Mødedato: 07.11.2007, kl. 16:00

Kommuneplanstrategi 2007

Kommuneplanstrategi 2007

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 7. november 2007

 

 

2.      Kommuneplanstrategi 2007

SUD 430/2007  J.nr. 430/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen har oversendt forslag til Kommuneplanstrategi 2007 til udvalgshøring i alle stående udvalg.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Socialforvaltningen indstiller at Socialudvalget,

1.                  tager det oversendte forslag til Kommuneplanstrategi 2007 til efterretning, under forudsætning af, at de nedenfor angivne ændringer indarbejdes i forslaget.    

Socialudvalgets beslutning i mødet den 7. november 2007

Kontorchef Birgitte Nystrup Lundgren deltog under punktet.

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Problemstilling

Økonomiudvalget har den 2. oktober 2007 besluttet at oversende Kommuneplanstrategi 2007 til høring i de stående udvalg.  

 

Kommuneplanstrategi 2007 er udarbejdet af Økonomiforvaltningen på baggrund af et bredt samarbejde mellem alle kommunens forvaltninger. Med strategien besluttes de centrale indsatsområder i Kommuneplan 2009. Kommuneplanstrategien lægger således rammerne for, hvordan kommunen vil håndtere udfordringerne for byens udvikling indenfor den kommende planperiode. Knyttet til strategien er en Planredegørelse, der som en faktapublikation indeholder en sammenfatning af de analyser, der ligger til grund for strategien. 

 

Kommuneplanstrategi 2007 foreslås nu taget til efterretning under forudsætning af, at de nedenfor angivne ændringer indarbejdes.

 

Løsning

Socialforvaltningen har deltaget i det tværfaglige samarbejde om kommuneplanstrategi 2007 og har i den forbindelse fremsendt forslag til Økonomiforvaltningen, hvoraf en del er taget til følge, mens andre ikke er blevet inddraget, jf. nedenstående.

 

Forslag til Kommuneplanstrategi 2007, som hermed oversendes til høring, inddrager Socialforvaltningen ved at fremhæve følgende områder:

 

-         Ghettodannelse skal modvirkes, herunder koncentrationen af socialt svage i de almene boligområder

-         Nye udlejningsmodeller og anvisningsregler for den almene boligsektor

-         15 boligsociale projekter i samarbejde med de almene boligorganisationer

-         En omfattende modernisering af kommunens botilbud til psykisk syge og handicappede

 

Kommuneplanstrategien dækker altså et bredt udsnit af de kerneopgaver, som Socialforvaltningen har i relation til udviklingen af det fysiske miljø. Det samme gælder Planredegørelsen som mere detaljeret beskriver de ovennævnte områder.

Hvad både Kommuneplanstrategi 2007 og Planredegørelsen dog ikke indeholder, er et mere generelt fokus på kommunens særligt udsatte grupper, samt en fortsat indsats for at tilvejebringe flere og bedre boliger til disse målgrupper.

 

Dette forslås inddraget som følger:

 

I Planredegørelsen indarbejdes et beskrivende afsnit, som lyder: 

 

Flere boliger til særligt udsatte grupper

I Københavns Kommune fortsætter arbejdet med at sikre flere og bedre boliger og botilbud til kommunens udsatte grupper. De særligt udsatte grupper er stof- og alkoholafhængige, psykisk syge, udviklingshæmmede, fysisk handicappede, unge med sociale problemer og hjemløse. Heraf har en del behov for en almen bolig. Aktuelt bliver en del af kommunens ældreboliger omdannet til boliger til særligt udsatte grupper (særboliger) og der er vedtaget en moderniseringsplan for at sikre bedre og tidssvarende boliger og botilbud til kommunens psykisk syge og handicappede. Planen rummer ca.1000 botilbud. Til samme målgrupper er der vedtaget en Tryghedsplan, som skal nedsætte ventetiden til boliger og botilbud. Endvidere er der som et led i arbejdet med at have den nødvendige vifte af differentierede boliger, igangsat en undersøgelse som evaluerer trivslen i særboligerne.

 

I Kommuneplanstrategi 2007 tilføjes en pind, under eksempler på initiativer der skal til for at sikre, at byen er for alle, som lyder:

 

- En indsats som skal tilvejebringe boliger til særligt udsatte grupper.

 

Derudover er det et ønske fra Socialforvaltningen, at strategien i højere grad afspejler et socialt engagement, ved at indarbejde de udfordringer, kommunen står overfor i forhold til de borgere, der som følge af fattigdom lider store afsavn. Der er behov for at have fokus på lige adgang til sundhed, blandt andet gennem gratis tværfaglige sundhedstilbud, - lokale sundhedshu se mv. Lige muligheder handler også om at fokusere på livskvalitet gennem fællesskab og et aktivt liv. Fokus bør her være på at sikre udvikling af gratis rekreative og kulturelle tilbud.

 

Videre proces

Høringssvar skal sendes til Borgerrepræsentationens Sekretariat hurtigst muligt.

Herefter samler Økonomiforvaltningen svarene og forelægger Økonomiudvalget resultatet den 13. november, inden strategien går videre til endelig vedtagelse i Borgerrepræsentationen.  

Herefter sendes den i offentlig høring. Efter den offentlige høring skal der i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen tages stilling til, hvorvidt der er indkommet bemærkninger, der giver anledning til ændringer i Kommuneplanstrategi 2007. Økonomiforvaltningen planlægger at afholde et til flere debatmøder, hvor byens borgere inviteres til at diskutere indholdet i Kommuneplanstrategien.

 

Bilag

1.      Kommuneplanstrategi 2007

2.      Planredegørelse 2007

 

 

         Anette Laigaard                              /                    Jens Elmelund


 

Til top