Ny handicappolitik 2027-2030
Resumé
Socialudvalget skal med denne indstilling godkende, at udkast til en ny handicappolitik for perioden 2027-2030 sendes i høring i fagudvalgene og Økonomiudvalget samt lægges på høringsportalen ’Bliv Hørt’, så alle interesserede kan give høringssvar. Socialforvaltningen er tovholder på arbejdet, der går på tværs af alle kommunens forvaltninger.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget drøfter udkastet til handicappolitikken 2027-2030, og
- at Socialudvalget godkender, at udkastet til Københavns Kommunes Handicappolitik 2027-2030 sendes i høring.
Problemstilling
Socialudvalget og Borgerrepræsentationen har godkendt, at der skal udarbejdes en ny handicappolitik for perioden 2027-2030, da Københavns Kommunes handicappolitik for perioden 2023-2026 udløber ved årsskiftet.
Formålet med kommunens handicappolitik er at være retningsgivende for politiske prioriteringer på handicapområdet i de kommende år, og på den måde også være et redskab til dialog mellem borgere, politikere, kommunens medarbejdere, civilsamfundet og erhvervslivet om handicappolitik i Københavns Kommune.
Udkast til handicappolitikken for 2027-2030 bygger oven på de eksisterende initiativer og tilbud til borgere med handicap og skal sætte rammen for at arbejde med dagsordener, der fortsat udfordrer – både i Københavns Kommune og ofte også nationalt.
Løsning
Socialforvaltningen har i samarbejde med de øvrige forvaltninger udarbejdet et forslag til en handicappolitik for Københavns Kommune gældende for perioden 2027-2030.
Den overordnede ramme om handicappolitikken er FN’s handicapkonvention og de fire handicappolitiske grundprincipper om kompensation, ligebehandling, solidaritet og sektoransvarlighed. Sektoransvarlighed betyder, at offentlige myndigheder har et ansvar for, at deres tilbud er tilgængelige for mennesker med handicap og for at indtænke handicappolitiske aspekter i politikudviklingen på de respektive områder.
Handicappolitikken 2027-2030 har fire målsætninger. Visionen for handicappolitikken er fortsat at understøtte, at borgere med handicap kan mestre eget liv og leve et selvstændigt liv med høj livskvalitet. Udkastet er vedlagt som bilag 1.
Under hver målsætning er det i politikken mere konkret beskrevet, hvad der vil være særligt fokus på, og hvilke forvaltninger der er ansvarlige for initiativer under målsætningerne.
- Universelt design og tilgængelighed Vi vil arbejde for, at alle borgere har lige adgang til byens rum, ydelser og tilbud gennem universelt design og høj tilgængelighed. Det skal være muligt for alle at færdes, deltage og bidrage i samfundet uanset funktionsniveau. Kommunen prioriterer at fjerne fysiske, digitale og sociale barrierer, så alle kan tage del i byens liv på lige vilkår.
- God barndom og tryg overgang til voksenlivet Vi vil skabe trygge og gode rammer for en barndom med trivsel, fællesskaber og læring i dagtilbud, skole og fritid for børn og unge med handicap. Samtidig vil vi sikre en tryg og sammenhængende overgang fra barn til voksen for unge med handicap. Overgangen skal understøtte den unges oplevelse af mestring af eget liv, trivsel og mulighed for at indfri egne drømme for at blive klædt på til voksenlivet. Vores ambition er desuden, at ingen oplever at “falde mellem to stole”, når de bevæger sig mellem forskellige ydelser og forvaltninger.
- Uddannelse, beskæftigelse og fællesskaber Vi vil styrke mulighederne for uddannelse, beskæftigelse og deltagelse i fællesskaber for borgere med handicap Det gælder både for borgere med synlige og usynlige funktionsnedsættelser. Alle skal have adgang til relevante tilbud, støtte og netværk, der gør det muligt at uddanne sig, komme i beskæftigelse og være en del af meningsfulde og sociale fællesskaber alt efter den enkeltes egne forudsætninger. Ingen må udelukkes fra et aktivt og meningsfuldt liv på grund af handicap.
