Udmøntning af midler til understøttelse af civilsamfundet
Resumé
Socialudvalget skal godkende fordelingen af 4,9 mio. kr., som blev afsat ved budgetforhandlingerne for 2027. Midlerne skal målrettes civilsamfundet, der arbejder med styrket livsmestring, værdighed og meningsfulde fællesskaber for sårbare og udsatte børn, unge og voksne. Det fremgår af aftaleteksten for budget 2027, at Socialudvalget beslutter den konkrete udmøntning af midlerne.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender, at Thorvaldsen tildeles en bevilling på 708.000 kr.
- at Socialudvalget godkender, at Basar under broen tildeles en bevilling på 874.000 kr.
- at Socialudvalget godkender, at Café Dugnad tildeles en bevilling på 1.710.000 kr.
- at Socialudvalget godkender, at Frelsens Hær tildeles en bevilling på 1.000.000 kr.
- at Socialudvalget godkender, at Kirkens Korshær tildeles en bevilling på 633.000 kr.
Problemstilling
Ved budgetforhandlingerne for 2027 blev der afsat 4,9 mio. kr. årligt på service for 2027-2030 med SO68 Pulje til understøttelse af civilsamfundet. Midlerne skal understøtte civilsamfundet og socialfaglige indsatser i Socialforvaltningen, der arbejder med meningsfulde fællesskaber, værdighed og styrket livsmestring for sårbare og udsatte børn, unge og voksne. Det fremgår af aftaleteksten, at Socialudvalget beslutter den konkrete udmøntning af midlerne.
Der er en række civilsamfundsorganisationer, der har sociale indsatser, som har stor betydning for både målgruppen og de bydele i København, hvor indsatsen foregår. Fælles for aktiviteterne er, at de understøtter Socialforvaltningens indsatser for de mest udsatte og psykiske sårbare borgere. De ovenstående organisationer fik ikke forlænget deres bevilling ved budgetforhandlingerne for 2027.
Løsning
Socialforvaltningen indstiller, at midlerne fordeles til civilsamfundsorganisationer, som ikke fik forlænget deres bevilling ved budgetforhandlingerne for 2027.
Det drejer sig om indsatser hos Netværksstedet Thorvaldsen, Menneskebibliotekets Basar under Broen, Café Dugnad samt Kirkens Korshær på Vesterbro. Endvidere fik Frelsens Hærs indsats på Christianshavn ikke en høj nok bevilling til at kunne udvide åbningstiderne i værestedet Pakhuset. Se bilag 1 for en uddybende beskrivelse af indsatserne.
Det indstilles, at midlerne fordeles således:
|
Organisation |
Indsats |
Beløb i kr. |
|
SO22 Thorvaldsen (bevillingsudløb) |
Fortsat finansiering af netværksstedet Thorvaldsen for psykisk sårbare |
708.000 |
|
SO26 Indsatser til udsatte fattigdomsmigranter (bevillingsudløb) |
En øget migrantindsats på Vesterbro/Maria Kirken |
633.000 |
|
S035 Basar under broen (bevillingsudløb) |
Bevillingen skal dække projektindsatsens aktiviteter samt renhold. |
874.000 |
|
SO36 Weekendåbent på Café Dugnad (bevillingsudløb) |
Caféen har fokus på at servere mad, der er tilpasset rusmiddelbrugere. |
1.710.000 |
|
SO47 Trin for Trin – Social indsats for udsatte gadesovere og migranter |
Til en opsøgende indsats på Christianshavns Torv samt en udvidelse af åbningstiden i Pakhuset |
1.000.000 |
|
I alt |
|
4.925.000 |
Med det afsatte beløb på 4,9 mio. kr. er det ikke muligt at dække de fulde beløb, som var ønsket ved budgetforhandlingerne. Det betyder, at Netværksstedet Thorvaldsens, Basar under broen og Cafë Dugnad indstilles til en fuld bevilling, mens Kirkens Korshær indstilles til en delvis dækning. Endvidere indstilles Frelsens Hær til en delvis bevilling til at forlænge åbningstiderne i Pakhuset.
Socialforvaltningens tildeling af støtte til tilbud efter selvhenvenderprincippet sker efter servicelovens § 79 i form af en ikke gensidigt bebyrdende aftale. Når det besluttes at tildele bevillingen direkte til de private organisationer. Der gøres opmærksom på, at forvaltningen ikke har nogen misligholdelsesbeføjelser ved indgåelse af en ikke gensidigt bebyrdende aftale. Dermed kan forvaltningen ikke sanktionere tilskudsmodtageren, hvis de politiske hensigter med et tilskud ikke imødekommes. Det vil således alene kunne være en politisk vurdering, om de ønskede politiske formål med tilskuddet er opfyldt, og om bevillingen skal fortsætte.
Økonomi
Økonomien er indeholdt i indstillingen.
Politisk handlerum
Socialudvalget kan vælge at fordele midlerne anderledes end det foreslåede.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, vil midlerne blive udmøntet til de valgte civilsamfundsorganisationer.
Katrine Ring
/ Eva Stokbro Jensen