Mulig ændring i målgruppen for botilbud (fortrolighed ophævet 14. marts 2025)
Resumé
Socialudvalget skal tage stilling et forslag om at ændre målgruppen på det kommende botilbud Ellebjergvej. Socialforvaltningen planlægger at opføre et nyt længerevarende botilbud (servicelovens § 108) med 35 pladser til borgere med sindslidelse og samtidigt misbrug på Ellebjergvej 39. Der er stor lokal modstand mod botilbuddets målgruppe, og forvaltningen har derfor undersøgt muligheden for at ændre målgruppen for det kommende botilbud.
Med indstillingen fremlægges to scenarier for ændring af målgruppen, som Socialudvalget skal tage stilling til. Med indstillingen skitseres ligeledes de afledte konsekvenser ved at ændre den tiltænkte målgruppe på Ellebjergvej, som relaterer sig til botilbuddene på Boserupvej i Roskilde Kommune.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender et af følgende to scenarier om at ændre målgruppen på det kommende botilbud Ellebjergvej:
Scenarie 1) midlertidigt botilbud (servicelovens § 107) til yngre borgere med en sindslidelse
eller
Scenarie 2) botilbud (servicelovens §§ 107 og 108) til borgere med handicap.
Problemstilling
Ved Budget 2022 blev der givet en planlægningsbevilling til opførelse af et nyt botilbud på Ellebjergvej 39, og der blev efterfølgende givet en anlægsbevilling ved Budget 2024.
Ved ansøgning om planlægningsbevilling for Ellebjergvej var målgruppen beskrevet som ”borgere med en sindslidelse”. Frem mod anlægsbevillingen blev målgruppen præciseret og i anlægsbevillingen beskrevet som borgere med sindslidelse, samtidigt misbrug og i nogle tilfælde også udadreagerende adfærd.
Denne ændring i målgruppebeskrivelsen har affødt stor modstand mod projektet fra naboer og lokaludvalget for Kgs. Enghave. Derfor blev der den 4. november 2024 afholdt et følgegruppemøde for botilbud Ellebjergvej, hvor interessenter og naboer til det kommende botilbud var inviteret til at deltage. På mødet deltog også socialborgmester Karina Vestergaard Madsen.
På mødet blev der udtrykt stor modstand mod den planlagte målgruppe, og socialborgmesteren bad derefter forvaltningen undersøge, hvilke muligheder der er for at ændre målgruppen.
Løsning
I det følgende skitseres to løsningsscenarier for at ændre den planlagte målgruppe på det kommende botilbud Ellebjergvej:
- Scenarie 1, hvor målgruppen ændres til midlertidigt botilbud (§107) til yngre borgere med en sindslidelse.
- Scenarie 2, hvor målgruppen ændres til et botilbud (§§107 og 108) inden for målgruppen borgere med handicap.
Scenarie 1:
Forvaltningen vurderer, at det er muligt at ændre den planlagte målgruppe på Ellebjergvej til en yngre målgruppe visiteret til et midlertidigt botilbud (§ 107). Det kan ske uden ændringer af det planlagte byggeri.
Den ændrede målgruppe i scenarie 1 vil være unge borgere i alderen 18-35 år med en sindslidelse inden for det psykotiske spektrum og borgere med en personlighedsforstyrrelse samt affektive lidelser. Borgerne kan ofte have sociale vanskeligheder og svært ved at indgå i samfundslivet.
Målgruppen vil have betydelig nedsat psykisk og eventuelt også nedsat fysisk funktionsevne og har i en afgrænset periode behov for at få udviklet eller genskabt evnen til at kunne varetage almindelige daglige funktioner. Nogle borgere vil efterfølgende kunne flytte i egen bolig og andre vil blive visiteret til et længerevarende botilbud.
Målgruppen vil som udgangspunkt ikke have samme kaotiske og udadreagerende adfærd som den målgruppe, der i første omgang var tiltænkt botilbuddet. Og målgruppens misbrug vil som udgangspunkt også være mindre omfattende og mindre kaotisk.
Borgerne i denne målgruppe har ofte behov for støtte til almindelige, daglige funktioner og gøremål. Den enkelte borger kan have behov for støtte og hjælp til at udvikle eller genskabe færdigheder i forhold til:
- Mestring af egen dagligdag
- Sociale færdigheder
- Identitetsafklaring
- Mestring af egen sygdom/sundhed
- Uddannelse og beskæftigelse
En ændring til denne forholdsvis lettere målgruppe inden for socialpsykiatrien vil fortsat bidrage til at opfylde det beregnede behov for nye botilbudspladser, som den gældende kapacitetsanalyse viser, at der er brug for frem mod 2030.
Scenarie 2:
Alternativt har forvaltningen undersøgt, om botilbud Ellebjergvej kan anvendes til en målgruppe inden for handicapområdet. Her kunne være tale om borgere med autismespektrum forstyrrelser, borgere med udviklingshæmning eller andre udviklingsforstyrrelser.
