B-sag. Modtagelse af puljemidler til Natcaféen Sundholm
Resumé
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, at Socialforvaltningen modtager bevilling fra Social- og Boligstyrelsens pulje til midlertidig støtte til natcaféer på 3,5 mio. kr. i alt over perioden 2026-2029, og at der ved Socialforvaltningens modtagelse af midlerne vil ske en tilsvarende justering af indtægts- og udgiftsbudgettet. Socialudvalget vil efter Borgerrepræsentationens beslutning få forelagt en separat sag om Natcaféens videre drift og økonomiske situation.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende, at Socialforvaltningen modtager 3,5 mio. kr. i alt over perioden 2026-2029 fra Socialstyrelsens pulje til midlertidig støtte til natcaféer med henblik på drift af Natcaféen Sundholm.
- at godkende, at Socialforvaltningens indtægts- og udgiftsbudget opjusteres med 3,5 mio. kr. i perioden 2026-2029, jf. tabel 1 i økonomiafsnittet.
Problemstilling
Social- og Boligstyrelsen genudmeldte den 29. maj 2026 en ansøgningspulje til civilsamfundsorganisationer og kommuner, der driver natcaféer. Puljen blev oprindeligt udmeldt med ansøgningsfrist den 8. maj 2026, men blev trukket tilbage og genudmeldt igen, da Social- og Boligstyrelsen vurderede, at de oprindelige kriterier for at opnå støtte var for snævert formuleret. Ansøgningspuljens formål er at yde støtte til drift af eksisterende natcaféer og etablering af nye natcaféer, der har et finansieringsbehov. Socialforvaltningen har – med forbehold for politisk godkendelse – søgt om midler fra puljen, der havde ansøgningsfrist den 5. august 2026. Socialforvaltningen har den 21. september modtaget svar fra Socialstyrelsen om, at forvaltningen er tildelt 3,5 mio. kr. i alt over perioden 2026 – 2029.
Løsning
En natcafé er et lavtærskeltilbud for udsatte og hjemløse borgere med f.eks. nødovernatning, der kan benyttes af personer, som ikke ønsker at benytte almindelige herbergstilbud efter servicelovens § 110. Der findes enkelte andre natcaféer i København, men Natcaféen på Sundholm er den eneste, der drives af kommunen selv. Det er alene Natcaféen på Sundholm, som Socialforvaltningen har ansøgt om midler til i puljen.
Natcaféen på Sundholm er et aktiverende og forebyggende tilbud efter serviceloven § 79, der tilbyder ophold, mad og nødovernatning til hjemløse borgere i København. Natcaféen har på nuværende tidspunkt 30 overnatningspladser i sovesale fra kl. 23.00 til 07.00 og har derudover i hverdagene dagåbent fra kl. 07.00 til 13.00, hvor det er muligt at købe mad, få rådgivning og være i ro og læ.
Natcaféen Sundholm var indtil udgangen af 2024 drevet som herberg (efter servicelovens § 110) med registrering af borgeres ophold, og var dermed delvist finansieret af indtægter fra salg og statsrefusion. Den 1. januar 2025 blev Natcaféen på Sundholm omlagt til at være et uvisiteret aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 79.
Omlægningen skyldes en udmelding fra Social- og Boligministeriet i juni 2024, som præciserede reglerne for uvisiterede tilbud, og som fremhævede, at natherberger skal drives efter § 79 i serviceloven. Dette har medført, at en del af driften ikke længere kan finansieres af salg af pladser eller indtægter fra statsrefusion, hvorfor Socialforvaltningen har ansøgt puljen. Konkret er der givet tilsagn til en bevilling på 0,5 mio. kr. i 2026 og 1 mio. kr. i 2027, 2028 og 2029. Midlerne vil blive prioriteret til at holde overnatningspladserne åbne på tilbuddet.
Det bemærkes, at Natcaféen Sundholms budget på trods af bevillingen af puljemidler ikke er i balance. Socialudvalget vil få forelagt en separat sag om, hvordan Natcaféen Sundholm bedst kan anvendes inden for de givne økonomiske rammer, når forvaltningen har det fulde overblik over tilbuddets samlede økonomi i 2027.
Økonomi
Socialforvaltningen har fået tildelt i alt 3,5 mio. kr. fra Social- og Boligstyrelsens pulje. Der er bevilget 0,5 mio. kr. for perioden juni 2026 til og med december 2026 og 1. mio. kr. for 2027, 2028 og 2029. Tabel 1 nedenfor viser de bevillingsmæssige konsekvenser for Socialforvaltningen.
|
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling |
Indtægt (I) / |
Beløb i 1.000 kr. (2026-beløb i 2026 p/l Beløb i 2027-2029 i 2027 p/l) |
Varig? |
|||
|
2026 |
2027 |
2028 |
2029 |
|||||
|
2 |
SOC |
3200 Udsatte Voksne |
U |
510 |
1.020 |
1.000 |
1.020 |
Nej |
|
2 |
SOC |
3200 Udsatte Voksne |
I |
- 510 |
-1.020 |
-1.000 |
-1.020 |
Nej |
|
I alt |
- |
|
- |
0 |
0 |
0 |
0 |
- |
Note: Der vil forventeligt opstå mindre afvigelser som følge af statslig p/l-opregning af tilskuddet i 2027-2029. Afvigelserne vil blive håndteret ifm. forvaltningens løbende sager om bevillingsmæssige ændringer.
Politisk handlerum
Hvis Borgerrepræsentationen ikke tiltræder indstillingen, vil Socialforvaltningen takke nej til de ansøgte puljemidler.
Videre proces
Hvis Socialudvalget tiltræder indstillingen, vil sagen blive forelagt Økonomiudvalget den 17. november og efterfølgende Borgerrepræsentationen den 26. november til godkendelse. Hvis indstillingen godkendes i Borgerrepræsentationen, opjusteres Socialforvaltningens udgifts- og indtægtsbudget samlet set med 3,5 mio. kr. i perioden 2026-2029.
Katrine Ring
/Eva Stokbro Jensen