kronisk syge borgere bliver bedre til at håndtere disse og forebygge, at sygdommen forværres.

 

Økonomi

De økonomiske konsekvenser af de skitserede projektforslag kendes endnu ikke. Der kan opnås projektstøtte i op til 2 år, dvs. i 2008-2009.  Der gives primært tilskud til udvikling og implementering af projekter, som man forventer, vil blive forankret som en daglig aktivitet ved projektperiodens ophør.

 

Projekter med tilskud fra Region Hovedstadens pulje forudsætter, at Københavns Kommune bidrager til finansieringen med 50 pct. Der er ikke i Socialudvalgets budget 2008 afsat midler hertil. Socialforvaltningen kan ikke på nuværende tidspunkt anvise finansiel dækning for den kommunale medfinansiering i projektperioden eller for aktiviteternes varige finansiering efter projektperiodens ophør.

 

 

Videre proces

Socialforvaltningen arbejder videre med de konkrete projektforslag, så de kan være klar til indsendelse, når den nye ansøgningsrunde udmeldes. Socialforvaltningen tilstræber at forelægge projektforslagene for Socialudvalget, inden ansøgningen bliver sendt ind, men vi gør samtidig udvalget opmærksom på, at ansøgningsfristen under tiden er så kort, at det kan være vanskeligt at nå en udvalgsbehandling af projektforslagene inden. I givet fald vil Socialforvaltningen indsende ansøgningen med forbehold for Socialudvalgets efterfølgende godkendelse.

 

Sideløbende med denne proces arbejdes der videre med udvalgets beslutning den 26. september 2007: "Indstillingen blev forkastet, og udvalget ønskede, at forvaltningen arbejder videre med at udvikle Sundhedshusets sundhedsfaglige profil i samarbejde med øvrige parter på sundhedsområdet, herunder om Sundhedshuset kan indgå i strategien om sundhedscentre".

 

 

Bilag

1.      Skitse til sundhedsprojekt for Christiania i samarbejde mellem Sundhedshusets lægekonsulent, Socialforvaltningens Sundhedstema samt Bispebjerg Hospital

2.      Skitse til sundhedsfremmende projekt for prostituerede

 

         Anette Laigaard                             

 


 

Til top