Mødedato: 07.10.2020, kl. 09:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Københavns Kommunes fremtidige repræsentation i bestyrelser, udvalg mv. på Socialudvalgets område

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til, hvordan Københavns Kommune i fremtiden skal være repræsenteret i råd, nævn og institutioner under Socialudvalgets ressort, hvor der er tre lovbestemte hverv. Herudover anbefaler Socialforvaltningen, at Københavns Kommune fortsat er repræsenteret i mindst fire ikke lovbestemte hverv. Sagen indgår som led i forvaltningens forberedelse til det kommende kommunalvalg og den deraf efterfølgende nye samling i Borgerrepræsentationen.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget godkender forvaltningens forslag om kommunal repræsentation i råd, nævn og institutioner under Socialudvalgets ressort for den kommende valgperiode

Problemstilling

På møde i Borgerrepræsentationen d. 10. oktober 2013 vedtog Borgerrepræsentationen ”Politik for aktivt ejerskab”. Det fremgår af denne politik, at der i forbindelse med en valgperiodes afslutning skal tages stilling til Københavns Kommunes fremtidige repræsentation i selskaber, organisationer, foreninger osv.

Som forberedelse til konstitueringen i 2021 er Borgerrepræsentationens Sekretariat derfor påbegyndt arbejdet med Københavns Kommunes fremtidige repræsentation i selskaber, organisationer og institutioner inden for udvalgenes ressortområder.

Socialudvalget skal derfor tage stilling til, hvilke hverv indenfor udvalgets ressort, udvalget fortsat vurderer relevante. 

Socialforvaltningen har udarbejdet et forslag til repræsentation med udgangspunkt i svar på følgende spørgsmål:

  1. Er der tale om et obligatorisk hverv for Københavns Kommune (lovpligtigt eller lignende)?
  2. Varetages der en relevant kommunal opgave eller interesse for Københavns Kommune i hvervet?
  3. Er det forvaltningens vurdering, at det fortsat er relevant for Københavns Kommune at være repræsenteret i hvervet?
  4. Anbefaling vedrørende udpegning af bestyrelsesmedlemmer i det pågældende hverv (f.eks. anbefaling om professionel repræsentant besiddende særlige/faglige kvalifikationer; politisk repræsentant; forbrugerrepræsentant; forvaltningsrepræsentant)
  5. Er hvervet placeret i den korrekte forvaltning i Københavns Kommune?

Løsning

Under Socialudvalgets ressort er det i tre hverv lovbestemt, at Københavns Kommune er repræsenteret.

Herudover anbefaler Socialforvaltningen, at Københavns Kommune fortsat er repræsenteret i mindst fire ikke lovbestemte hverv.

Lovbestemte hverv

Ved de lovbestemte hverv er det fastsat ved lov, at Københavns Kommune skal være repræsenteret.

De lovbestemte hverv er:

  • Børn- og Ungeudvalget efter retssikkerhedslovens § 19 
  • Handicaprådet i Københavns Kommune efter retssikkerhedslovens § 37 a
  • Instituttet for blinde og svagsynede (IBOS) efter lov om specialundervisning for voksne § 6c, stk. 1.

I forhold til Københavns Kommunes repræsentation i IBOS, skal det bemærkes, at Borgerrepræsentationen på mødet d. 24. juni 2020 godkendte, at Socialforvaltningen opstartede en proces med henblik på, at IBOS omdannes til en selvejende institution. Omdannelsen kræver en lovændring, og det er på nuværende tidspunkt ikke klart, om og hvornår lovændringen vil træde i kraft. 

Hvis der sker en lovændring, og omdannelsen af IBOS får betydning for Københavns Kommunes repræsentation i IBOS, vil Socialforvaltningen forelægge Socialudvalget en ny sag om repræsentation i IBOS. Sagen vil efterfølgende blive videresendt til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.  

Ikke lovbestemte hverv

For så vidt angår de ikke lovbestemte hverv, anbefaler Socialforvaltningen, at Københavns Kommune fortsat er repræsenteret i følgende fire hverv:

  • Tilsynsrådet for Jacob Michaelsens Minde (betingelse for Københavns Kommunes modtagelse og anvendelse af ejendommen)
  • Dialogforum, psykiatriområdet i Københavns Kommune (rådgivende forum, der understøtter indsatsen på psykiatriområdet)
  • Rådet for frivilligt socialt arbejde i Københavns Kommune (rådgivende forum, der understøtter de frivillige indsatser på socialområdet)
  • Udsatterådet, Københavns Kommune (rådgivende forum, der understøtter indsatsen på udsatteområdet)

Herudover er Københavns Kommune også repræsenteret i bestyrelsen for Herfra og Videre. Herfra og Videre er en selvejende institution, som understøtter det sociale arbejde blandt udsatte på Christiania. Repræsentationen følger af Herfra og Videres vedtægter, og den er derfor ikke lovbestemt. Herfra og Videre er den eneste selvejende institution, som har en kommunal udpeget repræsentant i bestyrelsen. 

I bilag 1 fremgår yderligere oplysninger om de lovbestemte hverv, samt konkrete begrundelser for forvaltningens indstilling om evt. fortsat repræsentation i de respektive hverv.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Borgerrepræsentationens Sekretariat har bedt forvaltningerne i Københavns Kommune om inden fredag d. 9. oktober 2020 at forelægge en indstilling om Københavns Kommunes fremtidige repræsentation for deres respektive udvalg. Herefter skal indstillingen og beslutningen sendes til Borgerrepræsentationens Sekretariat med henblik på, at sekretariatet på baggrund af udvalgenes anbefalinger udarbejder en indstilling til gruppeformandskredsen, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om Københavns Kommunes fremtidig repræsentation i selskaber, organisationer og institutioner.

Mikkel Boje

                                                     / Emil Dyred


Beslutning

Indstillingen blev godkendt sammen med dagsordenen. 
Til top