Mødedato: 07.02.2007, kl. 16:00

Høringssvar til BIU om styrket indsats mod diskrimination

Høringssvar til BIU om styrket indsats mod diskrimination

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 7. februar 2007

 

 

6.      Høringssvar til BIU om styrket indsats mod diskrimination

 

SUD  27/2007  J.nr. 27/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Socialudvalget skal tage stilling til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets forslag til en styrket indsats mod diskrimination, herunder hatecrimes (bilag 1). Derfor har Socialforvaltningen udarbejdet et udkast til høringssvar.

 

Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.  at Socialudvalget godkender vedlagte høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets forslag om en styrket indsats mod diskrimination, herunder at høringssvaret indeholder en anbefaling til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen om at undersøge muligheden for at oprette en hjemmeside til anonym registrering af hatecrimes (bilag 2). 

2.  at Socialudvalget godkender, at Handicaprådets høringssvar eftersendes til Socialudvalgets orientering

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 7. februar 2007

Kontorchef Birgitte Nystrup Lundgren deltog under punktets behandling.

 

Udvalget besluttede, at punkterne 6 (Høringssvar til BIU om styrket indsats mod diskrimination) og punkt 7 (Hjemmeside til brug for anonym indberetning af hatecrimes) skulle behandles under ét.

 

Lars Rasmussen, Stig Ekman og Thor Grønlykke (alle A) samt Frank Hedegaard (F) stillede følgende ændringsforslag til punkt 7:

"At Socialudvalget i samarbejde med Beskæftigelses- og Integrationsudvalget igangsætter en hjemmeside til anonym indberetning af hatecrimes.

 

Motivation

Vi mener at den kriminalitetsforebyggende indsats ligger hos Socialudvalget, mens Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har at gøre med Københavns minoritetsgrupper. Derfor ser vi det som en naturlig ting, at begge udvalg samarbejder om at få lavet en hjemmeside, så den bliver så god som mulig."

 

Et enigt udvalg ønskede, at ændringsforslaget blev tilføjet høringssvaret til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vedrørende diskrimination.

Med denne tilføjelse til 1. at blev punktet "Høringssvar til BIU om styrket indsats mod diskrimination" tiltrådt.

Forvaltningens indstilling vedr. hjemmeside og hatecrimes (punkt 7) blev tiltrådt med den ændring som fremgår af ændringsforslaget.

 

 

Enhedslisten ønskede følgende protokolleret:

"Enhedslisten mener, at der er vigtigt at fokusere på risikoen for at blive udsat for hate crimes. Specielt hvis man i den forbindelse tager baggrunden for hate crimes in mente. Enhedslisten mener, at hate crimes bunder i uvidenhed samt en forskrækkelse eller afsky for det anderledes. Hate crimes er derfor ikke udelukkende rettet mod en speciel seksuel observans, men begrundes lige så vel i en usikkerhed og uvidenhed omkring religion, køn, etnicitet eller social status som omkring seksualitet.

 

Og her mener vi, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets forslag om en styrket indsats mod diskrimination er et udmærket tiltag til i øget grad fra kommunens side også at fokusere på hate crimes-problematikken. I samarbejde med relevante interesseorganisationer og -grupper. Der er i den forbindelse også i høj grad brug for oplysning og information om baggrunden og konsekvensen af hate crimes og også for vejledning i forhold til klagemuligheder.

 

Seksuel orientering må imidlertid ikke gøres til et socialt problem og hører derfor ikke ind under Socialforvaltningen. Til gengæld mener vi, at en social analyse ofte har en relevans i forhold til forståelsen af årsagerne til hate crimes, og Enhedslisten synes derfor, det er udmærket, at Socialforvaltningen stiller sin faglighed til rådighed i forbindelse med indsatsen til bekæmpelse af diskrimination."

 

Wallait Khan (Løsgænger), Frank Hedegaard (F) og Finn Rudaizky (Løsgænger) tilsluttede sig protokolbemærkningen.

 

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har udarbejdet et forslag til en styrket indsats mod diskrimination. Socialudvalget skal kommentere forslaget om en styrket indsats mod diskrimination, herunder hatecrimes og overveje, hvordan udvalget vil følge op på indsatsen mod diskrimination.

 

Løsning

De vigtigste pointer i Socialudvalgets høringssvar er gengivet i det følgende.

 

I brevet (bilag 3) hvor Beskæftigelses- og Integrationsudvalget beder Socialudvalget afgive høringssvar fremgår det, at udvalget ønsker at Socialudvalget og de andre høringsparter tager stilling til følgende punkter i indstillingen om en styrket indsats mod diskrimination:

 

1) Kommer med deres kommentarer til forslag om udmøntning af initiativer om en styrket indsats mod diskrimination.

 

2) Overvejer, hvordan man i udvalgene får fulgt op på indsatsen mod diskrimination.

 

Ad. 1.  Socialudvalget er af den opfattelse, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forslag til en styrket indsats mod diskrimination er gennemarbejdede og særdeles relevante. Det gælder for de indsatsområder, som er beskrevet i indstillingen og som er følgende:

 

a)      Styrkelse af diskriminationstilsynet hos Borgerrådgiveren

b)      Årlig undersøgelse vedrørende diskrimination, herunder hatecrimes.

c)      Årligt statusseminar og pulje til bekæmpelse af diskrimination.

d)      Opstartsmøde og evaluering af den styrkede indsats mod diskrimination.

 

Socialudvalget anbefaler at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen koordinerer implementeringen af den styrkede indsats mod diskrimenation med Økonomiforvaltningen på de områder, som vedrører diskrimination på grund af seksuel orientering. Økonomiforvaltningen forelægger i slutningen af februar 2007 et forslag til  en homopolitik for Økonomiudvalget på baggrund af et medlemsforslag (BR 307/06).

 

Socialudvalget anbefaler desuden at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i samarbejde med bl.a. Politiet, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, andre relevante aktører og Socialforvaltningen undersøger muligheden for at oprette en hjemmeside til anonym registrering af hatecrimes.

 

Forslaget henvender sig primært mod homoseksuelle og etniske grupper og det fremgår ikke tydeligt, hvilke initiativer, der forventes vedrørende diskrimination af handicappede.

 

Ad. 2. Socialudvalget vil bidrage aktivt til at følge op på indsatsen mod diskrimination. Derfor vil udvalget og Socialforvaltningen gerne deltage i det årlige statusseminar mod diskrimination, som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forslår skal afholdes for bl.a. politikere og embedsmænd. Socialudvalget vil også støtte op om det forslåede opstatsmøde til en styrket indsats som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil indkalde til 1. kvartal 2007. Socialudvalget deltager også gerne i det evalueringsseminar, som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget foreslår afholdes i 2007.

 

Hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget finder det relevant deltager Socialforvaltningen også gerne i en eventuelt følgegruppe/styregruppe for indsatsen, herunder til udmøntning af puljen på 0,25 mio. kr., der afsættes til bekæmpelse af diskrimination".

 

ØKONOMI

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Socialforvaltningens bevillingsområde.

 

Videre proces

Når Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har indarbejdet høringsvarerne forelægges forslaget for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og efterfølgende Borgerrepræsentationen til beslutning.

 

Bilag

 

Øvrige bilag

1.      BIU's indstilling: Styrket indsats mod diskrimination med bilag

2.      Socialudvalgets høringssvar om styrket indsats mod diskrimination.

 

 

                                                            Sven Bjerre

                                                                                                   /Jens Elmelund

 

 


 

Til top