Evaluering af udvalgsbetjening og anbefalinger til modtagelse af nyt Socialudvalg
Resumé
Socialudvalget skal evaluere udvalgsarbejdet og udvalgsbetjeningen i det forgangne år, herunder om udvalget har anbefalinger til modtagelsen af det nye Socialudvalg, der tiltræder januar 2026.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget evaluerer udvalgsbetjeningen med henblik på anbefalinger til modtagelse af det nye Socialudvalg, der tiltræder januar 2026.
Problemstilling
Socialforvaltningen udarbejder én gang årligt en indstilling, hvor Socialudvalget har mulighed for at evaluere udvalgsarbejdet og udvalgsbetjeningen. Da der i år er kommunalvalg, vil fokus særligt være på at opsamle udvalgets erfaringer med henblik på at tage godt imod et nyt Socialudvalg.
Løsning
Udvalgsbetjeningen generelt
Forvaltningen lægger op til, at udvalget kan drøfte den generelle udvalgsbetjening. Evalueringen kan fx tage udgangspunkt i en drøftelse af forvaltningens betjening op til og under udvalgsmøder såvel som mellem udvalgsmøder. Det kan konkret handle om forvaltningens indstillinger, håndteringen af henvendelser mellem udvalgsmøder samt antallet af mails og informationsmængde. Herunder kan udvalget også som ved tidligere evalueringer drøfte mængden og formatet af temadrøftelser, fællesudvalgsmøder eller vende spørgsmål om mødekadence og mødelængde generelt.
Drøftelsen skal ses i lyset af, at det med håndtering af Socialforvaltningens økonomiske udfordring (koncernanalysen) den 14. august 2024 og endelig i forbindelse med Budget 2025 blev besluttet at spare 53 mio. kr. årligt fuldt indfaset i 2027 på administration i Ét SOF. Det har medført og vil medføre, at forvaltningen løbende tager stilling til, hvordan udvalgsbetjeningen tilrettelægges mest hensigtsmæssigt.
Budgetprocessen og budgetseminarerne
Udvalgsmedlemmerne kan med fordel drøfte deres oplevelse af budgetprocessen og særligt tilrettelæggelsen af budgetseminarerne. Det kan konkret handle om indhold og format for budgetseminarerne, herunder også deltagelsen af forvaltningens organisations- og brugerråd.
Det nuværende udvalg har i de fleste år haft budgetseminarer med overnatning i forbindelse med omprioriteringsprocessen i februar, mens budgetseminarerne forud for budgetforhandlingerne i august/september har været endagsmøder. Forvaltningen foreslår, at budgetseminaret i februar 2026 som tidligere afholdes med overnatning, så det nye Socialudvalg har god tid til at blive introduceret til budgetprocessen og forvaltningens økonomi.
Anbefalinger til modtagelsen af et nyt Socialudvalg
Da det nuværende udvalgs valgperiode udløber ved årsskiftet, er årets evaluering en anledning til, at udvalget kan drøfte, om det har nogen anbefalinger til et nyt udvalg. Denne drøftelse kan fx tage udgangspunkt i, om der er noget, det nuværende udvalg gerne havde set, at forvaltningen havde større fokus på i løbet af de første møder i denne periode. Alternativt kan udvalget tilkendegive, om der er særlige emner eller temaer, det vil anbefale forvaltningen at gennemgå med et nyt udvalg.
Forvaltningen planlægger ligesom i 2022, hvor der sidst tiltrådte et nyt Socialudvalg, at afholde et introducerende møde forud for det nye udvalgs konstituerende møde. Her påtænker forvaltningen bl.a. at give en overordnet gennemgang af Socialforvaltningens målgrupper, økonomi, faglige fokusområder samt større nationale dagsordener, der påvirker forvaltningens virke. Derudover foreslår forvaltningen, at enkelte møder kan afholdes på relevante tilbud i forvaltningen, hvor rammerne for mødeafholdelse er til stede.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Socialforvaltningen vil arbejde videre med udvalgsbetjeningen på baggrund af udvalgets drøftelser og indtænke bemærkningerne i modtagelsen af det nye Socialudvalg.
Katrine Ring
/ Mie Henriette Eriksen