Forvaltningen vurderer, at det ikke er oplagt at ændre målgruppen på Ellebjergvej til et standardtilbud med 35 pladser til en målgruppe inden for handicapområdet. Det skyldes, at der i regi af SOF’s Arealplan allerede er fundet løsninger på de indmeldte behov for standard botilbud til borgere med handicap. Her vil behovet for ny kapacitet være delvist opnået i 2030 og fuldt opnået i 2035 med de nuværende planlagte løsninger. Etablering af yderligere standard botilbud på handicapområdet vurderes derfor i udgangspunktet at ville medføre en overkapacitet efter 2035. Alternativt skal et af de fremtidige løsningsforslag, der indgår i Arealplanen, erstattes med placeringen på Ellebjergvej. De to fremtidige løsningsforslag, som er mest oplagt at udskifte med Ellebjergvej, er placeringer på henholdsvis Bådehavnsgade Syd eller Refshaleøen, da disse placeringer fortsat er under udvikling, og først forventes at søge om planlægningsbevilling ved henholdsvis Budget 2026 og Budget 2027.
Det kapacitetsbehov på handicapområdet, som der mangler at blive fundet løsninger på, er mere specialiserede botilbud med færre pladser.
Hvis botilbuddet på Ellebjergvej skal rumme en målgruppe inden for handicapområdet, vil det betyde en fordyrelse af projektet. For at projektet kan leve op til Socialforvaltningens Principfunktionsprogram for botilbud, vil det være nødvendigt at foretage større ændringer i det planlagte projekt. Det betyder, at der skal udarbejdes et nyt projektforslag med deraf afledt forsinkelse af projektet og behov for at søge en supplerende anlægsbevilling.
Ved valg af scenarie 2 skal forligskredsen for Budget 2024 også godkende beslutningen.
Afledte konsekvenser
Det var tiltænkt, at botilbud Ellebjergvej blandt andet skulle rumme de mest komplekse borgere fra botilbuddet på Boserupvej i Roskilde Kommune. Når målgruppen på Ellebjergvej ændres, vil det betyde, at den mere specialiserede målgruppe bliver på Boserupvej, hvor målgruppen allerede er i dag.
Dette vil der skulle tages højde for i den videre planlægning af de to planlagte botilbud på Boserupvej i samarbejde med Byggeri København.
Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen har indledt en dialog med Roskilde Kommune, og det er aftalt, at Københavns Kommune og Roskilde Kommune fortsætter dialogen vedr. målgruppe og udformning af de nye botilbud på Boserupvej i starten af 2025.
Politisk handlerum
Socialudvalget har med denne indstilling mulighed for at vælge mellem to scenarier for at ændre målgruppen på Ellebjergvej.
Der er også inden for det politiske handlerum at fastholde den planlagte målgruppe.
Økonomi
Ved valg af scenarie 1 vil der ikke være økonomiske og tidsmæssige konsekvenser for projektet ved ændring af målgruppen.
Ved valg af scenarie 2 vil der være økonomiske og tidsmæssige konsekvenser forbundet med den nødvendige omprojektering. Byggeri København vurderer, at det som minimum vil betyde et års forsinkelse og et yderligere udgiftsbehov på ml. 3-5 mio. kr. i anlæg. Det øgede udgiftsbehov kan blive højere, da forsinkelsen også vil betyde, at byggeriet vil skulle opføres efter det nye bygningsreglement BR25, som træder i kraft medio 2025.
Omfanget af omprojektering og betydningen for tid, økonomi og den nuværende proces med Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. lokalplan skal kvalificeres nærmere, hvis scenarie 2 vælges. Forventningen er, at forsinkelsen vil være minimum et år.
For både Scenarie 1 og Scenarie 2 gælder, at når den mest komplekse borgergruppe fra Boserupvej skal blive i tilbuddet, vil det formentlig være nødvendigt med en driftsopnormering på Boserupvej. Alternativt skal der findes midler til køb, da der i den nuværende byggeriportefølje ikke er oplagte alternative muligheder. Forvaltningen vender tilbage ift. håndteringen af denne merudgift ved senere budgetforhandlinger.
Videre proces
På baggrund af Socialudvalgets beslutning vil forvaltningen arbejde videre med det valgte scenarie for botilbud Ellebjergvej samt den videre dialog med Roskilde Kommune vedr. botilbuddene på Boserupvej.
Ved valg af scenarie 2 skal forligskredsen for Budget 2024 også godkende beslutningen. Hvis forligskredsen godkender scenarie 2 vil forvaltningen herefter skulle søge om en supplerende anlægsbevilling.
Katrine Ring
/ Anders Johannes Kristensen
Beslutning
Sagen blev sendt tilbage til forvaltning med henblik på at få sagen oplyst yderligere.
Centerchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.