- Enkelt og tillidsfuldt møde med kommunen Vi vil sikre, at mødet med kommunen er præget af tillid, enkelthed og sammenhæng. Borgerne skal opleve, at kommunen lytter, tager ansvar og yder en kompetent og koordineret indsats. Sagsgange, kontaktflader og relevante indsatser skal være gennemskuelige, og kommunikationen skal være tydelig og respektfuld, så borgeren får den rette støtte uden unødig kompleksitet. Civilsamfund, netværk og pårørende kan være en vigtig ressource i borgerens forløb, og samarbejdet med dem skal derfor prioriteres.
Der er i udarbejdelsen af handicappolitikken lagt vægt på de tværgående målsætninger. For at lykkes med politikken kræves derfor både nye, tværgående arbejdsformer og mod til at investere i udvikling og samarbejde på tværs – herunder at sikre den nødvendige finansiering til at føre ambitionerne ud i livet.
Processen for udarbejdelsen af Handicappolitikken 2027-2030
Socialudvalget anbefalede på udvalgsmødet den 13. maj 2026, at der skal udarbejdes en ny Handicappolitik for 2027-2030 og bemærkede i den forbindelse, at politikken skulle indeholde færre, men mere konkrete målsætninger.
Borgerrepræsentationen godkendte den 21. maj 2026, at der skal udarbejdes en ny handicappolitik for 2027- 2030. I den forbindelse afgav Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance en protokolbemærkning, som Alternativet og Frie Grønne tilsluttede sig, med et ønske om, at den nye handicappolitik bl.a. skal blive et aktivt og fagligt redskab, der bidrager til at løfte kvaliteten bredt på handicapområdet, og at den indeholder ambitiøse mål, der er realistiske, og kan omsættes til handling.
Københavns Kommunes Handicapråd og Ungepanel har været inddraget i processen, og rådene har givet bemærkninger til et tidligt udkast af politikken. Handicaprådets og Børne- og Ungepanelets input er vedlagt som hhv. bilag 2 og bilag 3. Udkastet til handicappolitikken bygger også på erfaringerne fra politikken fra 2023-2026, herunder fra den midtvejsstatus, der blev udarbejdet i oktober 2025.
Den enkelte forvaltning er selv ansvarlig for målsætninger og indsatsplaner på deres eget område, men fælles er, at de enkelte forvaltningers indsatsplaner skal godkendes i de respektive fagudvalg med udgangen af 2027, dvs. samme år som politikken godkendes.
Høringsprocessen for Københavns Kommunes Handicappolitik 2027-2030
Handicappolitikken skal efter behandling i Socialudvalget sendes i høring i de øvrige politiske udvalg samt hos diverse interessenter på området, herunder bl.a. Københavns Kommunes råd (Handicaprådet, Børne- og Ungepanelet, Dialogforum, Ældrerådet, Frivilligrådet og Udsatterådet samt Ungerådet) samt alle lokaludvalg. Handicappolitikken vil også blive offentliggjort på høringsportalen ’Bliv Hørt’, hvor borgere og andre interessenter har mulighed for at give deres bidrag til politikken. Bemærkninger fra den eksterne høring indarbejdes i handicappolitikken forud for Socialudvalgets behandling af politikken primo 2027. Efterfølgende forventes handicappolitikken forelagt på Borgerrepræsentationens næstkommende møde til endelig godkendelse.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Tiltag beskrevet i Handicappolitikken 2027-2030 kan fx indgå i budgetforhandlinger.
Politisk handlerum
Hvis Socialudvalget ikke godkender, at det forelagte udkast til handicappolitikken sendes i høring, vil Socialforvaltningen revidere udkastet til handicappolitikken. Socialudvalget vil modtage et fornyet udkast til godkendelse på udvalgsmøde den 9. december 2026.
Videre proces
Godkender Socialudvalget denne sag, vil udkastet til handicappolitikken blive sendt i ekstern høring. Efter endt høring skal den endelige handicappolitik behandles af Socialudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Katrine Ring
/ Eva Stokbro Jensen